Find oversætter

Månedens fagforfatter – Lotte Thrane

Helst arbejder jeg med skriften, for når jeg gør det, sker der altid noget. Og tit noget uventet.

Af De faglitterære - 1. maj 2018

Hej Månedens medlem af F-gruppen

– vil du præsentere dig for os?

Jeg hedder Lotte Thrane og opfatter mig selv som fuldtidsforfatter, dvs jeg skriver eller researcher eller tumler med et skriveproblem oppe i hovedet hver eneste dag. Men helst arbejder jeg med skriften, for når jeg gør det, sker der altid noget. Og tit noget uventet.

Hvad udmærker dine bøger sig med?

Mine bøger handler om folk, der har levet (eller lever), men de handler lige så meget om den tid eller den virkelighed, de er eller var del af. Nogle kalder det biografier, men jeg foretrækker udtrykket monografi eller kulturlitteratur. I den angelsaksiske verden er der en stærk tradition for den slags bøger, og den har jeg ladet mig inspirere af, især hvad formen angår.


Hvilken af dine bøger har størst betydning for dig?

Jeg har skrevet i mange år; det begyndte da jeg mødte Nynne Koch, stifteren af KVINFO, på Det kgl. Bibliotek sidst i 70erne, hvor jeg sad og kæmpede med at skrive speciale om mor-datterforholdet på den gamle læsesal. Hun bad mig skrive en artikel til ”Kvindestudier”, og så gik det derudad. Men formen var dengang ret akademisk, for sådan troede jeg, man skulle skrive, og det fortsatte i flere artikler og de næste par bøger. Det ændrede sig først da en klog person, der havde været med til at bevilge mig et treårigt arbejdsstipendium, sagde, at han håbede jeg ville skrive en anderledes bog denne gang. Det gjorde jeg, det blev til Tusmørkemesteren, som kom i 2008 og er en monografi om billedkunstneren Lorenz Frølich og hans tid. Jeg var helt på egen hånd, da jeg skrev den, havde hverken vejleder eller lærere i ryggen, og det var godt, det var første gang jeg følte mig helt fri som skribent. Tusmørkemesteren blev efter en pludselig beslutning afleveret (og acceptere)t som disputats på universitetet, men det bedste var faktisk, at den samme år, som den blev forsvaret fik årets faglitterære pris i Dansk Forfatterforening! Og at universitetet brugte den nyhed på sin hjemmeside i flere uger, øjensynlig stolte over at noget fagligt vægtigt også kunne være læseligt. Det var nye tider, ihvertfald på universitetet, og herefter begyndte jeg at opfatte mig selv som forfatter, og ikke som forsker. Og kalde mig det.

Hvorfor skriver du faglitteratur?

Jeg bliver ved med at få ideer, jeg har foreløbig mindst tre bøger mere i mig. Den ene udkommer næste år, det er en monografi om stumfilmskuespilleren, billedkunstneren, fortælleren og mytologen Asta Nielsen. Jeg kan mærke jeg bliver frækkere og frækkere med den genre, jeg selv boltrer mig i, den fortællende fagbog, hvor jeg dels bruger alt det jeg ved fra mit litteraturstudium om ikke mindst fortælleteknik og metaforbrug, men lige så gerne leger med det fiktive (også her inspireret af den angelsaksiske tradition). Samtidig passer jeg på at der ikke bliver for meget fiktion eller for mange sidefortællinger eller distraktioner, min grundfortælling skal fremtræde tydelig, den nye fortællende fagbog (ingen nævnt, ingen glemt) har mange faldgruber, måske fordi den er bange for at være kedelig. Det er jeg uenig i, man skal som fagforfatter også turde udfordre sine læsere, ikke tale ned til dem. Fakta, ny viden, æstetisk-filosofiske eller teoretiske overvejelser kan også være interessante at sætte sig ind i, selvom det nogle gange kræver at man som læser holder ud – keder sig? – i femten minutter.

 

Hvilke forfattere inspirerer dig og hvorfor?

Min bedste – og tidligste – inspiration var den britiske forfatter A.S. Byatt, der selv er litteraturforsker. Hun skrev romanen Possession – A Romance i 1990. Den handler om to litteraturforskere, der modvilligt mødes over samme problem – noget med støvede arkiver, en idé og en glemt kvindelig forfatter – og så udvikler historien sig til en romance også. Altså en omvendt historie, fra forskning til fiktion. Men det flotte er her, at det bygger på en virkelig historie om et arkivfund. Efter Byatt har der været mange andre, som Peter Øvig og Tom Buk-Swienty, der begge i den grad forstår at fortælle og formidle på én gang.

 

Hvad skriver du på lige nu?


Jeg skriver på Asta Nielsen – et Gesamtkunstwerk, der skal udkomme 2019 på Gads Forlag. Jeg er netop begyndt på kapitel 7 (af 9), og det er, som altid, urovækkende. Jeg har løbende samlet materiale til kapitlet, og prøver nu at strukturere det. Men jeg har fundet en god historie at åbne kapitlet med, og det letter!

Hvordan ser din almindelige arbejdsdag ud?

Især her i vinter, hvor det var mørkt til langt op ad dagen, kunne jeg sidde i min seng eller min sofa med min mac på skødet og arbejde videre i 2-3 timer med det, jeg havde skrevet dagen før. De dér morgener er vigtige, fordi man er helt ’ren’ oppe i hovedet, for jeg læser hverken mails eller facebook eller avis inden. Og så bliver jeg sulten, og så skal jeg i bad, og så er der tit en masse praktisk, der skal ordnes. Og hen ad eftermiddagen tager jeg enten på Det kgl. Bibliotek, hvor jeg har en fast plads på læsesalen, der har åbent til kl 20. Eller jeg sidder hjemme ved mit arbejdsbord med udsigt over de københavnske tage til 20 – 20.30. Hvor sulten melder sig igen. Nogle gange tager jeg til Hald Hovedgaard eller til Klitgården i et par uger for at skrive, det plejer også at batte, mest fordi jeg bliver rykket ud af mine rutiner.

Hvordan håndterer du fagforfatterens vekslen mellem research og skriveri?

Det flyder sammen for mig – eller det giver sig selv. Noget research er mere omfattende end anden, mere tidskrævende, men jeg tager noter undervejs eller/og fabulerer over det, jeg læser eller finder. Det udgør så ofte det materiale, jeg kan begynde et kapitel eller et tema med. Men skrivearbejdet åbner jo også for ny research – jeg opdager undervejs, at det her emne, det skal jeg undersøge bedre. Men jeg opfatter det ikke som problematisk med den vekslen, snarere inspirerende. Om end jeg altid forbløffes over, at det tager længere tid, end jeg havde troet …

Hvad synes du om faglitteraturens stilling i Danmark i dag?

Faglitteraturen har det godt i DK, og det honoreres også, når den er virkelig god eller nybrydende – jf. Kunstfondens nylige uddeling, hvor en fagforfatter som Puk Damsgaard fik den livsvarige hædersydelse, og en fagforfatter som Pia Fris Laneth fik det treårige arbejdslegat. Jeg har netop siddet i en jury, der skulle udpege 2017s bedste faglitterære bog, og udbuddet var stort. Meget stort. Måske også for stort, men det gælder vel også skønlitteratur.

Findes der nogen anden forfatters bog, som du gerne ville have skrevet?

Næ. Egentlig ikke. Nå, det skal jeg vist overveje igen! Men når man sidder midt i en bog, og er optaget af sin egen skriveproces, hvad jeg stort set altid er, så skal man ikke tænke på andre forfatteres bøger. Mener jeg.

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte