Ej, skal du aldrig læse noget andet end det der mango?”
Det er farmor, der spørger, og spørgsmålet er rettet mod min yngste søn.
Jeg holder vejret, ser den smertelige trækning, der flyver over hans ansigt, da han løfter blikket fra sin bog, Kame-Sennins Kampskole, 3. bind af serien, Dragon Ball. Jeg påskønner hans beherskede svar, for det er ikke første gang, denne ordveksling finder sted:
”Manga, farmor, jeg læser manga. Mango er en frugt.”
GONG!! PATSCH! BAMM!
Så fik hun den!
HO, HO, HO! HA!
Sønnen vender tilbage til kampskolen.
Ja, undskyld, men der er utrolig mange lydord og udråb i manga. Og udråbstegn. HATSCHUM! er et af mine yndlings – sig det hårdt og hurtigt, mens du giver et lille ryk med hovedet, og du vil føle dig helt japansk. Det er lyden af et nys, og på dansk ville vi skrive ATJU! Og måske endda undlade udråbstegnet, fordi det – så vidt jeg er orienteret – anses for virkelig dårlig smag.
Formidling af alt
Manga betyder tegneserie på japansk. Bare tegneserie. Uden for Japan betyder det den særlige tegnestil, som flere generationer af japanske tegnere og kunstnere har udviklet siden 2. verdenskrig. Det er enorme øjne, overdrevne ansigtsudtryk – og frisurer. Skæve perspektiver – en knytnæve på vej ud af bogen lige i synet på læseren eller en hovedperson tegnet fra frøperspektiv i den ene ramme og fra månen i den næste.
Det kan være myldrebilleder i total aktion, men det kan også være portrætter af smukke, androgyne karakterer. Manga er formidling i billeder krydret med heftige udbrud og superkort dialog, dialog, dialog. Indhold, historier, genrer er vidt forskellige og ikke nødvendigvis fiktion.
Manga til alle
I Japan bruger journalister manga i formidlingen af nyheder, sport og advarselskampagner, ligesom alle litterære genrer er præsenteret; krimi, dannelsesroman, romantik, gys, humor, horror, fantasy, filosofi. For børn, unge og voksne. Piger og drenge, mænd og kvinder. Og crossgender personer.
Det er mærkeligt og tiltrækkende.
Jeg rejste til Japan for at finde ud af noget mere om manga, og jeg tog selvfølgelig min søn med. Hans lange, detaljerede referater af de indviklede japanske historier om broderdrab og faderdrab, hamskifte, kønsskifte, besættelse af nihalede ræve og rappe bemærkninger havde fanget mig. Ikke mindst pigerne er fængslende – nuttede, alvorligt nuttede og betuttede, og samtidig handlekraftige, stærke og uden nåde. Halvt Pippi, kvart Catwoman, kvart Barbie.
Big business
Vi lander i Tokyo, og straks er manga en del af gadebilledet. På vejspærringer, i subway’en på info-plakater og i de rejsendes hænder i form af bøger, i butikker som ure, dukker, smykker. Selvfølgelig er det også til ære for turisterne, men mest for japanerne selv, som er de største forbrugere.
I Mangaland er tegner og forfatter ofte én og samme person, og de største og mest succesfulde hyrer en gruppe unge tegnere, som står for baggrund og rentegning, mens mesteren koncentrerer sig om udtryk, udvikling og historie. Sådan á la Disney. Og manga er for Japan, hvad Disney er for USA, nemlig big business – mere end 40 procent af alle udgivelser i Japan er manga og udgør en væsentlig del af landets eksport, for ikke kun det øvrige Asien, men også Mellemøsten og Vesten har taget manga til sig.
Vi rejser videre til Kyoto, landets gamle hovedstad. Ud over big business er manga nemlig et seriøst og anset kunstnerisk udtryk, og Kyotos Seika Universitet er landets førende inden for forskningen. Som det første sted i Japan oprettede universitetet i 2006 et fakultet for studier af manga og uddanner i dag bachelorer og ph.d.er. Andre universiteter er siden kommet til med lignende studieretninger, men Kyoto har også et museum, Kyoto International Manga Museum, under sig.
Her kan man som besøgende opleve en del af manga-historien, selvom man som vestlig, ikke-japansk talende nok kunne have tænkt sig, at der var lidt mere sus, show it og fantastisk fortælling over formidlingen, sådan lidt TAPTAPPATAP! Eller bare lidt mere engelsk.
Tradition
Der er en årtusind gammel tradition for billedfortællinger i Japan, som museet også fremviser eksempler på, men den første brug af ordet manga findes omkring 1800-tallet og tillægges den berømte maler, kunstner og trykker Hokusai Katsushika – hans malerier og træsnit er også kendt af mange danskere. Blandt hans værker findes det ikoniske træsnit ’Den store bølge ud for Kanagawa’, hvor det hellige bjerg, Fuji, skimtes i baggrunden.
Fortællingerne i de moderne tegneserier er spækket med referencer til folkesagn, myter eller til Japans oprindelige religion, shinto, med ånder, dæmoner og allestedsnærværende, for længst afdøde, forfædre. Japanerne har en fantastisk evne til at bære fortiden og dens kulturfortællinger med sig ind i deres supermoderne nutid, og det gælder ikke mindst for skaberne af tegneserier.
Shintos naturånder trænger sig på alle vegne, som i den hårdtslående og storsælgende serie om Naruto, der også findes på dansk. Naruto er ninja og besat af en dæmon, en nihalet ræv. Ræven er et helligt dyr i Japan, og den stikker sin snude frem alle vegne, elsket og frygtet. I shinto er ræven budbringer og tjener for gudinden for ris og velstand, og den vogter nidkært nøglen til riskammeret. Men man kan ikke 100 procent stole på en ræv, vel?
Og japanske ræve kan finde på at besætte mennesker, især børn, ved at krybe ind under deres fingernegle – ÅHH! WWSSSMM! – og videre ind i deres kroppe.
Pigemanga
Frem til 1960’erne var manga udelukkende mændenes domæne, men så dukkede de kvindelige kunstnere op. Selvom mændene også havde skrevet til piger og kvinder, så blev der udviklet flere serier til piger, Shoujo manga, i takt med, at flere kvinder skrev og tegnede.
En af dem er ’Ranma ½’, tegnet og fortalt af Rumiko Takahashi, og den har været med til at gøre hende til en af Japans rigeste kvinder. Hun er også stor i USA, ligesom ’Ranma ½’ er oversat til dansk. Men tegneren har ingen forklaring på sin egen og mangaens generelle succes uden for Japan.
”I mine historier skildrer jeg meget bevidst det japanske hverdagsliv og vores traditionelle eller religiøse højtider. Og jeg tænker sommetider på, hvordan ikke-japanske læsere opfatter det eller forstår det? Måske synes de bare, at det er eksotisk?” har Rumiko Takahashi sagt til en amerikansk fanside.
Ranma er en dreng – det vil sige, sommetider er han en dreng. Når han rører ved koldt vand bliver han nemlig til en pige, og så er han pige, indtil han rører varmt vand. Det fører selvsagt til en del forviklinger for stakkels Ranma. Det er en humoristisk eller nærmere komisk pigemanga, men ligesom mange af serierne for piger, handler den også om store følelser, forelskelse, svigt, tab og venskab. Og om at finde sin identitet og om at eksperimentere med kønsidentiteten, et emne som også er stort i disse år i danske ungdomsbøger.
I ’Ranma ½’ går hovedperson og helt/heltinde på tværs af kønnene og er både stærk og svag, handlekraftig og fjollet som begge køn.
Inspiration
Mange danske og udenlandske tegnere er inspireret af manga og har taget dele af den til sig fx i graphic novels. Og som forfatter og skribent er det lærerigt og interessant at se, hvordan historierne, som er fjollede, actionprægede og dybt seriøse, har rod i gamle overleveringer og myter, som stadig har noget at sige japanerne – og åbenbart også resten af verden.
Kære læser – du tænker på ordet porno, som er nævnt i underrubrikken. Nå, det var mest for at få dig til at læse artiklen til ende. Og for at understrege, at det er en fordom, at manga er lig med pornografiske tegninger af små piger i skoleuniformer. I Japan findes alle typer af formidling i mangaformat, også pornografi, og ja, den står på hylderne ved siden af aviser og tidsskrifter, ligesom der findes pornoblade ved siden af Bo Bedre og Illustreret Videnskab i danske butikker. Det var bare det.
ZIP! ·
