To spørgsmål, der berører alle, der beskæftiger sig med litteratur, er: Hvad er litteratur, og hvordan adskiller den sig fra det sprog og de diskurser, som hersker i deres samtid? Der er skrevet et hav af bøger, som forsøger at svare på disse spørgsmål. Jeg vil mere beskedent blot se på nogle få nutidige digtes sprog, og hvordan de adskiller sig fra dominerende diskurser. Et perspektiv herfor er Jean-Pierre Siméons definition i ’La poésie sauvera le monde’ (Poesien vil redde verden):
Ethvert digt er en koncentreret menneskelighed, der hos alle og enhver åbenbarer dennes andethed, dvs. dennes affinitet med den anden og på den måde oprykker dennes lille personlige identitet, gentilknytter den. Poesien er på sin vis den menneskelige sjæls esperanto. (s. 30)
Digte handler altså om at flytte identitet og tale et sprog, der åbenbarer vores andethed. Her opstår ”den menneskelige sjæls esperanto”, dvs. et opfundet sprog, der ikke tales nogen vegne. Mange nutidige digte har netop et sprog, der ikke tales nogen steder. De udgør tillige brud med de diskurser, der bestemmer vores almene tale og vores ordinære sprog.
Fantasien om transparens
Et væsentligt element i sådanne samtidige diskurser er fantasien om gennemsigtighed, også kaldet transparens, der forbindes med tal (alt antages at kunne måles i tal), tests og evalueringer (der ofte også er opgjort i tal). Tallene skal fortælle alt om os i vores uddannelsessystem, aktiviteter på internettet, telefonopkald, arbejdsliv osv. Vores udsagn skal tillige fremstå som gennemsigtige og kunne evalueres i statistikker.
Men forudsætningen for, at noget kan fremstå som gennemsigtigt, er, at det medium, hvormed gennemsigtigheden sikres, tilsidesættes. For at vi rent konkret kan se noget gennem fx en rude, forudsættes det, at rudens eksistens skjules eller ignoreres. Fokuserer vi derimod på ruden, ser vi ikke det, der skal ses gennem den. Når vi derfor bliver præsenteret for en 80 siders økonomisk rapport, der skal redegøre for tallene, der ligger til grund for en reduktion af arbejdspladsen, glemmer vi, at måden, hvorpå disse tal er udarbejdet, er mere eller mindre ugennemskuelig. Vi glemmer også, at de er udskrevet på et stykke papir, hvor der også står et sprog, der kun kan forstås af dem, som har lavet rapporten.
Udsigelse
Vores udsagn skal som anført fremstå som transparente, idet de skal sikre et ”sandt” indblik i subjektets ideer inden for en bestemt sammenhæng, fx dets kompetencer, arbejdsindsats, holdning til ledelse osv., men det, der overses og som nødvendigvis må ignoreres ved sådanne ’gennemsigtige’ udsagn, er udsigelsen. Sidstnævnte udgør en ’ramme’ eller en ’rude’, der ikke kan ses eller aflyttes på entydig vis. Udsigelsen finder sted, når vi fremsiger et udsagn og fremstår som afsender heraf, men indskriver sig tillige i den relation, som vi kan have eller rent faktisk har til andre.
Den lingvistiske transparens’ magiske tilsynekomst beror på, at udsigelsens spor udraderes, og udsagnet fremstår som talens essens. Enhver form for verbal kommunikation forudsætter imidlertid udsigelsen, ellers er ingen kommunikation mulig. Men ideen om transparens tilsidesætter den, ellers er ingen (forestilling om) transparens mulig.
I en række nutidige digte er udsigelsen derimod central. Sådanne digte betoner netop forskellen mellem udsagn og udsigelse. Udsagnet kan være bestemt af et jeg/vi på sætningsniveau (i et enkelt eller flere vers), og udsigelsen bliver vigtig, når et sådant jeg/vi evt. forsvinder. Men den er også til stede, når et sådant jeg/vi manifesterer sig, eller når det slet ikke er til stede. Udsigelsen går ud over og bestemmer formen af et evt. jeg/vi.
Det særlige i lyrikken
Der er i digte knyttet en særlig form for udsigelse til enjambementer, idet de tvinger læseren til både at læse et digt syntaktisk og med pauser omkring linjebrud. Pausen indikerer en særlig form for udsigelse, der fordrer en oplæsning, hvormed også vejrtrækningens betydning for udsagn og udsigelse træder frem. ”At fremsige et digt er at afvise udslettelsen af åndedrættet i sproget og af vejrtrækningen i sig selv.” (Siméon, s. 65) I et digt fra Peter Laugesens digtsamling ’De sagde hans hund havde lopper’ er linjebruddets og vejrtrækningens vægtighed tydelig:
Der sker
ingenting
Der er
ingen fortælling
De siger
ikke noget
&
det springer
fra sprog til sprog
(s. 72)
Udsigelsens form kan optegnes med følgende omskrivning: ”Der sker … ingenting” eller ”Der er … ingen fortælling”, hvor de tre punktummer markerer det brud eller den pause (vejrtrækning) i en oplæsning, som linjeskiftet fordrer. Udsigelsen moduleres i kraft af linjebruddet. Enjambementet udelukker transparens. Det er samtidig muligt at læse digtet som en allegori på sig selv. ”Der er / ingen fortælling” og ”De siger ikke noget” kan således ses som udsagn om, at der i dette digt ikke siges noget (faktuelt), men at dets ord ”springer / fra sprog til sprog” eller fra det ene sprog til det næste på ugennemsigtig vis.
I sproget er vi alle migranter
Mange nutidige digte betoner, at sproget ikke kan afgrænses til nationale eller grammatiske rammer. Der udfoldes i dem et sprog, der er mere eller mindre løsrevet fra de særlige sproglige gitre, som ideen om et særligt privilegeret nationalsprog udstikker.
Derfor fremstår lyriske digte ofte også som udsagn om sproglig løsrivelse og brud med givne grammatikker og vanetænkning. Lyriske digte udgør brud med et netto- og faktasprog, med fantasien om transparens. I Alen Mešković’ digtsamling ’Et spørgsmål om vane’ tales der således om inspirationen, hvis
… narkomaner strejfer i
I poesiens dale
Mens de søger det rigtige ord
Og aldrig finder det
(s. 16)
Poesiens sprog er ikke et faktasprog eller transparensens sprog, men et sprog, som skaber en særlig afhængighed (”narkomaner”). Og i det sprog finder vi aldrig ”det rigtige ord”. Lyriske digte udgør i den henseende sprog, der ikke er sprog, i hvert fald ikke et nationalsprog defineret i henhold til grammatik, retskrivning eller national identitet. Et andet af Mešković’ digte udtrykker det således:
Ingen digtere skriver digte
De rigtige digtere er døre
Imellem vores verden
Og en anden verden
Som digtene lever i
(s. 53)
Digte lever ikke i denne verden, men i en anden verden, i et sprog uden hjem, som digterne kun kan ænse fra den dør, der er åben til den anden verden. Den sproglige hjemløshed kommer også til udtryk i et tredje digt af Mešković, hvor et jeg i ”tynde porer af intethed” leder efter sit hjem, som dette jeg ”finder mellem ingen / Steder og intet” (s. 35) Vores sande hjem, hvis vi kan tale om et sandt hjem, er mellem ingen steder og intet, dvs. et utilgængeligt eksil.
Grænseløse digte
I sådanne digte fremskrives et hjemløst sprog eller en særlig galskab, som bryder med det gængse sprog. Jan Pêt Khorto udtrykker det sådan i ’Helvedets fristelser. Når skjulte hjemlande pakkes ned i tasker’:
Jeg ser min krop falde fra en sky som et missil
Jeg mærker mine børn, tordenen, lynene og også regnen der falder
føler dødelighed på min rejse
Jeg er den evige trækfugl
mærk min galskab
(s. 61)
Digtet udtrykker en vished om en særlig nomadetilstand: ”Jeg er den evige trækfugl”. Læseren mærker endvidere jegets, dvs. digtenes galskab, hvis vi tolker jeget som metafor for digtet.
Sådanne digte har derfor en særlig magt til at udkrystallisere en kompleks og ambivalent realitet på en måde, der rykker ved fantasien om transparens, og som gør det muligt for os at tænke vores sprog og andethed på en ny måde. De rykker endvidere ved vores identitet og ideer om nationale normer. Det er deres force. Derfor udgør de åndehuller i transparensens frosne sproghav. ·
Jan Pêt Khorto: ’Helvedets fristelser.
Når skjulte hjemlande pakkes ned i tasker’, 2011
Peter Laugesen: ’De sagde hans hund
havde lopper’, 2010
Alen Mešković: ’Et spørgsmål om vane’, 1999
Jean-Pierre Siméon: ’La poésie sauvera le monde’, 2016
Ordforklaring:
Enjambement = Det at føre meningen i en sætning hen over to verselinjer, så de syntaktisk hører sammen.
