I begyndelsen af 1600-tallet skrev den spanske forfatter Miguel de Cervantes en roman om en idealistisk, skør og absolut naragtig ridder, don Quixote – ja, netop, ham, der kæmper mod vejrmøller. Fire århundreder senere satte Rigmor Kappel Schmidt sig foran sin computer og gik i gang med den store opgave at oversætte barokromanen. Det var ikke første gang, at bogen blev oversat til dansk, for allerede i 1776-77 udkom Charlotta Dorothea Biehls udgave. Den undlod Rigmor Kappel Schmidt omhyggeligt at læse.
”Bare tanken om at læse andres oversættelser, før jeg selv går i gang, gør mig rædselsslagen. Man bliver fanget af dem, og hvis man tror, at man ikke bliver fanget – ja, så må man tro om igen,” siger hun. Hun refererer også til et studie i oversættelse, som viser en tydelig afsmitning mellem oversatte værker.
”Teksten går i bølger – når oversætteren er frisk og ovenpå, så skriver hun sin egen tekst, sin egen tolkning, og derefter, måske når hun er træt, kommer der afsnit og sider, der støtter sig til den gamle oversættelse. Skiftet er meget markant, og det giver et svingende resultat,” siger Rigmor Kappel Schmidt, som på ingen måde er en kvinde, der accepterer svingende resultater. Et andet aspekt, der også gav hende sved på panden dengang, var, at en anden oversætter, Iben Hasselbalch, blev sat på samme opgave på samme tid af et andet forlag.
”Hun er en helvedes god og professionel oversætter, så det var med at komme i gang. Jeg besluttede, at jeg var nødt til at oversætte begge bind, inden jeg afleverede. Der kunne komme ubehagelige overraskelser i bind to, som krævede rettelser i bind et. I et halvt år sad jeg ved computeren fra kl. 8 om morgenen og lukkede først ned ved midnat. Jeg så ingen, bortset fra min mand, som besvarede alle telefonopkald, og jeg overtog kun røret, hvis det var min mor.”
Sådan arbejder en dedikeret oversætter, og sådan bliver man først færdig. De to udgaver er meget forskellige, og meget respekterede hver for sig.
”Det er interessant, at to stort set jævnaldrende kvinder med stort set samme uddannelsesmæssige baggrund oversætter inden for det samme år og når frem til to ganske forskellige resultater,” siger Rigmor Kappel Schmidt og tilføjer, at der siden er skrevet en masse specialer, der sammenligner og analyserer de to samtidige oversættelser.
Lige fra sin første oversættelse har Rigmor Kappel Schmidt interesseret sig for at holde tonen.
Databasen
Det var Mario Vargas Llosas hovedværk Krigen ved verdens ende, der er næsten lige så lang som don Quixote. Hun blev udstyret med en af de allerførste Macintosh-computere og en database, som hendes mand havde skræddersyet til hende, så hun kunne holde styr på romanens mylder af spanske og brasilianske ord. Romanen foregår omkring år 1900 i det fattige Nordeste, blandt vækkelsesprædikanter, bjergbønder, landevejsrøvere og oprørere, og stilen skulle gerne passe dertil, og i hvert fald hverken lyde dansk eller moderne.
“I dag husker jeg mest vendingen ‘ved aftentide’, der netop passer til den periode,” mindes Rigmor Kappel Schmidt. “Et spansk ord som vaquero kunne oversættes med kopasser eller cowboy, hacienda med gods, men sådan ville romanen komme til at lyde vældig dansk, rent bortset fra cowboy, der sender os til USA. Dengang var det ikke brugt at lade den slags ord stå på spansk, men selv hvis det var, ville det stadig skurre fælt, for romanen foregår i Brasilien, så fremhævede signalord på spansk ville falde i øjnene i en dansk oversættelse, og det gør de ikke i Llosas spanske tekst. Løsningen blev at oversætte dem til brasiliansk: vaqueiro, fazenda, fazendeiro, hvilket også gav det smukke brasilianske ord cangaceiro, som i Nordeste bruges om landevejsrøveren.”
“Llosa havde ikke bare researchet i Nordestes arkiver, han havde også brugt mundtlige kilder og noteret sig brasilianske ord, men skrevet dem med spansk stavemåde, som han hørte dem. Nordestes makiagtige planter og stikkende og tornede buske og træer var selvfølgelig også hentet lige ud af det karrige område. Så det var et vildtvoksende sprog, som ville have givet mig problemer uden en database,” fortæller Rigmor Kappel Schmidt.
Moderne
Rigmor Kappel Schmidt fik DOF’s Ærespris for sit arbejde gennem tre årtier med oversættelse af gamle og moderne klassikere. Det er 20 år siden, at Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha udkom. Og kun et år siden, at Hinkeleg af argentinske Julio Cortázar kom. Rigmor Kappel Schmidt er selv meget glad for romanen og håber, at danske læsere vil tage den til sig. Romanen betragtes som et hovedværk i latinamerikansk litteratur, og Informations anmelder Thomas Thurah skrev begejstret, da den udkom på dansk, at Hinkeleg er et rablende formeksperiment, og at læse det er ”som at være livstidsfange under et blytag og påvirket af mystiske stoffer”.
Hmm, kompliceret klassiker at oversætte, tænker du måske, ”og ja, den var hulens svær”, kommenterer Rigmor Kappel Schmidt, men fremhæver straks en anden udgivelse, ikke en klassiker, men til gengæld en hård nød at knække, nemlig den argentinske fodboldstjerne Diego Maradonas Mit WM: Mexico ’68, som udkommer til sommer.
”Han taler lunfardo, slang fra slumkvarteret, hvor han er vokset op. Det er et miskmasksprog fyldt med gloser fra 1800-tallets indvandrere, spansk tilføjet italienske og franske gloser. Han synes, at det er sjovt at bakke snagvendt, og stavelserne står, som vinden blæser. Og så taler han fodboldslang, som kommentatorer og fans udvikler og forandrer løbende, man kan ikke slå det op, så jeg måtte læse de nyeste artikler i argentinske fodboldmagasiner for at finde hoved og hale i det. Det var en svær opgave, men jo ikke noget, man hverken får priser eller kommer i Weekendavisen for.”
Grattet
Træls, tumpet, humplet og grattet. Rigmor Kappel Schmidt er jyde, og der er ord, som hun er nødt til at insistere på, fordi de dækker så præcist. Er de ikke anerkendte, så bliver de det, når hun bruger dem ofte nok.
”I en cubansk roman, At danse til ‘Almendra’, tvinges en journalist til at partere dyrekroppe, så han kan lære at makke ret. Mellem dyrekroppene er også et menneskelig, og han bliver smurt ind i fedtet fra den døde. Det er ulækkert, klistret. Jeg oversatte til grattet,” fortæller Rigmor Kappel Schmidt. ※
Rigmor Kappel Schmidt, 1953, bor i Mesing ved Skanderborg, hun er cand.mag. i spansk og russisk
og forfatter til Bakhtin og Don Quixote og Storytelling – fra don Quixote til Lars Larsen.
Lene Møller Jørgensen
