Interview: Katrine Marie Guldager fortæller om sin serie ’Køge-krøniken’
Hvad fik dig til at tage springet fra at skrive noveller og digte til at skrive den såkaldte Køge-krønike, som rummer seks bind?
Jeg havde et større stof, jeg skulle af med. Jeg følte mig som en hest, der havde været inde hele vinteren. Jeg trængte til at prøve kræfter med noget stort. Jeg havde også lyst til at fortælle en historie, der kunne afdække nogle større linjer og ikke bare være et punktnedslag i et menneskes liv. Jo ældre man bliver, jo mere opdager man, i hvor høj grad ens liv er afhængig af den familie, man kommer fra, og den families historie. Derfor ville jeg fortælle noget, der foregik over flere generationer.
Hvad var din største udfordring i forhold til din hidtidige erfaring?
At jeg ikke var særlig god til at skrive romaner. Jeg havde ingen øvelse i at disponere sådan én. Så det skulle jeg lære undervejs. Ikke at man lærer det som sådan. Men jeg vidste ikke meget om, hvad der får en historie til at bevæge sig fremad. Det er jeg blevet bedre til undervejs, synes jeg. Learning by doing. Jeg tror ikke, der er andre muligheder, når det drejer sig om romaner. Alt drejer sig om at finde en form.
Hvad var din angst eller manglende viden, inden du gik i gang?
Jeg var bange for at skrive om en tid, jeg ikke selv havde oplevet og derfor ikke havde inde under huden. Men det viste sig at være forbavsende ligegyldigt. Research er selvfølgelig vigtigt, men det vigtigste er, om man er tæt på sine personer, kan leve gennem dem.
Hvad gjorde du for at researche på selve det at skrive serier?
Når man skriver, er man i det dilemma, at man på den ene side er nødt til at vide, hvor man skal hen, sådan cirka, og på den anden side ikke kan vide det, fordi man er nødt til at være på det sted i romanen, man er kommet til. Man skal ikke intellektuelt foregribe begivenhedernes gang. Så jeg har ikke gjort noget for, at romanen kunne fortsætte, det har den selv klaret. Jeg har bare fulgt nogle menneskers liv.
Hvad gør det nemmere, og hvad gør det sværere at skrive serier?
Det, der gør det nemt, er, at man træffer en masse beslutninger som stil, persongalleri, fortællertype, form og tema i begyndelsen. Det giver nogle stordriftsfordele, hvor man pludselig føler det hele som et stort flow. Men til sidst gør det det også kedeligt. For en forfatter lever og ånder jo for at trække de rigtige formvalg til det rigtige stof. Så til sidst bliver det, der var en stor frihed, et fængsel.
Hvad har du haft af pejlemærker for at sikre den røde tråd?
Pejlemærkerne er min interesse for personerne og deres indre konflikter. De bliver jo en slags familie, når man er sammen med dem så mange timer hver dag. Så man behøver ingen huskesedler. Man skal bare være sammen med dem.
Hvor mange ”røde tråde” har du igennem serien? Er der fx et gennemgående tema?
I en serie om en familie på 1500 sider er der virkelig mange. Familieforhold, skilsmisse, svigt, søskenderivalisering, ægteskabsproblemer, forældreskab, solidaritet, tidens indflydelse på den enkeltes liv m.m. Der er nødt til at være et gennemgående tema, ellers ville det hele falde fra hinanden.
Hvilke tanker har du gjort dig mht. at lade den ene bog lægge op til den næste?
I begyndelsen prøvede jeg at gøre det sådan, at man kunne læse bøgerne separat, men til sidst gav det ingen mening. Planlægning og kunst hænger dårligt sammen. Det er godt at lægge planer, men de bliver næsten altid skrottet undervejs, hvis teksten er levende. Jeg tror, historien slutter, når man ikke kan holde stilen og fortællerstemmen mere. Eller bare ikke har lyst.
Serier fungerer til både børn og voksne
Børnebøger og krimier er to genrer, hvor fiktionsserier er meget udbredte.
Her deler to af de mest produktive forfattere på hver deres område deres erfaringer med serier.
Anna Grue skriver krimier, mens Lise Bidstrup har skrevet omkring 80 bøger til børn og unge.
Hvor meget planlagde I plottet for den første bog og handlingsforløbet for resten af serien, inden I gik i gang?
Anna Grue: Før jeg gik i gang med Dan Sommerdahl-serien, planlagde jeg de store træk, som min fiktive by, hovedpersonernes relationer og den slags, ret grundigt. Jeg ved med andre ord, hvor jeg vil hen og kender stemningen i seriens univers. Til gengæld plotter jeg aldrig den enkelte roman på forhånd. Jeg har en startscene, en tematik og et par personer, jeg har lyst at skrive om, og så går jeg ellers bare i gang fra side et. På den måde er det meget sjovere. Hvis jeg plotter for meget på forhånd, føles det lidt som at skulle lave lektier, når jeg går i gang med at skrive.
Lise Bidstrup: Jeg planlægger som regel alt, inden jeg går i gang med at skrive. Dvs., jeg skriver en grov synopse til alle bøger og alle kapitler. Ellers kan det være svært at huske, hvad planen med serien var, når man er kommet til bog nummer tre. Ofte sker det, at der dukker nogle krøller eller handlingsforløb op undervejs, som jeg ikke havde forudset fra starten, men med en udførlig synopse synes jeg også, det er lettere at lave ændringer.
Laver I små sideveje, hvor I kan ændre og køre en anden vej undervejs, hvis det skulle føles mere rigtigt?
Anna Grue: Absolut. Jeg lader mig konstant overraske af sidehandlinger og pludselige indfald. Jeg kan godt lide, at jeg ikke har nogen anelse om, hvem der er morderen, før til allersidst i bogen, og jeg er til hver en tid villig til at skrive store dele af manuskriptet om, hvis løsningen viser sig at være en anden, end jeg troede.
Lise Bidstrup: Jeg har altid små sideveje. Nogle gange bliver disse til hovedveje, og jeg må ændre synopsen, men det er en del af skriveriet, at man finder på noget undervejs. Synopsen hjælper i sådanne situationer med at holde styr på, hvor i plottet, og i det man allerede har skrevet, man skal ændre, for at den nye hovedvej holder vand. Ofte viser det sig, at sideveje er nogle af de mest interessante, og det synes jeg, der skal være plads til. Så jeg er ikke totalt stringent med min synopse. Den virker mest som et værktøj.
Hvor bevidste er I om fortællerstemmen fra starten? Er det svært at holde fortællerstemmen hele vejen igennem bogen, eller er det netop en hjælp, at det er en serie?
Anna Grue: Jeg skifter altid synsvinkel mellem de forskellige hoved- og bipersoner og har egentlig aldrig oplevet nogen problemer forbundet med det, bortset fra, at jeg har svært ved at hoppe over til en anden synsvinkel uden at have sovet i mellemtiden.
Lise Bidstrup: Jeg er egentlig ikke særlig bevidst om fortællerstemmen fra starten. Det er, som om den er én, der skriver sig varm. Jo længere man når, des tydeligere bliver den. Når jeg skriver noget, bliver fortællerstemmen ofte til ved en fornemmelse, en stemning jeg har, mens jeg sidder med bogen eller bøgerne. Når stemmen er fundet, er det selvfølgelig vigtigt at holde den hele vejen, for ellers kan fortællingen komme til at virke utroværdig. Jeg synes normalt ikke, det er svært at holde fortællerstemmen, fordi den på en måde er hele grundlaget for det, jeg vil med netop det manuskript. ·
