Find oversætter

Tale ved prisfesten

Af De faglitterære - 4. januar 2018

Merete Pryds Helles tale til Anja C. Andersen ved uddelingen af Den Faglitterære Pris 2017

Vi der kender Anja godt, ved at hun er et meget ydmygt og undseligt menneske. Anja og jeg har lært hinanden at kende gennem forskellige litterære projekter, og noget af det, Anja siger til mig oftest, også da hun fik denne pris er :

Men jeg er jo ikke nogen rigtig forfatter.

Nu er fagbogsforfattere jo rigtige forfattere, hvilket denne pris, Anja og Henrik modtager, er med til at understrege. Men det er ikke det, Anja mener. Det er noget andet; den rigtige forfatter ses som den, der kan folde et billede ud, så andre kan leve sig ind i det; den rigtige forfatter er den, som kan bruge sproget som et redskab, måske en dåseåbner, til at åbne op for noget, der ellers henligger skjult. Og her er det, kære Anja, at jeg må sige, at nok er du nok en af de klogeste iblandt os her i aften; men klog på dig selv er du nok ikke.

For det, du bidrager med til faglitteraturen, og som er med til at afgøre at netop du skal have denne pris, er netop din beherskelse af metaforen, parablen, lignelsen; alle de litterære virkemidler, vi fiktionsforfattere også anvender. Du bruger dem så måske ikke til at skrive røverhistorier med, som vi andre gør; men på den anden side; i den verden af fysiske teorier du befinder dig, er skillelinjen mellem fakta og fiktion fluktuerende. Man kunne måske endda sige, at sandhedsbegrebet indenfor det du skriver om, nogle gange er partikel og andre gange er bølge.

Nu skal I for eksempel høre her. Anja skal fortælle om at man kun kan registrere røntgenstråler fra satellitter, ikke fra jorden. Det foregår på denne måde :

Så hvis vi nu var super mand og stod med vores røntgensyn og kiggede op på himlen, så ville vi simpelthen se ingenting, for supermands syn er jo røntgenstråler  og det er sådan, at røntgenstråler, de er fuldstændig blokerede af jordens atmosfære. For at se noget skal vi bygge en satellit og Supermand skal have kappen på og flyve uden for jordens atmosfære. Så vil vi se gamma og røntgenstråler skal vi have satellitter at observere dem fra. 

Dette er jo en parabel. Det er fortællingen om et vanskeligt og for de fleste andre tørt stof, som bliver ikke blot sat i billede, men også i bevægelse. Hvis vi nu var supermand, siger Anja; jamen hvilket vi er der tale om? Vi er os alle sammen, et kollektivt vi, der alle er i stand til at være supermand. Røntgenstråler bliver noget vi har, vi bevæger os gennem atmosfæren og så bygger vi os nogle satellitter. Det tørre stof bliver nært og virkeligt netop gennem dette litterære greb, netop gennem at du, Anja, selvom du altså ikke selv kan se det, er en rigtig forfatter. Og gennem at grænsen mellem det at skrive skønlitteratur og faglitteratur ikke behøver at være en dyb flod, man stønnende eventuelt kan forcere; men at der kan glide bølger fra den ene side til den anden, og at målet er det samme; at skabe en erkendelse hos læseren af det, der er vanskeligt at erkende. Og at gøre det på en måde, så erkendelsen opstår let i læserens sind og bliver en måde at tænke på.

Anja skriver og taler altid med udgangspunkt i fysikkens verden; men den er jo fundamentet for alting, og derfor kan alting også rummes i den skrift; og jeg vil komme med et eksempel til på, hvordan Anja skaber billeder ud af ganske nøgterne forhold. Her er det fra et interview i Ræson angående det evige liv:

Til daglig studerer jeg det store kosmiske kredsløb: Hvordan de første kulatomer i universet blev dannet, og hvilke kulforbindelser man i det hele taget kan lave. Mennesket er dybest set en kulforbindelse. Når mennesket dør, bliver det til en mindre kulforbindelse. Og når solen dør, så fordamper jorden og blæser alle disse kulatomer ud i universet. Her bliver de en del af et nyt projekt med nye stjerner og nye planeter. Hele dette kosmiske kredsløb synes jeg er enestående smukt. Et sådant kredsløb genfinder vi i mindre skala på jorden. Folk bliver begravet, der plantes et æbletræ, og om foråret kan folk konstatere, at ”Anja smager godt i år”.

På atomart plan kan man altså også tale om evigt liv: Når man først engang er kulatom, kan man kun blive til en anden slags atom – et tungere atom.

Det er næsten sådan, at ens dødsangst glider væk, når man læser en sådan tekst. Og der er ingen tvivl om, kære Anja, at du smager rigtig godt allerede, og at vi er glade for at du går rundt og plukker æbler på kundskabens træ og skræller dem og skærer dem i mundrette bidder for os andre, så også vi kan erkende og forstå alt det, der er så frygteligt svært at forstå.

2004 - 2018 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte