Find oversætter

i 2018 vil de borgerlige revolutionere kulturstøtten

Nærværende artikel om den sorte regerings destruktion af dansk kultur- og åndsliv er med forfatterens tilladelse (og stor tak hérfra) spejlet fra Vagant

Af CHRISTIAN JOHANNES IDSKOV - 8. januar 2018

Mens Sverige og Norge forhøjer støtten til kunst og kultur, går Danmark den modsatte vej. I år vil den borgerlige regering knuse Danmarks Radio, Kvinfo og de kulturbærende institutioner.

 

Der var ikke meget at fejre på kunst- og kulturpolitikkens område i Danmark i 2017, måske lige bortset fra, at katastrofen blev afværget. Nu er den udsat til i år.

den nyligt indgåede finanslov for 2018 fandt man ingen af de store bebudede omlægninger af kunststøtten, som kulturminister Mette Bock (Liberal Alliance) ellers brugte en god del af sidste år til at forberede befolkningen på. I stedet forblev alt ved det gamle. Som det eneste parti havde Dansk Folkeparti et ønske om at prioritere midler til kulturen eller det, der reelt må kaldes restaureringsprojekter: Bevarelsen af vikingeskibene i Roskilde og 200-års jubilæet for Sønderjyllands genforening med Danmark. For resten af kulturbudgettet gælder fortsat de planlagte »grønthøsterbesparelser« på 600 millioner kroner frem til 2020. Sådan taler finansloven sit eget tydelige sprog: For de danske politikere er den frie kunst og kultur blevet en vanesag. Den er blevet helt og aldeles ligegyldig. Eller endnu værre: Noget de helst lever uden.

Ser man til de skandinaviske søsterlande er billedet fuldstændig anderledes. Som det fremgår i en artikel af Simen Joachim Helsvig blev den svenske regering og Vänsterpartiet i 2017 enige om et historisk løft af kunst- og kulturområdet – det største i 20 år. Fra 2018 vil den frie kunst blive tilført yderligere 115 millioner svenske kroner, mens litteraturen og kulturtidsskrifterne får otte millioner ekstra. Samlet bliver det svenske kulturbudget udvidet med 745 millioner svenske kroner. I Norge har støttepartierne Venstre og Kristeligt Folkeparti endnu en gang sikret, at der ikke kommer nogen besparelser på kulturbudgettet. I stedet øges Norsk Kulturfonds frie midler med 30 millioner norske kroner, mens man sløjfer de planlagte besparelser på 24 millioner på Udenrigsdepartementets kulturmidler. Takket være Kunstnernettverkets storstilet indsats er det samtidig lykkedes at sikre, at kunstnerstipendierne fra og med 2018 skal svare til 50 procent af den norske gennemsnitsløn.

Alt dette er prioriteter, som også kunne være foretaget i Danmark. Men i stedet fortsætter de borgerlige politikere i den anden retning, og bliver ved med at skære i støtten til kunsten og kulturen. Lægger man dette sammen med, at Dansk Folkeparti stort set er det eneste parti, der reelt har ført værdikamp på Christiansborg i de senere år, begynder resultatet snart at give sig selv: I fremtiden risikerer den danske befolkning at stå tilbage med en stærkt beskåret kunst- og kulturstøtte, som kun kærer sig om fortiden og borgerlige interesser.

For nogen lyder dette sikkert som et skræmmebillede, men faktum er, at støtten til det levende danske kulturliv i forvejen, efter mere end 15 års blå dominans, er bekymrende lav. Statens Kunstfond, som uddeler midler til arkitektur, billedkunst, design, film, litteratur, musik og scenekunst havde i 2017 cirka 570 millioner kroner til stipendier og projektmidler. I Norge er tilsvarende støtteordninger fordelt på flere fonde og institutioner, men den klart største, Norsk Kulturfond, havde sidste år, hvad der svarer til 682 millioner danske kroner til litteratur, musik, scenekunst og visuel kunst. I samme periode havde Statens kunstnerstipend, som dækker over de samme kunstarter, hvad der svarer til 230 millioner danske kroner til rådighed. Når der igen i 2017 blev sparet i de offentlige danske kulturmidler, var det altså med et udgangspunkt, som på forhånd var betydeligt dårligere end det norske.

Alligevel er det den danske regerings plan, at der skal ske drastiske ændringer og besparelser på kulturfronten i 2018. Kulturminister Mette Bock har allerede bebudet, at man agter at adskille orkestermusikken og DR’s Koncerthus, så blandt andet symfoniorkesteret forlader København og vil blive sendt rundt i landet; hun vil omlægge statstilskuddene til scenekunsten og museerne, så provinsen vil blive tilgodeset langt mere, end de allerede bliver; og så sigter hun og regeringen ikke mindst mod en ny mediepolitisk aftale, der betyder, at Danmarks Radio vil blive kraftigt beskåret – regeringen lægger op til en budgetbesparelse på 12,5 procent, svarende til 400 millioner kroner. Dansk Folkeparti vil have, at DR reduceres med 25 procent.

 

Faktisk burde der slet ikke være tvivl om, at de borgerlige er i gang med et frontalangreb på Danmarks kulturinstitutioner. I 2017 landede en rapport fra kulturministeriet, som alene på baggrund af økonomiske vurderinger foreslår en sammenlægning af alle statens kunstneriske uddannelser, herunder Forfatterskolen og Billedkunstskolen. Forslaget mødte umiddelbart modstand både fra politisk hold og institutionerne selv. Alligevel har Mette Bock tænkt sig at gå videre med planen: »Udfordringer forsvinder ikke ved, at man lukker øjnene eller stirrer sig blind på forslag til en organisationsstruktur,« sagde hun til Information.

Det var under samme påskud af effektivisering, at man sidste år besluttede at tage forskningsstøtten fra Kvinfo, hvilket reelt betyder, at man fra 2018 suger al kraft ud af det statslige videnscenter for køn og ligestilling.

Men dette er bare begyndelsen på de borgerliges hævntogt. Faktisk lød kulturminister Mette Bock næsten som en revolutionær, da hun sidste år udtalte til Altinget, at hun ønsker en drøftelse – og dermed også et opgør – med den »passive« kulturstøtte. Hun mener, at det er på tide at gentænke relationen mellem statslige kulturinvesteringer, kommunale indsatser og penge fra private fonde:

Vi kan helt sikkert lære af kommunerne, som i høj grad tænker kulturinvesteringer som et middel til at skabe økonomi, turisme og arbejdspladser. I stedet for at se kulturstøtte som flødeskum, der kommer, når alle andre opgaver er løst, synes jeg, man i langt højere grad skal betragte det som investeringer, der kan skabe udvikling.

Hvis man tror, at en sådan »modernisering« af kunststøtten er en måde at tilbyde kulturlivet nye muligheder på, tager man grueligt fejl. Dette er i grunden oplægget til et paradigmeskift og en total omlægning af kunstens eksistensberettigelse. Det viser vejen ind i en fremtidig kultur, som tjener en helt anden type menneske.

Mens de gamle velfærdspolitikere mente, at kunsten og kulturen skulle være med til at danne og demokratisere borgeren, er kunsten snarere i dag med for at skabe overskud på statsbudgetet. Dette er måske det sikreste tegn på, at Danmark, med den borgerlige regering i spidsen, er ved at opgive den socialdemokratiske velfærdsstat og i stedet, netop nu, i denne skæbnestund, er ved at kaste sig i favnen på professor Ove Kaj Pedersens konkurrencestat med økonomisk optimering som det eneste mål. Mens velfærdsstaten blev bygget på idéen om den demokratisk aktive borger, er den nye konkurrencestat skabt på idéen om borgeren som forbruger af den offentlige sektor, hvor alt gøres op i økonomisk nyttetænkning. Når kulturministeren i dag taler om kulturinvesteringer, taler hun slående nok ikke om investeringer i kunst og kultur, mennesket og borgeren, men i samfundsøkonomien.

Dette lyder sikkert som pengepolitik ad absurdum, og alligevel er det frygteligt logisk. For dette er blot et middel i den større sags tjeneste. Når Mette Bock kalder kunststøtten for »flødeskum«, er det ikke bare økonomisk nyttetænkning for fuld udblæsning, men et sikkert tegn på, at kulturministeren er ved at svinge sin ideologiske hammer. Faktisk er dette borgerlig politik, som de altid har ønsket den, og som de aldrig har været så tætte på at realisere.

Det lyder som en våd Cepos-drøm, og det er det desværre også: Det er et opgør med den statsstøttede kunst, som i de borgerliges øjne først og fremmest tjener og bekræfter velfærdsstats-ideologernes smag. Dette er et forsøg på at frigøre kunsten fra det, de ser som en kulturradikal elite. I stedet vil de udbrede kunsten til publikummet, til dig og mig, markedet og den laveste fællesnævner. Det er kulturkamp fra højre. Og den kommer nu.

 

 

2004 - 2018 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte