Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 4 - 2016

Grib koncentrationen

Fokus er nødvendig, hvis romanen, biografien eller kogebogen nogensinde skal blive færdig. Men din evne til at samle dig om skriveriet bliver nogle gange kraftigt udfordret.

u sidder foran din computer, fingrene flyver over tasterne, tankerne omdannes til ord … på Facebook. Eller også rejser du dig for at lave kaffe. Det er skidt for bogen og skidt for din arbejdsglæde.

Hvorfor kan det være så svært at tage sig sammen og skrive? Bo Skjoldborg er selv forfatter og har i årevis undervist i metoder, der kan gøre forfattere mere effektive. Han har en forklaring på, hvorfor koncentration nogle gange er en by i Rusland:

”Overspringshandlinger er naturlige for os som mennesker og skrivere, fordi der er langt til belønningen.”

Der er meget langt fra de første timer ved tasterne til færdig bog, og belønningen – at stå med en færdig bog – kan virke som en uopnåelig drøm.

Så er det klart, at de hurtige belønninger lokker, og lysten i et online-spil er meget mere opnåelig. Lise Bidstrup, som har skrevet over 70 børne- og ungdomsbøger, er nået til bane nummer 1706 i spillet Candy Crush.

Men den belønning, vi vælger, findes andre steder end i digitale spil. Line Sander, direktør i kursusvirksomheden SUPPLEMENT og medforfatter til bogen ’Studieteknik’, minder om, at overspringshandlinger også fandtes, inden vi alle fik internet på telefonen:

”Mængden af muligheder er blevet større, men der har altid været muligheder for at blive distraheret,” siger Line Sander. ”Det er bare blevet endnu lettere i dag.”

Lyriker Erik Trigger beviser, at off-line overspring findes:

”Jeg bager, maler og finder på alle mulige andre break-away ting, når jeg påstår, jeg skriver.”

 

Ubehag og uro

Overspring kan også handle om, at man undgår en ubehagelig følelse, fx præstationsangst. Det kan derfor betale sig at identificere, hvad der måske gør dig utilpas. Som Bo Skjoldborg siger:

”Fælles for alle vores overspringshandlinger og krumspring i forhold til at skulle skrive er, at de altid giver en form for belønning her og nu. Så vejen videre er, at du blotlægger og beskriver dine eventuelle skriveforhindringer og dermed også belønningerne, der er forbundet med dine overspringshandlinger: Slipper du for konfrontationen med at skulle leve op til at lave noget genialt ved ikke at skrive? Er du bange for fiasko … eller for succes? Hjemsøges du simpelthen af en uro i kroppen, hver gang din skrivning begynder at flyde, så du pludselig må rejse dig eller begynde at læse mails. Hvad vinder du ved dine overspringshandlinger?”

Bo Skjoldborg henviser til en kendt amerikansk psykolog, Mihaly Csikszentmihalyi, som siger, at vores trang til overspringshandlinger er evolutionært betinget. Med andre ord, det er en del af vores overlevelsesstrategi. Evolutionens hovedprojekt er at bevare energien, og derfor vil mennesket instinktivt altid udsætte anstrengende opgaver og spille Tetris i stedet. Men hvis bogen skal være færdig, er vi nødt til at bruge vores senere erhvervede evner til at planlægge og regulere vores adfærd – det er den evne til kontrol, der adskiller menneskene fra dyrene.

 

Løsningen

Koncentration er en begrænset ressource. Vi kan ikke lave to ting ad gangen. Så en løsning er at fjerne distraktionerne. Lukke e-mailprogrammet, slukke for sociale medier eller blokere eller begrænse adgang til internettet.

Line Sanders råd er at dele en opgave op i små bidder:

”Essensen er at dele opgaven ind i mindre arbejdspakker af to-tre timers størrelse. Vi skal finde små mundrette stykker, så man kan få små omgængelige hapsere.”

De små bidder af arbejdet kan måske godt hjælpe, når man først er kommet i gang, men hvad gør man, når man slet kan få hul på opgaven?

”Det næste er, at man kigger på, hvor mange timer der er i hele opgaven.”

 

Overblik

Line Sander fortæller om dengang, hun sammen med sin medforfatter skulle skrive sin bog om studieteknik. De havde meget svært ved at komme i gang, indtil en kollega foreslog, at de fik overblik over, hvor mange timer det ville kræve at skrive hele bogen. Da de havde gjort det, virkede opgaven overskuelig, og det var lettere at give sig i kast med skriveriet.

Line Sander anbefaler i det hele taget overblik, også når det gælder livets underlige småopgaver, som kan blive til store forhindringer:

”Motivationen kan handle om at kunne sætte flueben. Start dagen med at lave to-do lister med en ekstrakolonne med estimeret tidsforbrug. Hvor lang tid tager det at ringe til forlaget, skrive kapitlet osv.? Så bliver det sværere at udsætte opgaverne. Lad være med at gå kronologisk frem. Kig på listen og spørg dig selv, hvad der er forbundet med ubehag. De opgaver skal ikke ligge og spærre, så fylder de alt for meget.”

Line Sander foreslår også at få ryddet op mentalt, inden arbejdsdagen går i gang.

”Jeg anbefaler, at man nedskriver dagens småforstyrrelser som indkøb, børnenes fodboldkamp osv. Ren gift for hjernen er multi-tasking, eller mere korrekt task-swapping, hvor man forlader sit manuskript og går i gang med en masse småopgaver. Vi bliver frustrerede, når vi springer mellem opgaverne.”

Vi bliver også ineffektive, for hjernen bruger tid på at omstille sig mellem opgaverne, og springer du mellem mails og den tekst, du skriver, vil du sandsynligvis aldrig koncentrere dig helt om nogen af delene.

 

Forandringer

Mange har glæde af at skifte omgivelser, hvis de ikke kan koncentrere sig. Bo Skjoldborg har et frisk eksempel på, at det virker at flytte sig.

”Jeg var taget væk fra byen, fordi jeg ikke kunne koncentrere mig. Så jeg satte mig ind i et tog for at komme væk, og i toget sad jeg så fordybet, at jeg kørte for langt. Jeg ændrede den fysiske situation, og dermed opnåede jeg en dyb koncentration. Det er noget med, man kan ændre indholdet af sin bevidsthed, og det puffer til forskellige ting i ens hjerne, ting, som man ellers ikke får påvirket.”

Line Sander anbefaler desuden pauser:

”Alt for mange kører for mange timer i et stræk. Men det er en dårlig benzinøkonomi. Hold en pause i timen.”

På en måde er overspringshandlinger en måde at holde effektiviteten i kog. Jo Hermann, forfatter, tidligere formand for Dansk Forfatterforening og et af de mest effektive mennesker på denne planet, siger:

”Nogle ting er det bare bedst at springe over, men ikke pauserne. Pausen er noget af det vigtigste i kreativt arbejde. Totalt undervurderet.”

Henrik Kastoft er kommunikationsansvarlig hos GlaxoSmithKline og skriver på flere interesseblade. Han siger det samme på en lidt anden måde:

”Overspringshandling har vist fået en negativ klang. Men de bedste skrivetanker og ideer får man jo, når man ikke skriver … og så er det vel lige meget, om overspringshandlingen er en Facebook-opdatering eller at kløve en stak brænde, lave en kop te eller støbe et betonfundament.”

 

Überkoncentration

Nogle gange går alt op i en højere enhed i en form for überkoncentration. Psykologen Mihaly Csikszentmihalyi fandt på begrebet flow, som er den tilstand, vi alle sammen længes efter, når vi arbejder. Det er oplevelsen af et intenst nærvær og en glæde, mens man udfører en aktivitet, og Bo Skjoldborg mener, at vi skaber noget af vores bedste arbejde, når vi er i flowtilstanden.

Flow har nogle betingelser, der skal opfyldes: Du skal være i gang med en aktivitet med et eller flere klare mål, som du kan bruge som fokus. Det stimulerer din hjerne, associationer og produktivitet.

Projektet skal desuden give mening for dig. Det er ikke andres vurdering af, hvad der giver mening, der tæller.

Den næste betingelse er, at dine evner skal svare til opgavens udfordringer. Hvis udfordringen er for let, så keder du dig. Og hvis udfordringen er for stor, bliver du frustreret. Men vores forudsætninger er foranderlige, for vi udvikler os – forhåbentlig – og derfor skal dine udfordringer også udvikles.

Desværre opstår flow ikke automatisk, når forudsætningerne er til stede. Flow kræver også, at du bruger dine individuelle styrker. Med andre ord: Du skal have et vist talent for at skrive, hvis du vil opleve flow, mens du skriver. Sorry, men sådan er det bare ifølge psykologen. ·

2004 - 2017 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte