Når I læser disse ord, sidder jeg i Islands Forfatterforenings gæstebolig i Reykjavik og skriver på min syvende roman. Romanskriveriet er en beskæftigelse, jeg ofte har længtes efter i mine tre år som formand for Dansk Forfatterforening. Ikke at skriveriet har stået helt stille i perioden, men det har været svært at finde absolut ro og koncentration. Det koster noget på bogfronten at være formand for vores forening. Men det koster også i kroner og ører. Formandshonoraret er så beskedent, at man ikke kan leve af det, men ansvaret er så omfattende og opgavemængden så stor, at man ikke har overskud til særlig meget andet.
Udover at passe de løbende opgaver, herunder udvikle projekter og strategier, mødes med politikere og forlagsrepræsentanter, lede hovedbestyrelsesmøder og meget, meget mere, har jeg været foreningens pressetalsmand og ansigt udadtil. Det betyder i praksis, at min mobiltelefon altid har været tændt. Jeg har haft svar på rede hånd, når journalisterne ringede eller skrev med alverdens spørgsmål, hvilket er sket på næsten daglig basis. Svar har jeg som regel også haft, når I, kære kolleger, har kontaktet mig om det, der lå jer på sinde. Jeg har selvfølgelig også holdt masser af taler, produceret debatindlæg og kronikker, udarbejdet ledere, klummer og pressemeddelelser. Foreningen har ingen kommunikationsmedarbejder, der lige kunne fabrikere et udkast, som jeg så kunne forfine lidt. Jeg har skrevet det hele selv, inklusive håndskrevne postkort til jer, der har haft runde fødselsdage fra 50 år og opefter.
Da jeg begyndte som formand, var det med en intention om at begrænse mit tidsforbrug til formandsopgaven, så der også var rum for andet, herunder at tjene penge og skrive ved siden af. Det viste sig at være både naivt og udtryk for manglende selvindsigt. For det stod hurtigt klart, at jeg ikke kunne gå ind i noget så vigtigt og ansvarsfuldt som formandsposten i Dansk Forfatterforening uden at lægge min fulde energi i opgaven.
Det har været en stor, ærefuld og til tider næsten overvældende opgave at bære foreningen på skuldrene – og sådan har jeg følt det. Men det er også vigtigt for mig at sige, at formandskabet har været en spændende og udviklende tid for mig. Jeg har lært meget på kort tid – om bogbranchens interessenter og deres indbyrdes relationer, om menneskers vidt forskellige måder at være i verden på, og om det politiske system med tilhørende embedsværk. For blot at nævne det, der først falder mig ind.
Jeg har også lært mange af jer rigtig godt kende, og jeg glæder mig til, vi ses igen i fremtiden i foreningen og alle mulige andre steder. Tak til jer alle sammen for samarbejde, samtaler og samvær undervejs. Til slut vil jeg ønske vores nye formand tillykke med den ansvarsfulde post og alt muligt held og lykke med arbejdet: Pas godt på dig selv – og pas godt på vores gamle forening! Og nu må I have mig undskyldt – romanen kalder…·
