Find oversætter

Månedens fagforfatter: Frans Ørsted Andersen

Ja, der er jo et krav om at vi universitetsansatte skal skrive om det, vi går og roder med. Jeg synes faktisk det er et rimeligt krav, for det er vel for den brede befolknings og hele samfundets skyld at vi har offentligt finansieret forskning.

Af De faglitterære - 10. august 2018

– vil du præsentere dig for os?

Jeg hedder Frans Ørsted Andersen. Jeg er lektor, PhD (forsker) på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet. Så jeg har min daglige gang i Århus, men jeg bor i Odense. Som andre universitetslektorer arbejder jeg primært med forsknings- og uddannelsesopgaver, men jeg har også mange andre jobfunktioner, for eksempel sidder jeg fast i redaktionen på tidsskriftet, ”Kognition og Pædagogik”. Som uddannelsesforsker har jeg fokus på bl.a. restgruppeproblemstillingen, der handler om at finde ud af, hvorfor der stadig er så mange børn og unge, som ”falder igennem” vores ellers udmærkede uddannelsessystem. Jeg undersøger også, hvad der kan gøres ved det, sætter skarpt på løsninger og gode eksempler. Lige nu ser jeg fx på nogle maritime initiativer, hvor man undersøger om udsatte unge kan komme i gang (igen) med skolegang og uddannelse gennem maritime aktiviteter. I den forbindelse har jeg ofte et særligt fokus på ”motivation” – og jeg laver undersøgelser af ”motiverende undervisning”. Lige nøjagtig det emne, skrev jeg en bog om sidste år med titlen ”Motiverende undervisning”.

Hvad udmærker dine bøger sig med?
Nogle af mine bøger er lærebøger, målrettet pensum på forskellige uddannelser, fx bogen ”Den positive psykologis metoder. Andre er skrevet til en bredere offentlighed, fx ”Flow i hverdagen”. ”Flow” er i det hele taget et begreb, jeg i særlig grad har beskæftiget mig med. Det handler om en tilstand præget af høje grader af fordybelse, engagement og koncentration. Mit arbejde med flow skyldes et PhD-ophold i starten af nullerne på i alt ½ år på Claremont Graduate University i Californien, hvor den såkaldte flow-forskning har sin rod. Jeg er nu blevet en slags flow-ekspert, og alle de bøger, jeg har skrevet om flow, har fået gode anmeldelser. Senest har jeg skrevet et kapitel om flow i bogen ”Robusthed i praksis. Individuelt og kollektivt”. Det er blevet en ganske populær bog, som jeg i øvrigt har skrevet og redigeret sammen med en række gode kolleger fra både Århus Universitet og andre uddannelsesinstitutioner. Også ”finsk skole og uddannelse” er et område, hvor jeg har udviklet mig til en slags ekspert. Det emne har jeg beskæftiget mig med siden 2003, hvor Finland blev kendt for at have verdens bedste skole. Det har jeg faktisk også udgivet en bog om, ”Verdens bedste folkeskole” hedder den simpelt hen.

Hvilken af dine bøger har størst betydning for dig?
Måske er det bogen ”Pædagogik på kanten. Især for drenge men også for piger”. Den lever et stille liv, selv om den er kommet med på enkelte pensumlister. Men den afspejler i høj grad førnævnte restgruppe-forskning. I ”Pædagogik på kanten” tager jeg fat på både en række indædte uddannelsesproblemer og viser samtidig hvorledes flere pædagogiske projekter i ind- og udland har knækket koden, herunder fundet ud af hvordan, man får ”ghetto-drenge” og andre ”unge på kanten” ind i gode uddannelsesforløb. Flere af disse projekter handler bl.a. om at få drengene til at læse (igen), for man er helt fortabt i uddannelsessystemet, hvis ikke man kan læse. I det hele taget er der uhyggeligt mange drenge, der har en meget ringe læseevne – uden at det handler om ordblindhed. Men hvordan får man dem til at læse (igen)? Det er et spørgsmål, der optager mig meget. Hvad vil de gerne læse? Overraskende nok vil mange af dem gerne læse ”Jeg er Zlatan”, om den berømte fodboldspiller, der som indvandrer og marginaliseret ung i ghettoen i Malmø kæmper sig ud af problemerne og klarer sig godt på grønsværen. Jeg undrer mig over, hvorfor der ikke er flere, der skriver sådanne bøger? Det har fået mig til selv at forsøge mig med en biografi om en ”dansk Zlatan”, nemlig daglejersønnen, Chris Madsen, der blev født i 1851 på Fyn, voksede op i fattigdom, blev ungdomskriminel i København og fængslet i Vridsløselille, hvor han blev ”radikaliseret” af Louis Pio og andre ”politiske ekstremister” fra det dengang forbudte socialdemokrati. Chris Madsen blev derefter ”tvangsudvist” til Amerika efter en ordning, hvor man kunne få halveret sin fængselsstraf, hvis man tog imod en éngangsbillet til Amerikadamperen. I Amerika tog Chris Madsens liv en helt ny kurs. Han blev bl.a. US Marshall i det vilde vesten og var med til at indfange den berygtede Dalton-Doolin bande. Han blev gift og fik børn derovre og blev meget gammel. Han arbejdede i filmbranchen til kort før sin død i 1944. Min bog om Chris Madsen, som jeg er i fuld gang med nu, er skrevet og målrettet gruppen af mandlige bogdroppere i alle aldre. Det bliver lidt spændende hvordan det går, for jeg har aldrig skrevet en biografi før!

 

 

Hvorfor skriver du faglitteratur?
Ja, der er jo et krav om at vi universitetsansatte skal skrive om det, vi går og roder med. ”Publish or perish” hedder det – skriv noget eller forsvind. Jeg synes faktisk det er et rimeligt krav, for det er vel for den brede befolknings og hele samfundets skyld at vi har offentligt finansieret forskning. Jeg er vant til altid at være i gang med skriveprojekter hele tiden – det er en vigtig del af mit arbejdsliv – og jeg kan i øvrigt godt lide at skrive.

Hvilke forfattere inspirerer dig og hvorfor?
Jeg er meget inspireret af danske kolleger og samarbejdspartnere fra universitetsverdenens pædagogisk-psykologisk område som Per Fibæk Laursen, Hans Henrik Knoop, Poul Nissen og Anne Linder og af udenlandske kolleger som Mihaly Csikszentmihalyi, Angela Duckworth og Martin Seligman. Men jeg holder også af at læse biografier og rejseberetninger af for eksempel Carsten Jensen, Troels Kløvedal og Puk Damsgaard. Også historie og filosofi interesserer mig – jeg kan godt lide at læse Tom Buk Swienty, David Favrholt og Per Stig Møller. Det handler mere om indhold end om særlige træk ved forfatteren tror jeg. Jeg glæder mig til i sommerferien at læse en helt ny bog af filosoffen Anders Kruse Ljungdalh om ”opmærksomhed”. Den er lige udkommet og hedder ”Opmærksomhedsbegrebets historie”.

Hvad skriver du på lige nu?
Lige nu er jeg ved at lægge sidste hånd på førnævnte biografi om Chris Madsen. Desuden er jeg ved at skrive en bog – sammen med gode kolleger – om begrebet ”Intensiv læring”, som jeg har arbejdet med i en 3-4 år. Men også en ny bog om det finske emne er på vej.

Hvordan ser din almindelige arbejdsdag ud?
Jeg tog-pendler rigtig meget til Århus og i øvrigt også til København, hvor DPU har en stor afdeling. Der kan let gå 2-3 timer i toget om dagen. Men tog-tid er lig med skrivetid. Jeg tror, at stort set alt, hvad jeg har publiceret de sidste 15 år har været skrevet i hvert fald delvist i toget. Jeg har som regel 4 arbejdsdage om ugen i enten Århus eller København og det giver altså rigtig mange timer i toget. Heldigvis starter undervisningen på DPU som regel først kl. 10, så hvis jeg tager morgentoget fra Odense ved 8-tiden, så går det lige. Ofte er jeg ikke hjemme igen før 18-19 tiden, men jeg har så heller ikke mere små børn, der skal hentes i institution. Begge mine børn er voksne nu. Min hustru kommer også sent hjem fra sit job, så det er ikke noget problem.

Hvordan håndterer du fagforfatterens vekslen mellem research og skriveri?
Det giver jo næsten sig selv for mig, fordi cirka halvdelen af mit arbejde går til forskningen, og den skal jo så formidles i form af forskellige publikationer, som jeg mere eller mindre altid arbejder lidt på. Det går helt af sig selv. Og togturene er målrettet skrivearbejdet.

Hvad synes du om faglitteraturens stilling i Danmark i dag?
Den dansksprogede fagbog er under pres. Færre og færre fagbøger oversættes til dansk – og nogle danske fagbogsforfattere i universitetsverdenen vælger kun at udgive deres tekster på engelsk. Det er udmærket at vi alle kan og skal læse engelsk, men der er noget, der går tabt, når man for eksempel i de humanistiske fag ikke kan finde tid og penge til at udgivelser på dansk. Men vi ser den samme tendens i hele Norden – de enkelte nordiske sprog presses ud i tovene. Måske kunne vi lave et fællesskandinavisk skriftsprog, ”Nynordisk”, baseret på det store fælles gods i dansk, norsk og svensk?… så havde vi lige pludselig 25-30 millioner læsere i målgruppen frem for bare 5,5 millioner danskere.

Findes der nogen anden forfatters bog, som du gerne ville have skrevet?
Nej, egentlig ikke. Jeg hverken kan eller vil være for eksempel Carsten Jensen, Puk Damsgaard eller Troels Kløvedal, selv om jeg holder meget af deres bøger.

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte