Marie-Louise Kirstine Hansen

Sidst opdateret: 3. august 2022
Marie-Louise Kirstine Hansen

Beskrivelse:

Storbykvinden, der skifter høje hæle og barer ud med pløjemuld og gummistøvler, det er nye mig, der flytter på landet i en moden alder og får mand og børn i tilgift og en romandebut, men mange år før - nok sådan cirka 30 - er der gamle mig, der skriver digte og tror, som det mest selvfølgelige, at jeg da skal være forfatter. Digtene bliver også læst op (af mig selv) på det mest kunstneriske sted i Struer, en bar, der hedder Café Natsværmeren, hvor jeg sværmer rundt blandt gymnasielærere og semilokale billedkunstnere og min gode ven, Kristian Krejberg, der ligner en ung Poul Borum og kommer fra det forjættede København. Digtene er dårlige, kunstlede, højttravende og kommer aldrig videre end fra natbordsskuffen og til oplæsningerne og op på min mors loft, hvor de formentlig stadig ligger og skammer sig. Og da gymnasiet slutter, slutter forfatteriet også. Et højskoleophold, hvor jeg tror, at jeg da skal være skuespiller og studier i dansk og dramaturgi, senere, kommer jeg ind i reklamebranchen og skriver og skriver og skriver som tekstforfatter. Lige indtil jeg keder mig så meget, at jeg sammen med en fotograf laver en udstilling: Han skyder billederne og jeg skriver teksterne, som guderne skal vide hvorfor, bliver til digte, der denne gang faktisk ikke er så dårlige. Og så ryger der ellers nogle sager i en kuvert til Hvedekorn og Lars Bukdahl får hittet hoved og hale i min store sejlende, rodebunke, og jeg debuterer som lyriker i juni 2012, som 39-årig. Siden har jeg aldrig været i tvivl: Jeg ER forfatter. Hver dag, jeg tænder for computeren, har jeg det som børnene hos C.S Lewis, der går gennem garderobeskabet ind i en anden verden. At gå ind i et andet menneskes liv og leve med det, på tværs af kroppens og tidens grænser, er mit Narnia. Jeg bliver aldrig træt af at undersøge, hvorfor mennesker er som de er, hvordan deres sind er vævet og af hvilket stof. Og så er jeg som 45-årig en blandet modelervokskugle, formet af alt hvad jeg gerne ville være: arkæolog (som 7-årig) journalist (som 15-årig), forfatter (som 16-19 årig), psykolog (en kort flirt på universitet), skuespiller (fire måneder omkring de 20 år). At være forfatter er at være det altsammen, på en gang og hele tiden, og jeg elsker det.

Kontaktoplysninger:

Adresse: Kærnebidervej 9, 7600 Struer Land: Danmark Tlf: 30226145 E-mail: Klik for at se e-mail

Medlem Af:

De skønlitterære, Nordjyllandsgruppen

Online Referencer:

Flere referencer:

 

Forfatterweb

 

Besøg mig på: