Mandlige forfattere vinder langt flere litterære priser og anmeldes markant bedre end deres kvindelige kolleger. Er det udtryk for at mænd skriver bedre, eller skal årsagen findes i en udbredt opfattelse af, hvad der er god litterær kvalitet?
Vi er blevet inspireret af den vigtige kønsdebat, der foregår i filmbranchen, til at undersøge, hvordan det står til med balancen mellem kønnene i litteraturens verden.
Det Danske Filminstitut udarbejdede tidligere på året en rapport, der dokumenterer det, man allerede har på fornemmelsen, når man læser rulletekster: at der gives støtte til langt flere film, der er skrevet og/eller instrueret af mænd end af kvinder. Danske film, der er instrueret af mænd, udgør 71 %, mens hele 79 % af det, der udspiller sig på lærredet, er skrevet af mænd.
Filminstituttet nedsatte tre arbejdsgrupper, som skulle komme med anbefalinger til, hvordan man kan undgå den bemærkelsesværdige skævvridning. Grupperne har analyseret filmbranchens fødekæde og peger blandt andet på, at der optages langt færre kvinder på Den danske Filmskoles manuskript- og instruktørlinjer, at kvinder generelt har sværere ved at få filmstøtte, at kvinder i mindre grad bliver inviteret til festivaler, og at de får mindre omtale i filmmagasiner og i medierne som sådan.
Mænd vinder priser
Film og litteratur har meget forskellige tilblivelsesvilkår. Hvor film kræver finansiering af mange omkostningstunge processer for overhovedet at kunne realiseres, har forfatteren ”kun” sig selv at brødføde. At dette også kan være mere end vanskeligt, skal vi ikke gå nærmere ind i her, ligesom vi heller ikke har fokus på forlagenes frasortering og tilvalg af manuskripter.
Litteraturverdenens nærmeste sammenligningsgrundlag til filmstøtten er arbejdslegater fra Statens Kunstfond. I 2016 blev der bevilliget støtte til 208 mandlige ansøgere mod 169 kvindelige ansøgere, hvilket giver en fordelingsprocent på 55/45. Denne nogenlunde ligelige fordeling går imidlertid ikke igen, når vi ser på, hvem der modtager litterære priser.
BogForums Debutantpris er gennem årene blevet uddelt til 16 mænd og 8 kvinder. Det Danske Kriminalakademis Debutantpris er uddelt til 15 mænd og 6 kvinder. De Gyldne Laurbær er uddelt til 46 mænd og 21 kvinder. DR’s romanpris er uddelt til 12 mænd og 6 kvinder. Breder vi os ud til hele Skandinavien, så er Nordisk Råds Litteraturpris uddelt til i alt 43 mænd og 13 kvinder. Glasnøglen, Det Skandinaviske Kriminalselskabs pris, har den skæveste fordeling med 22 mænd og 3 kvinder. Altså samlet set en markant forskel i mændenes favør. I betragtning af, at litteraturstøtte fra Statens Kunstfond er nogenlunde ligeligt fordelt mellem kønnene, kan det undre, at der ikke generelt er større kønslighed, når det gælder prismodtagere.
Hvad er kvalitet?
Men hvorfor er det overhovedet et problem, at mænd vinder flere priser end kvinder? Og er det simpelthen et udtryk for, at mænd skriver bedre litteratur, da de værker, der løber med litterære priser, gerne skulle afspejle den højeste kvalitet?
Efter at filmbranchen har haft en ”det er altid det bedste projekt, der får støtte”-debat, er man nået frem til i stedet at ville granske opfattelsen af, hvad god kvalitet er for noget. Det er lykkedes filmbranchen at gøre kvalitetssynet til et nødvendigt spørgsmål i analysen af, hvilke filmprojekter der får støtte, og man diskuterer nu, hvor indkodet det ”maskuline særpræg” er i opfattelsen af kvalitet.
Det har eksempelvis vist sig, at mandlige skuespillere fører suverænt på både hovedroller og taletid. Kvinder i alle aldre er oftest henvist til biroller i mændenes liv, og man skal især lede længe efter kvinder over halvtreds på lærredet. Men gælder det også i litteraturens verden? Er udvælgelsen af litterære prismodtagere styret af et maskulint orienteret menneskesyn, som til stadighed reproduceres?
”Kvindelig” er en genre
Både for film og romaner gælder det, at anmeldelser og medieomtale kan være ganske afgørende for, om et værk bliver en publikumssucces. I filmbranchen har man allerede konstateret, at kvinder, når de får presseomtale, meget ofte præsenteres med kønsorienterede prædikater som ”kvindelig filminstruktør/manuskriptforfatter”, og at en film kan være en ”rigtig kvindefilm” etc.
Det kan undre, at det skal være nødvendigt for skribenter M/K at give den type af forbrugeroplysninger. Formuleringen ”den mandlige instruktør” ser man aldrig. Hvorfor skal kvinder i 2016 defineres som nogen, der ikke er mænd, eller som ”det andet køn”, som Simone de Beauvoir sagde i 1949?
Også i litteraturverdenen oplever vi den overflødige brug af betegnelsen ”den kvindelige forfatter”. Men endnu mere påtrængende er det væld af forskellige kønsorienterede genrebetegnelser, som tages i brug, når kvinder skriver, og kvinder er hovedkarakterer – såsom kvindelitteratur, chick lit, husmoderporno, femikrimi eller læbestiftslitteratur. Eksempelvis blev Dorthe Nors’ roman ’Spejl skulder blink’ kaldt for ”chick lit” i en anmeldelse i Politiken, mens tilsvarende mandlige forfatteres værker blot bliver benævnt og anmeldt som ”litteratur”.
Subgenrer kan opleves positivt af både forfattere og læsere, men de kan også bruges til at reducere værker til noget mindre værdifuldt end ”litteratur”.
Anmeldelser
I en artikel i Weekendavisen d. 22. juli 2016 af Lasse Hjorth Madsen kan man læse, er det er 58 anmeldere i Danmark, der skriver hovedparten af dagbladenes anmeldelser. 25 af disse er kvinder, og 33 er mænd. Ser man på, hvordan kvinder og mænd anmeldes af henholdsvis kvindelige og mandlige anmeldere, viser der sig en klar tendens til, at mænd anmeldes bedst af både kvinder og mænd.
Når det gælder skønlitteratur generelt, anmeldes mænd med gennemsnitligt 4,14 stjerner ud af 6 mulige, mens kvinder får 3,98. Indenfor krimi/spændingsgenren får mænd 3,95, mens kvinder får 3,66. Tallene er baseret på 12.387 anmeldelser fra hjemmesiden Bog.nu.
I stedet for at stryge direkte til en konklusion om, at mænd på den baggrund må skrive bedre romaner, vil vi igen sætte spørgsmålstegn ved, hvor kønsorienteret kvalitetsbegrebet i virkeligheden er. Vores helt uvidenskabelige iagttagelser fortæller os, at mandlige hovedpersoners livsverden ofte læses og anmeldes som liv, mens kvindelige hovedpersoners livsverden ofte anmeldes og omtales med et særligt fokus på, at det er kvindeliv.
Der findes kun mennesker
“When women stop reading, the novel will be dead”, sagde forfatteren Ian McEwan. Men læses kvinders litteratur om kvinders livsverden virkelig stadig i forhold til mænds værker, mens bøger skrevet af mænd blot læses som værker?
Film og litteratur præger vores selvforståelse og opfattelse af den verden, vi lever i. Måden, filmskabere og forfattere hædres på via priser og anmeldelser, sender vigtige signaler om, hvad der er værd at se og læse.
Der er altid god grund til at stille kritiske spørgsmål, når man støder på iøjnefaldende forskelle for mænd og kvinders muligheder for udfoldelse. Vi hverken vil, kan eller skal forsøge at påtvinge priskomiteer eller kulturredaktionerne noget, og vi tror, ligesom filmbranchen, ikke at kønskvotering er vejen frem. Vi ønsker ikke, at der i kunstens verden bliver taget særlige hensyn til kvinder, eller at man fremhæver kunst skabt af kvinder som ”kvindelig kunst”. Derimod ønsker vi en udvikling væk fra brugen af særligt kønsorienterede genrer og omtaleformer. Det er slet ikke utænkeligt, at man overser kvalitet, fordi man stadig agerer efter kvalitetsbegreber, der er grundlagt og formet af det ene køn.
Helt fundamentalt bør man derfor stræbe efter et kvalitetssyn, der først og fremmest ser mennesket, ikke kønnet. Hermed ønsker vi at starte en kvalificeret og opbyggelig debat om, hvad kønnet betyder for vurderingen af, hvad god litteratur er.
Rapporterne om kønsfordelingen i filmbranchen kan læses på dfi.dk.
