I barndomshjemmets ’stadsestue’ i Hjørring stod et skab forsynet med en glasdør. Bag denne var de fire- fem hylder fyldt til bristepunktet med bøger. Ja, enkelte lå endda på kryds og tværs og var på nippet til at falde ud af skabet, når lågen blev åbnet.
At bogskabet var husets mest prangende møbel var indiskutabelt. Ligeså at det var far, som ud over at være den mest læsende blandt familiemedlemmerne og kaldtes bogorm i ordets bedste forstand, også besad autoriteten over denne rigdom. Jeg vil påstå, at ikke blot én, men op til flere gange årligt, havde han forfattere som St. St. Blicher, Henrik Pontoppidan, Jacob Knudsen, Johs. V. Jensen samt udenlandske klassiske værker fremme for at nærlæse dem. Hvem kunne betvivle, han var litterær?
Men blandt bondestanden, som hørte til i den tunge ende i vores familie, og som højst havde et par Morten Korch-romaner plus biblen stående, lød der andre toner. For dem var fars interesse et kuriosum, ja, lidt forargelig tillige. Tænk at ødsle skillingerne bort på sådan noget luftigt stads som bøger, hvoraf han endda havde ladet flere læderindbinde. Det må have skrabet bunden på en beskeden kontorindkomst som hans!
Barndom med bøger
Men vi børn inkasserede en anden rigdom – som gav fantasien råstof at arbejde med ved aftenstide. Hvad så, om Tusind og en nats fortryllede verden, om Andersens ikke mindre hjemlige gys, skete på bekostning af et par timers søvn? Godnat-læsningen var i al fald obligatorisk – for mit eget vedkommende indtil skolealderen.
Frydefuldt var det, da jeg fik overdraget nøglen til skabet med skarpe påbud om at vaske hænder, inden jeg tog en bog ned fra hylden. Om jeg så fattede mere end en brøkdel af, hvad jeg i starten konsumerede, er såre tvivlsomt. En anden sag: Jeg var på nippet til at blive en bogorm ligesom far, eller skal vi kalde det: Litterær.
Form vs. indhold
Sceneskift til Kunstakademiet i Studsgade ca. 1960: At være ”Litterær”.
”Det er indlysende, kan du da ikke se det?”
Uden at afvente svar havde min lærer tværet modellens ansigtstræk på lærredet ud med tommelfingeren. ”Seså, det bragte balance i sagerne! For hvad har Cézanne ikke lært os? Komposition, farveholdning, det er, hvad det hele handler om. Hvem maleriet forestiller, og hvilket køn vedkommende tilhører, er ganske overflødigt. Og hvad angår et ansigt, har det ikke større betydning end en bordplade eller vandkande. Alt andet bringer en på afveje og virker forstyrrende!”
Burde jeg have givet efter for en spontan reaktion og råbt: ”Hvad fanden er meningen? At undervise skaffer vel ikke automatisk adgangsbillet til at skrotte, hvad andre møjsommeligt har bygget op? Vi kan vel i det mindste først snakke om det.” Men jeg holdt kæft.
I stedet prøvede jeg at fordøje den nys leverede svada. Herregud, manden handlede i god tro, jeg skottede til hans brede ryg, som straks efter stod bøjet over min sidekammerats staffeli. Nu var det hans tur til at få en dosis af det mest fremherskende budskab i tiden, som gik ud på: Alt ”litterært” maleri, som var behæftet med enhver snert af religiøst, politisk eller psykologisk propaganda, ja, lidt story-telling, burde man med al respekt tage afstand fra.
Uvægerligt strejfede tanken om skoletidens Carl Blochs skildring af Christian 2.s mødefulde traven rundt på Sønderborg slot mig! Ganske vist kunne man langtfra beskylde mig for at plagiere den genre, men hvem ved, hvad man kunne spore af levn, hvis man tog de kritiske briller på? Var det ikke også på tide, at jeg kvittede alt fortællende gods i mine billeder og stillede op til en gang omskoling?
Hvis jeg fx ser på mine nøgenstudier fra disse år i tresserne, hvor koryfæet Cézanne dyrkedes som de færreste, blev jeg en lydhør elev. Modellen på podiet stod ærbart med munden lukket, og ingen vellystige øjekast bragte tilskuerens tanker på afveje.
Fortællende illustrationer
Hvad mig selv personligt angik, hægtede jeg mig ikke på nogen bestemt kunstretning. Jeg forblev ”litterær”, og mit foretrukne arbejde med grafik faldt fint i hak med deciderede illustrationsopgaver. Herved viste al snak om litterær eller ej sig at være ganske uvæsentlig. Det ”fortællende” element fra bogen gik over i billedet, som så at sige var dets ledsager. Det var ren logik. Kun i udstillingssammenhænge, på de ”indviede” vægge, hvor jeg skulle gøre mig gældende i en kunstnergruppe, fandt en og anden på stadig på at hæfte etiketten ”litterær” på mig.
Givetvis har tekst og billede i adskillige år kæmpet om pladsen i mit sind mere eller mindre bevidst, skønt de altid har været jævnbyrdige. Dog fik jeg, efter at have arbejdet med billeder i henved en fyrretyve år, lyst til forandring og satsede udelukkende på fortællingerne.
Men det er en helt anden historie. ·
Kirsten Ruth Bjerre Mikkelsen