Find oversætter

Karakterkonstruktion med Jokum Rohde

 

To-dages kursus om at skabe karakterer (7. og 8. april). NB! Dette kursus udbydes i samarbejde med Den Danske Scenekunstskole Efter-og videreuddannelsen, hvorfra halvdelen af kursisterne kommer.

Kurset om karakterkonstruktion kommer til at angribe emnet historisk og fænomenologisk; historisk, ved at gennemgå, i plenum, diverse fiktionelle karakterer gennem fortællingens historie, det være sig karakterer fra græske tragedier eller helt nye fiktions-karakterer fra den kultur og kunst der omgiver os nu. Således kan vi tale os ind på hvad der tænder os mht karakterer, hvorledes deres karisma opstår, hvorfor den opstår, og hvad deres ærinde er, udi f. eks. ondskab og/eller forandring af status quo. Titlen på denne del af kurset er Kongedramaet.

Dette leder for så vidt frem til den fænomenologiske tilgang, der, sagt mere groft, bringer os frem til mekanismerne i karakterkonstruktionen: Hvordan er de skruet sammen? Med hensyn til sprog, med hensyn til dialog, med hensyn til beskrivelse og dramatisk vilje. Her vil jeg gå meget nøje til afstanden mellem dramatik (herunder tv, film, teater) og prosa og simpelthen fremtale hvorledes visse udvalgte karakterer møder os, hvordan vi møder dem – og hvorledes de er konstruerede.

Der vil også i kurset indgå elementer fra erkendelses-filosofiens historie, idet vores opfattelse af bevidstheden og mennesket ændrer sig historisk, hvilket igen får indflydelse på fiktionens behandling af bevidstheden – samt indgå en diskussion af dagligdagens omgang med mennesker. Hvad er dialog? Hvad er menneskelig interaktion? Hvorledes perciperer vi andre mennesker? Hvorledes bruger vi dette i vores omgang med fiktionens karakterer? Man kunne kalde denne del af kurset Karakterens eksistentielle betingelser.

 

Med en begrundet ansøgning forstås en kortere beskrivelse af dit professionelle virke, hvad du arbejder på lige nu, hvorfor netop dette kursus har din interesse, og hvad du regner med at få ud af kurset.

Underviser(e)

Jokum Rohde

Jokum Rohde, født 1970, student mat.bio. Zahles Gymn, 1988, KUA/Teatervidenskab/Filosofi 1991-1995, debuterer som dramatiker 1993 Fiolteatret TO DAGE UD FRA LØRDAG NAT, året efter roman JONAS BOG, Gyldendal. Siden 2008 husdramatiker på DKT. Underviser i dramatik og teater på Scenekunstskolen, Forfatterskolen, Animations-skolen Viborg. Udgiver i februar 2018 essaybogen MODKØRENDE, Gyldendal, om teatersyn og og politik.

Foto taget af Marc Fluri.

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte