Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 3 - 2017

FRI VIDENSDELING VS. OPHAVSRET

Viden skal spredes og deles, studerende skal have mest mulig adgang til læretekster, men ophavsret og authorship skal samtidig respekteres.

Af Lotte Rienecker

Der er et kultursammenstød i gang: På den ene side står en forfatterskabs- og forfatterrettighedskultur. På den anden side en embedsmandskultur, hvor offentligt ansatte i vid udstrækning skaber og deler fagligt stof og læremiddelmateriale uden selv at have forfatteransvar og forfatterrettigheder og måske derfor også uden i tilstrækkelig grad at respektere andres.

Jeg er medforfatter og redaktør af en lærebog. Jeg og min medforfatter Peter Stray Jørgensen klikkede ind på en læringsressource til studerende, designet af en gruppe af danske studiebiblioteker. Her fandt vi tekst, som vi havde skrevet, og som vi og vores forlag har ophavsret til. Det meste af et kapitel lå på læringsressourcen, nu forsynet med quizzer. Ressourcen kunne frit deles, downloades og bruges i andre sammenhænge, stod der på siden.

Forfatterne og projektledelsen af siden var en gruppe studiebibliotekarer. Hverken forfattere eller forlag var blevet spurgt, om vi ville give tilladelse til genbrug, eller om vi ville sælge materiale til ressourcen. Det var en krænkelse af vores rettigheder, vores forlag kontaktede projektledelsen af læringsressourcen, ressourcen er nu blevet redigeret, og den pågældende tekst er fjernet.

Men hvorfor bliver materiale fra lærebøger, som er i kommerciel handel, uden tilladelse lagt på nettet af biblioteksansatte som open access? Hvorfor er der ingen røde lamper, der har blinket inden offentliggørelsen?

 

Informationsspecialisterne og open access

Forklaringen ligger i værdier, i offentligt klima og holdninger til læremidler og til ophavsret hos bl.a. biblioteksfolk og andre i og omkring uddannelsessektoren. Holdningen er, at bøger, især bøger, der bruges i undervisning, bør være open access, altså gratis på nettet. Forfatter og ophav er relativt uvæsentligt og en hindring for vidensdeling og uddannelse.

Her er et eksempel på disse holdninger: I en rapport, ’Fleksible koncepter for integration af det virtuelle bibliotek i uddannelsernes læringsmiljøer’, skriver lektor Trine Schreiber fra Det Informationsvidenskabelige Akademi på Københavns Universitet, at formålet med biblioteksressourcer til de videregående uddannelser er ”at understøtte produktionen og lette tilgængeligheden af e-læringsobjekter inden for informationskompetence til anvendelse i både online- og fysisk undervisning, eksempelvis kildekritik, litteratursøgning, plagiering eller elektroniske pensumlister.”

Om open access skriver hun:

”Dette koncept bygger på ideen om, at e-ressourcer med et uddannelsessigte skal holdes (…) tilgængelige, så de, der har interesse i at udvikle egen eller andres viden ved at arbejde med ressourcerne, skal have mulighed herfor (…) ved at digitalt-baserede undervisningsaktiviteter i form af e-læringsobjekter, når ud til så mange studerende og undervisere som muligt.”

Om open access står der i rapporten, at ”… objekterne kan genbruges, oversættes og distribueres under de betingelser, som Creative Commons-licens har udarbejdet.”

Creative Commons er en organisation, der arbejder for fri deling af kreative produkter. Det er fint i forhold til ”optimering af benyttelse og brugerværdi”, at bibliotekarerne er tilhængere af open access, eller ”unlimited/perpetual access” (udtryk brugt af Niels Jørgen Blaabjerg, Aalborg Universitetsbibliotek & Lene Stampe, Roskilde Universitetsbibliotek i et oplæg hos Danske Forlag den 4. december 2015).

Men stop en halv: Så må bibliotekarerne også enten skrive alt materiale selv, eller bede om tilladelser fra forfattere og forlag, eller betale for rettighederne.  Eller – den fjerde mulighed: Vi, der har ophavsrettigheder, må give afkald på dem, for vi obstruerer faktisk ”adgang til viden”.

 

Offentligt ansatte og hjemmesider

Det handler om, hvordan og hvorfor – i dette tilfælde – informationsspecialister videreformidler og omformer lærebøger og materialer, altså materialer, som de ikke selv har designet og forfattet. For mig at se er der to ender, der vanskeligt kan nå sammen i det arbejde, som forsknings-  og studiebibliotekarer står for: Rigtig kildeinddragelse, god citatskik og ophavsret, og på den anden side ønsket om open access til materialer. På den ene side vil netop biblioteksfolk specielt og undervisere generelt gerne have, at studerende skal lære kildeinddragelse, citat- og referencepraksis, at undgå plagiat osv., på den anden side skal tekster flyde frit rundt på nettet, mens forbindelsen til ophavsmænd og -kvinder fortaber sig.

Jeg er tilhænger af studiebøger, som de studerende ikke skal betale selv. Og jeg er lærebogsforfatter. De studiebøger, jeg er medforfatter til, har krævet mange års arbejde, research, redaktion og forlagsarbejde. Men der er nogle ubesvarede spørgsmål:

  • Er det legitimt at ville tjene på at skrive og redigere en (lære)bog og ikke lægge alle sine tekster på nettet til fri deling under Creative Commons?
  • Er det legitimt som forfatter (og forlag) gerne at ville have kontrol med, hvordan større uddrag af ens materiale bruges på nettet?
  • Er det – i wikiens tidsalder – ønskeligt for læsere og brugere af fag- og lærebogspublikationer, at der er navngivne forfattere, som påberåber sig ophavsret til materialet? Hvis man skriver fag- og lærebogsmateriale til en institutions hjemmeside i forbindelse med sit arbejde i det offentlige, er det så ikke nærliggende, at det er anonymt forfattet og open access?

I den omtalte læringsressource forfattet af bibliotekarer var alle tekster ikke forsynet med forfatternavn. Når der ikke er forfatternavn på en tekst, betyder det, at ingen navngiven person tager ejerskab. Brugere kan ikke kontakte vedkommende og spørge: ”Hvad mener du med det?” Eller: ”Hvor har du det fra?” Offentligt ansatte, fx undervisere, ansatte i studieadministrationer og på biblioteker, skriver tekster til institutionernes hjemmesider, som kan fremstå som ’institutionens tekst’. Jeg har selv oplevet, at offentlige ledere i det offentlige ikke ønskede forfatternavne på læremidler, som institutionens ansatte lavede til intranettet på universitetet. Hvis man ikke ønsker forfatternavn på, lægger man ikke vægt på den individuelle forfatters ejeskab, forfatterskab og personlige ansvar for teksten, og ej heller på læsernes mulighed for at kontakte forfatteren. Det er i orden, hvis teksten er faktuel og upersonlig. Men mange tekster er afhængige af forfatterens videnskabsteoretiske optik. Det bliver tydeligt, når der laves fx pædagogiske quizzer, som er blevet populære de seneste år. Når man laver den slags pædagogiske greb, er der brug for, at forfatterens identitet er tydelig, og at forfatteren tager fagligt ansvar for sine tolkninger, vinklinger og (quiz)svar.

En del af forklaringen på ophavsretkrænkelsen skal søges i et sammenstød mellem to kulturer: en ”forskerkultur”, hvor authorship er vigtigt, og en ”embedsmandskultur”, hvor det ikke er det – eller ikke må være det. Det kultursammenstød er på spil i rigtig meget fagbogs- og læremiddelskriveri på uddannelsessteder, biblioteker, offentlige styrelser og alle andre steder, hvor der bliver skrevet oplysende, informerende materiale som en del af arbejdet.

Begrebet authorship bør bredes langt ud over videnskabelige kredse. Også offentligt ansatte, der skriver til institutionernes hjemmesider, bør være navngivne afsendere, altså forfattere, i videst mulige omfang. Det giver ansvar for indhold og form og det bedste grundlag for dialog med læsere. Mon ikke forfatternavne – ikke bare på bøger, men også på hjemmesidetekster – fremmer authorship, forfatteransvar, tekstens autoritet og kreditering af forfattere – og fremmer desuden også dialog med teksternes læsere?

 

Hele tre ting på en gang

Mit ærinde som forfatter er hele tre ting:

  • For det første, at offentlige og private, som gerne vil bruge ophavsret-belagt materiale (ud over korte citater), skriver en mail til forfatter/forlag og spørger: Er omfanget og måden i orden? Det er ikke sikkert, at jeg siger ja til alt, men jeg vil i hvert fald altid gerne spørges først.
  • For det andet, at offentlige institutioner også tænker i deres ansattes authorship, selvstændige forfatterstemme og -ansvar, også når de ansatte skriver tekster til offentlige hjemmesider. Altså: Navn på forfattere, redaktører, udgivere.
  • For det tredje: Det er godt, at læremidler udvikles, redigeres, struktureres, kvalitetstjekkes og udgives – af forfattere, redaktører og forlag. De skal ikke bare formidles, kopieres og deles af undervisningsinstitutionerne.

 

Hermed er der indbudt til debat. ·

 

Bag om begrebet authorship

Der er vist ikke en bedre oversættelse end ”forfatterskab”, som alligevel ikke helt dækker betydningen: Det at være ophav eller forfatter til et værk eller et helt forfatterskab.

Foreningen af amerikanske medicinske redaktører skriver på deres hjemmeside om authorship: ”Hvorfor er authorship vigtigt? (Det) … handler om kreditering og har vigtige akademiske, sociale og økonomiske implikationer (…) Det skal sikre, at forfattere krediteres, og at dem, der krediteres, forstår deres rolle i at tage ansvar og at stå inde for det publicerede.” (Egen oversættelse.)

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte