Janne Hejgaard

Sidst opdateret: 17. september 2019
Janne Hejgaard
Foto: Anne-Mette Kruse

Beskrivelse:

Jeg elsker litteratur!
At læse det og at skrive det, og sådan har det været hele mit liv. Læsehest som barn, har skrevet dagbog, siden jeg var 14, og skrev mine første små historier i 5. klasse.
Siden har jeg skrevet og fået udgivet næsten alle typer litteratur: Børnefagbøger, undervisningsbøger, børneromaner, fagbøger til voksne og april 2017 udkommer min første roman til voksne. Jeg har oversat fra engelsk, tysk, norsk og svensk, og jeg har sågar et par gange fået offentliggjort et digt.
Jeg er uddannet lærer og det har givet mig det faglige fundament under både mine undervisningsbøger og de mange foredrag og kurser, jeg har afholdt over hele DK og i Malmø - om mine bøgers emner.
Jeg har rejst meget, med fly, tog og sejlbåd, og dér fået udvidet min horisont og hentet inspiration til mine skønlitterære værker. Jeg har boet længere perioder ved Middelhavet - på Ibiza, Menorca og flere græske øer - og overvintret på Gomera, i Australien og hele 25 måneder i Berlin.
Jeg har mødt mange, mange mennesker og holdt af en hel del af dem, elsket færre, men tilstrækkeligt mange - og de er alle selvfølgelig også del af det livsgrundlag, jeg skriver ud fra.
Endelig har jeg i nogle år kaldt mig litteraturpolitiker. Det var, mens jeg var fagligt aktiv i Dansk Forfatterforening, bestyrelsen og BU-styrelsen, med afstikkere til Kunstrådets Repræsentantskab og et af de mange udvalg, som har undersøgt litteraturens vilkår i lille DK. Jeg har også eget forlag, og kender bøgernes tour de force hele vejen fra manus til læser.
Et langt skriveliv - og det er heldigvis ikke slut endnu.

Kontaktoplysninger:

Adresse: Hallssti 37, 1. th, 8000 Aarhus C Land: Danmark E-mail: Klik for at se e-mail

Medlem Af:

Aarhusgruppen, BU-gruppen

Online Referencer:

Besøg mig på:

Forlag: Landtryk Udgivelsesår: 2005

BALLADEMAGEREN SØREN

'Ballademageren Søren'
er en præsentation af og vejledning i brug af ikke-voldelig kommunikation.
Den gennemgår vores almindelige sprogbrug og viser, hvordan vi uafvidende modarbejder vores egne interesser, fordi vi bruger sproget på en afstandsskabende og konfliktoptrappende måde. Indholdet bygger bl.a. på 'girafsprog'.
Teksten indeholder teori og eksempler.
Til lærere, pædagoger og forældre.

ISBN 13: 978 87 9060 711 1

IH, HVOR ER DU DYGTIG! NÆH, HVOR ER DET FLOT!

– siger far til sin datter og får derved – helt uden at vide det – formidlet sit fokus på barnets præstationer, og sit fraværende fokus på hendes følelser og behov.

HAN ER VOLDELIG HAN ER EGOISTISK

– siger læreren om eleven uden at vide, at hun derved kun udtrykker fokus på elevens potentiale for at præstere – eller mangel på samme – og som følge heraf låser ham fast i et afmægtigt handlemønster.

BALLADEMAGEREN SØREN

handler om, hvordan vi via vores præstationsfokuserede sprogbrug afskærer os fra kontakt med både hinanden og de børn, vi har med at gøre som forældre eller professionelle.

Bogen viser, hvordan kontakt generelt har svære vilkår i dagens samfund, og at dette har negative konsekvenser for børns dannelse af selvværd og identitet.

I bogen gennemgås også, hvordan vi ved at ændre vores fokus og dertil hørende sprogbrug kan skabe den livsnødvendige kontakt og hjælpe børn til at lære handlemønstre, der møder deres behov og er konstruktive for alle parter.