Afstanden mellem Vestjylland og Whiskybæltet nord for København er en del længere, end triptælleren vil være ved. Den skal nemlig måles i fordomme snarere end i kilometer – og de knivskarpe, forudindtagede meninger går vel at mærke begge veje. Udkantsdanskere og indkantsdanskere har ikke noget som helst at lade hinanden høre, når det gælder skråsikre holdninger om, hvordan – og hvor underlige – ”de andre” er.
Så meget desto mere befriende er det, når det af og til sker, at københavnersnuder møder bonderøve på en måde, så der opstår sympati og forståelse. Og derfor er der grund til at lette på kasketten for forfatteren Egon Clausen, som har taget initiativ til denne uges forfattertræf på Vestjyllands Højskole. Her har en flok forfattere og illustratorer i en uge været samlet til en workshop, arrangeret af Dansk Forfatterforening, hvor de skal skrive og tegne med afsæt i et møde med det vestjyske bondeland, som Hemmet-drengen Egon Clausen selv er et barn af.
”Kultureliten” – som den af og til nedladende betegnes, ikke mindst i egne langt fra København – har snakket med både møllemagere og svineavlere. De har indåndet lugten af både gylle og hav. Og de har lyttet til beretninger om både de banditter i habitter, der lokkede hæderlige landmænd ud på alt for spændende eventyr, og om de stærke netværk, der på så mange måder er rygraden i livet på landet.
Men hvad sker der, når kulturen møder kostalden? Det samme, som der nærmest altid sker, hver gang mennesker møder hinanden i respektfuld og nysgerrig dialog: Man finder ud af, hvor eksotisk og spændende det er at høre om de andres liv – og man erkender, hvor meget man har til fælles med dem, som man troede var meget langt fra én selv. Som én af forfatterne – en nordsjællænder – sagde til Dagbladet efter et besøg hos en landmandsfamilie ved Kyvling: ”Jeg har nu også hele tiden tænkt, at det der med udkant var noget vrøvl.”
Ugens ophold har givet de kreative en mængde sanselige indtryk og en masse inspiration. Hvad der i sidste ende bliver resultatet af inspirationen, vil vise sig. Måske kommer der en lille bog ud af det; måske gør der ikke. Det kommer helt an på, hvor godt det færdige materiale bliver.
Men uanset, om mødet mellem indkant og udkant ender med at komme på tryk eller ej, så er mødet i sig selv det hele værd. Samtale fremmer som bekendt forståelsen. Og er der noget, vores postmoderne, postfaktuelle, virtuelt sociale tid råber på, så er det en større forståelse for ”de andre” og en begavet brobygning på tværs af både kulturelle og kilometermæssige afstande.
Tak for initiativet til Dansk Forfatterforening – lad os få meget mere af den slags. ·
Læs mere om samarbejdet på
Vestjyllands Højskole på dagbladetringskjern.dk
