Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 1 - 2018

Kærlighed er det nye sort

Kærlighed mellem mennesker er temaet for en ny litteraturfestival, Kær-Litt,
i maj, som forfattere fra StORDstrømmen står bag.

Forfatter Gittemie Eriksen fik ideen: Hun vil samle forfattere og læsere, børn og voksne, bøger og forlag på Fuglsang Herregård på Lolland til Danmarks første kærlighedslitteraturfestival. A la krimimessen i Horsens.

”Jeg var på vej hjem fra Krimimessen. Betaget og benovet over, hvor mange mennesker der kom for at hylde genren. Og så tænkte jeg, at sådan en aktivitet vil jeg gerne have i min egen landsdel,” fortæller hun.

Hun researchede på Krimimessens opstart. Krimien var en underkendt genre dengang – men i dag, ikke mindst takket være Krimimessen, er den blevet stueren og anerkendt, mener Gittemie Eriksen.

Festival for kærlighedslitteratur

“Horsens har et gammelt fængsel, men her på Lolland, Falster, Møn og Sydsjælland har vi romantiske herregårde, parker og små, snoede veje. Jeg var ikke i tvivl – det skulle være kærlighedslitteratur,” siger Gittemie Eriksen. Og defineret bredt – for børn, unge, voksne, romantisk, ulykkelig, mellem mænd, mellem kvinder …

Hun præsenterede ideen for StORDstrømmen, en interessegruppe under Dansk Forfatterforening, og det lykkedes også at få Guldborgsund Kommune med.

Ligesom krimien skal kærlighedsromanen nok komme ud af skyggen, mener Gittemie Eriksen. Hun nævner Anna Grue, kendt for
krimiserien Den skaldede detektiv, som også skriver kærlighedshistorier, og forfatterparret Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich har bevæget sig fra krimi til kærlighed – med krimier under pseudonymet A.J. Kazinski, med kærlighed under Anna Ekberg.

Guldborgsund Kommune har betalt en deltidsansat projektleder, men ellers har arbejdsgruppen selv skaffet finansiering via fonde. Det kræver benarbejde, og indtil videre har de fået støtte fra Brødrene Hartmanns Fond, Nordea-fonden og en lang række lokale fonde. Gruppen har kontaktet forfatterne direkte med indbydelser, fordi forlagene ikke var interesserede. Men efterhånden som programmet fyldes op med navne som Anne-Grethe Bjarup Riis, Christian Graugaard, Vigga Bro, Maria Helleberg og Anna Grue, kommer flere forlag og forfattere til, fortæller Gittemie Eriksen. ? ※

Gittemie Eriksen/LMJ

 

Festivalen finder sted lørdag d. 5. maj og søndag 6. maj.

 

Kær-Litts arbejdsgruppe består af projektleder
Lena Laurentis, forfatter Dorte Roholte, forfatter Carsten Flink, bibliotekar Lene Hedengran Rasmussen, sanger og sangskriver Carolyn Ipsen, historiefortæller Marianne Christensen og forfatter Gittemie Eriksen.

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte