Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 3 - 2016

illustrator liv

Tove Krebs Lange er født i 1955 lidt uden for Flensborg. Hun er uddannet på kunstskole i Bruxelles og på Skolen for Brugskunst i København og har, siden hun tog afgang i 1983, arbejdet som selvstændig illustrator og børnebogsforfatter. Desuden laver hun tegneworkshops og har gennem de sidste 10 år været involveret i et børnebogsprojekt i Vietnam. Hun er p.t. formand for illustratorgruppen.

Hvad er vigtigst: at skabe illustrationer, eller at de bliver set?

En illustration knytter sig til en tekst og er lavet for at blive set. Billedet kan forholde sig til teksten én til én, tolke, uddybe eller tilføje. Da bøger til voksne sjældent er illustrerede, er det børn, jeg henvender mig til. Jeg stiler efter, at tekst og billede skal danne en helhed, og at billedet skal hjælpe læseren til at forstå teksten og måske en smule mere end det, der lige står. Når jeg maler mine egne billeder, er det processen, der tæller, og jeg ret ligeglad med, om de bliver set.

 

Hvilket illustreret værk inspirerer dig?

Billedbøgerne på min top-ti-liste skifter hele tiden. Jeg er især glad for mange svenske og tyske billedbogsillustratorer. Pt er det den belgiske illustrator Brecht Evens’ bøger, jeg kigger mest i. Den danske kunstner og illustrator Julie Kyhls værk er en evig kilde til inspiration og er altid på top-ti-listen.

 

Hvad gør du, når du går i stå?

Jeg går væk fra mit arbejdsbord, cykler en tur, ser en udstilling eller går på biblioteket eller i en boghandel. Nogle gange hiver jeg en kæmpe stak bøger ned fra hylderne og bladrer dem igennem fra en ende af, sikker på, at nu er tiden kommet: Jeg får aldrig mere en idé og må stoppe med at være illustrator. Men mange års erfaring med panik over at gå i stå har lært mig, at dén ide, der får mig på sporet igen, dukker op før eller siden.

 

Hvilken klassisk bog ville du ønske, du kunne komme til at illustrere?

Jeg ville gerne illustrere Mozarts opera ’Tryllefløjten’. Det er jo ikke en egentlig bog, og historien er mærkelig og sine steder ubehagelig. Men sikke et persongalleri: Mennesker i fugledragt, vilde dyr, tre drenge i en ballon, nattens dronning, prinsesse og prins, ypperstepræster og mange flere. Mystiske personer, som det ville være en fest at tegne og male.

 

Arbejder du også, når du ikke har lyst?

Ja, jeg har en helt almindelig arbejdsdag. Tit har jeg flere opgaver liggende. Jeg starter altid med dén, jeg har mest lyst til, og når sjældent til det, jeg har mindst lyst til: at støvsuge.

 

Har du særlige vaner, når du arbejder?

Jeg kan arbejde alle vegne, bare der er kaffe inden for rækkevidde. I de faser af arbejdet, hvor jeg rentegner og farvelægger, hører jeg gerne lydbøger. Sidste år havde jeg en stor udsmykningsopgave, hvor jeg nåede at høre 11 romaner undervejs. Jeg kan lide tanken om, at de historier jeg lytter til, mens jeg maler, ligger gemt inde i billederne som et tyndt arkæologisk lag. ·

 

2004 - 2018 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte