Hvornår mærkede du, at du ville være forfatter?
Behovet for at skrive meldte sig, da jeg var omkring 30 år, hvilket er 25 år siden. Min familie var blevet opløst, min mor var død, og alle havde behandlet hinanden forfærdeligt. Det, syntes jeg, fortjente en bog. Problemet var bare, at jeg ikke kunne skrive. Mit skriveri bestod i dårligt formulerede rapporter om forbrugeradfærd og foregik på mit arbejde som analysekonsulent på AIM.
Min daværende kæreste gav mig en computer for at sætte gang i mine private drømme, men det hjalp ikke. Snarere gjorde det min skriveblokade større. Jeg kiggede på den åndsvage maskine og hadede den af et godt hjerte, imens den samlede støv. Sådan gik der 14 år, jeg fik nye kærester, nye computere og nye jobs og endte som strategisk direktør i reklamebranchen. Min evne til at formulere mig på jobbet blev bedre, men jeg skrev ikke en linje i noget, der kunne minde om et manuskript. Alligevel vidste jeg, at jeg skulle skrive en bog. En dag.
Hvilken forfatter vil du gerne være?
Jeg er ikke et litterært menneske, selvom jeg har læst tonsvis af bøger. De finere nuancer går hen over hovedet på mig. Jeg læser for at blive underholdt, lukke en uudholdelig verden ude eller blive klogere. Egentlig har jeg aldrig villet være forfatter, jeg ville bare gerne skrive bøger. Forfattere har altid forekommet mig ulideligt opblæste eller unødigt ydmyge. Bortset fra dem, der er kloge på den afvæbnende måde. Sådan en kunne jeg godt tænke mig at blive. En dag.
Hvad er vigtigst? At skrive eller at blive læst?
Med en karriere i reklame- og kommunikationsbranchen kan jeg ikke undgå at tænke på, hvordan min tekst bliver læst. Og af hvor mange. Det betyder ikke, at jeg ikke nyder at skrive. Faktisk bliver jeg helt forelsket i mine tekster, og det har vist sig at være en dårlig fremgangsmåde. Tre gange har jeg fået afvist manuskripter, fordi de var for private og for lidt almene. Det er til at brække sig over. I mange dage.
Hvor er jeg nu?
Jeg har fået udgivet to bøger, der begge har skabt debat om henholdsvis ledelse og stress. Den første hedder: ’Den stensikre vej til fiasko’ (Gyldendal, 2008) og blev anmeldt i Børsen som bedre end mange ”rigtige” managementbøger. Den anden, ’En arbejdsnarkomans bekendelser’ (Gyldendal, 2010), brød tabuet om stress og ja, det er ikke mere end seks år siden, at man ikke kunne tale åbent om at gå ned med flaget som karrieremenneske. Jeg har endnu ikke fået udgivet bogen om min familie. Den er skrevet, men skal skrives om. En dag. ·
