Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 2 - 2017

Ved Lisbeth Algreens død

Lisbeth Ahlgreen døde d. 17. februar, og med hende forsvinder en del af Dansk Forfatterforenings historie.

Af Flemming Madsen Poulsen, formand for Kursusudvalget

I sine mange aktive år i foreningen satte Lisbeth sit præg på rigtig mange områder. Vel først og fremmest i kraft af de tillidsposter, hun bestred især i BU-gruppen, men også som ansat kursussekretær. På dette område har jeg lært Lisbeth at kende som et menneske med stor indsigt, empati og energi, når det gjaldt om at skabe de bedste tilbud til foreningens medlemmer om efteruddannelse på kurser og seminarer.

Denne karriere begyndte tilbage i 1980’erne, hvor Lisbeth arrangerede forskellige kurser og konferencer i BU-regi, bl.a. en nordisk BU-konference med støtte fra Nordisk Ministerråd, dels en BU-konference med europæisk deltagelse, støttet af Kulturministeriet. Daværende DFF-formand Hans Hansen mente, at man måtte kunne arbejde videre med sådanne arrangementer for alle foreningens medlemmer, men med en mere fast årlig økonomisk støtte. Lisbeth og Hans mødtes med kulturminister Mimi Jacobsen, som bakkede op og anbefalede en årlig støtte, men der skulle så ansættes en kursussekretær. Stillingen blev slået op, og bestyrelsen udpegede Lisbeth Algreen som foreningens første kursussekretær. Dette job bestred Lisbeth i rigtig mange år, og jeg havde fornøjelsen af at deltage i kursusudvalgets arbejde i en årrække som repræsentant for F-gruppen. Her var Lisbeth altid den drivende kraft, og hun var rigtig god til at inddrage os i beslutningsprocesserne.

I dag tager mange af os kursusudvalget som en naturlig ting, nærmest en selvfølge, men vi skal huske at give æren, for at vi har denne virksomhed, til den, som rettelig bør have den. Det er en af de mange ting, som vi skylder Lisbeth tak for.

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte