Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 1 - 2017

Indonesisk lyrikeventyr

Danske Katrine May Hansen er blevet en litterær superstjerne i Indonesien,
takket være en Facebookside og en bunke postkort med digte på.

Af Anna Bridgwater

På Katrine May Hansens hjemmeside står der, at hun er forfatter, foredragsholder, behandler, redaktør, debattør, billedkunstner og madlavningsunderviser. Der står også, at hun har skrevet digtsamlingen ’Lovetrust’, lærebogen ’Creative Writing’ samt romanen ’Stryg’. Lyrikken fylder ikke meget på hjemmesiden.

Men den engelsksprogede digtsamling ’Lovetrust’ har gjort hende til en litterær superstjerne i Indonesien. Det er et ungdomsværk, der bare følger med Katrine:

”Digtene er skrevet, da jeg var i starten af 20erne, da jeg rejste rundt i verden og mødte en masse mennesker.”

Katrine May Hansen er i dag 37 år, københavner, mor, underviser og et helt andet sted i livet. Digtsamlingen er ikke en hemmelighed, men den er heller ikke det første, hun præsenterer sig med.

”Det er svært for danskere at forstå. Jeg er blevet opdaget i Asien, men jeg har ikke gjort noget for det.”

Katrine May Hansen siger, der kommer en snert jantelov op i folk, når de hører om hendes digtudgivelse:

”På det tidspunkt boede og rejste jeg forskellige steder i verden og talte meget engelsk. Så meget, at jeg drømte på engelsk. Derfor skrev jeg digte på engelsk. Ingen danske forlag ville have noget med mine digte at gøre, men et amerikansk forlag udgav dem. De gik straks konkurs, men inden nåede de at lave en marketingplan, hvor nogle af digtene udkom på postkort. Da forlaget gik konkurs, fik jeg tilsendt resten af postkortene.”

Først på Facebook

Med restoplaget af digtsamlingen Lovetrust og en bunke postkort havde Katrine May Hansen et godt udgangspunkt for selv at markedsføre sine digte. Hun lagde ud på de dengang ret ukendte sociale medier:

”Jeg lavede en facebookside for bogen – jeg var en af de første, der lavede en side på den måde. Der gik et halvt år, hvor de eneste fans af siden var mine egne venner. Så tog jeg ud at rejse, og da jeg kom hjem, var der 600 fans af siden, alle sammen fra Indonesien. Der var en professor, Iman Suligi, som var faldet over siden og var blevet forelsket i digtene. Han inviterede mig til at komme og holde en forelæsning. Det var lige, da Mohammed-tegningerne blevet udgivet, og jeg tænkte ”Er det nu en god idé?” Universitetet lå i en by midt inde på Java og var meget konservativt muslimsk. Men det var et eventyr, jeg synes, jeg var nødt til at sige ja til. Jeg ankom i mine klipklapper og shorts, og de behandlede mig som en rockstjerne. Det var virkelig mærkeligt. Der var studerende, der løb efter bilen, jeg havde livvagter, og jeg skrev autografer.”

Udbredelse

Det viste sig, at Katrine May Hansen ikke var en døgnflue i Indonesien, og at der var et publikum til hendes digte:

”Så genoptrykte universitetet digtsamlingen og solgte den til en billig pris. Jeg tjener otte øre per solgt bog. Men det har spredt sig, fordi bogen er en del af engelsk pensum på statsuniversiteterne i Indonesien. Jeg ved ikke, hvor stort oplaget er nu – 50.000 måske.”

Katrine May Hansens lyrik er også nået uden for de indonesiske universiteters mure:

”Der er fanklubber og læsegrupper, de bliver oversat til bahasa indonesia og opført som teaterstykker.” Digtene har primært følgere i Indonesien, men hun har også undervist på den malaysiske del af Borneo på et universitet i junglen, hvor de studerende var kristne og meget fattige.

Men hvis Katrine May Hansens fans venter på næste digtsamling, bliver de skuffede:

”Jeg skriver stort set ikke digte mere, og slet ikke på engelsk, men for nogle år siden skrev jeg en lærebog i kreativ skrivning, og den har jeg så brugt til at undervise med for at holde den indonesiske forbindelse ved lige.”

Kulturmøder

For Katrine May Hansen er det bedste ved sine oplevelser i Indonesien, at hun lærer en ukendt side af et lukket samfund at kende, for hun besøger steder, hvor der ellers aldrig kommer turister.

”Men det er også syret. Især min familie har haft svært ved at forstå, hvad det er for noget. Jeg er blevet inviteret på turnéer rundt på forskellige universiteter. Det er virkelig hårdt, men det er et kæmpe eventyr, for jeg får adgang til en lukket verden. De studiemiljøer er meget muslimske. Meget af populariteten handler om, at de gerne vil se giraffen. Det er steder, hvor der ikke kommer turister. Det er brune industribyer. På den måde handler en stor del af samtalen om noget, der ikke har med bogen at gøre, men om, hvordan vi lever i Europa. Det er det mest spændende – at få indsigt i en muslimsk hverdag, som millioner af mennesker lever, men som vi ikke kender.”

Som eksempel på, hvor forskelligt livet i Danmark og i Indonesien er, fortæller Katrine May Hansen om en af de indonesere, hun har lært godt at kende.

”De sidste seks år har jeg haft en turmanager – en pige på min egen alder, det vil sige sidst i 30erne i dag. Hun var ugift og lektor og havde en ph.d. For to år siden kunne hun ikke vente længere. Presset af familien var hun nødt til at blive gift. Og nu bor hun i en røvby på Ny Guinea, fordi hendes mand har fået arbejde i en mine. Hun har fået to børn, og laver ellers nul og niks. Hun er en intellektuel kapacitet, som bliver spildt. Men hun begræder det ikke selv.”

Mange facetter

Det er den slags kulturmøder, der giver Katrine May Hansen den største glæde i Indonesien:

”Det der med at skabe forbindelser i verden, snakke sammen og vise, at man kan rejse alene som kvinde … alle de ting har betydet meget for mig. Men selve det med digtene tænder jeg ikke så meget på mere.”

Hun har nogle få af de oprindelige postkort tilbage, og en del er blevet gentrykt med ny grafik i samarbejde med indonesiske kunstnere. Men da der ikke er nye digtsamlinger på vej, kan det være, at det indonesiske eventyr er ved at være slut.

”Enten skal jeg gøre noget for at bygge mit imperium større, eller også skal jeg lade det fade ud. Jeg er gravid med nummer fire, så hvis jeg skal være væk i 14 dage, så skal det kunne betale sig.”

Selvom hun lever af alt muligt andet, er Katrine May Hansen stadig aktiv som kunstner.

”Jeg har lavet en fotoudstilling, som blev solgt til den danske ambassade i Malaysia. ’A Scarf is a Scarf is a Scarf’ hedder den. Jeg har også, i samarbejde med flygtninge, lavet fotoudstillingen ‘Vennebogen’, der hænger ved Frederiksberg Bibliotek.”

Og så opfatter Katrine May Hansen stadig sig selv som forfatter, selvom ingen danske forlag har villet udgive ’Lovetrust’, og hendes seneste værk ikke skal udgives i Indonesien. Der er for meget eksplicit sex i romanen:

”Jeg har skrevet en roman, ’Stryg’, som udkom i slutning af 2015, og den kan ikke oversættes til et muslimsk marked, det ville slet ikke gå.” ·

Katrine May Hansen holder også foredrag om sit indonesiske lyrikeventyr. Kontakt hende på
lovetrust.project@gmail.com

 

Hvis du skriver lyrik på engelsk … er Twitter måske en vej ud i verden. Generelt er det sociale medie Twitter ikke så udbredt i Danmark som i de engelsksprogede lande. Men der findes store fællesskaber af litteraturelskere inden for forskellige genrer på Twitter.

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte