I hele september måned i år var jeg poet-in-residence i Stratford-upon-Avon – inviteret af poesifestivallen i Stratford og Hosking House Foundation til at bo alene i en lille, meget britisk-idyllisk landsby nogle kilometer fra Stratford, i en cottage med badekar og brændeovn.
Mine pligter under opholdet var at skrive en serie digte om Hamlet, at læse op to gange under festivalen og at besøge en skole og forestå en poesiworkshop med børnene der. Resten af tiden havde jeg til gengæld skrivero og mulighed for lange gåture over bakkerne mellem brombær og brændenælder frem og tilbage mellem min cottage og byen.
Jeg har været en del gange i London de seneste år til diverse konferencer og møder, men uden for London havde jeg ikke opholdt mig i England siden jeg som seksårig tilbragte et år i Leeds og gik i skole på Brudenell Primary School (svarende til folkeskolen).
(Skolen i Stratford-upon-Avon)
Min skoletid i England var præsent i mine tanker, da jeg forberedte mit skolebesøg i Stratford. Mine tanker kredsede f.eks. om hvor meget jeg kunne forvente, at syvårige kunne læse og skrive? Hvor mange børn er der i en engelsk skoleklasse? Er det en ren pige- eller drengeklasse? Går børnene i uniform? Er de vant til kreative opgaver? Og kan jeg få dem til at sige noget?
Jeg tænkte, at det trods alt var ret mange år siden jeg gik i skole i Leeds og at der måtte være sket en stor udvikling siden da – at den voldsomme kontrast, jeg selv havde oplevet mellem den danske børnehave jeg kom fra og den britiske skole jeg kom til med disciplin, skammekrog og børn i lige rækker, måtte være udvisket i årenes løb.
Udstyret med farvede ispinde, gennemsigtigt papir, små sedler og skriveøvelser nok til mindst et års skriveundervisning mødte jeg op på skolen den aftalte solskinsmorgen til et security check, og fik udleveret et plastikkort jeg skulle bære om halsen hele dagen som bevis for, at mit ophold på skolen var godkendt.
Derefter mødte jeg den ene af dagens to lærere, der virkede overrasket over at jeg ikke ville kaldes hverken miss eller mrs Brown, og ikke engang miss Cindy, men snarere insisterede på at børnene slet og ret kunne kalde mig ved fornavn.
De 31 uniformerede og forventningsfulde børn i klassen sad opdelt ved borde efter fagligt niveau. Ingen plads til nuancering – til at være stærkere skriftligt end mundtligt, god i et fag, men ikke i et andet, eller til at have sociale kompetencer. Det dygtigste bord var bagerst, og så gik det gradvist nedad, så det dårligste bord stod forrest, tættest på tavlen og læreren. Alle børn vidste nøjagtig hvor på skalaen de hørte til.
Sidst på dagen overværede jeg læreren direkte bruge børnenes placering som en mulig straf: Jeg er skuffet over at opleve denne skødesløshed med skolens ejendom; I er netop blevet placeret og nu jeg ser denne opførsel, bliver jeg da i tvivl om, hvorvidt alle er placeret ved de rette borde, lød det fra læreren, efter et mindre uheld med en lineal.
* * *
Jeg begyndte dagen med at spørge børnene, om de kunne lide poesi. DET kunne de. Jeg spurgte dem hvorfor, og en skov af hænder rejste sig, that’s a really good question, sagde læreren, lettere forundret, og begyndte at give ordet på skift til de poesielskende børn, der hæftede ord som ‘afslappende’, ‘sjovt’ og ‘overraskende’ på deres oplevelse af digte.
(dyr)
Vi gik i gang med at skrive. Jeg havde udleveret ét dyr til hvert barn. Dyret skulle de beholde hele dagen, og hver havde fået ét andet ord af mig; nogle begav sig ud i dagens første tekst med masser af fantasi og mange ord, andre var mere tøvende og forsigtige. I den næste øvelse skulle børnene give hinanden ord. Jeg bad dem om alle sammen finde et ’happy’ og et ‘scary’ ord, som de skulle skrive på to små sedler. Lad os tage et eksempel på tavlen, brød læreren ind, for at være sikre på, at alle har forstået opgaven. Giv mig nogle eksempler. Frygtsom, sagde en pige fra det dårligste bord. Det blev skrevet på tavlen. Solskin, sagde en dreng fra et af de mellemste borde. Solrigt rettede lærereren det til og skrev dette på tavlen. Zombie, sagde en pige ved det næstdygtigste bord. Nej sagde læreren. Det skal være tillægsord, det skal være synonymer for de to ord.
Jeg valgte ikke at udfordre lærerens autoritet. Men i min udgave af øvelsen skulle der ikke siges nej. Intet ord kunne være forkert. Ethvert ord kan være ‘happy’ eller ‘scary’ alt efter øjnene der ser, afhængigt af barnet der oplever verden gennem netop sine øjne, og gennem sproget, som barnet er i fuld gang med at udforske og udvide.
Lærerens underminering af min øvelse gjorde den flad og medførte da også tøven og usikkerhed blandt rigtig mange af børnene. Diktatet fik dem til at skrive ’frygtsom’ og ’solrig’ på deres små sedler i stedet for egne ord, så teksterne endte op langt mere ensartetede end tiltænkt.
(fortsættes i næste spalte)
(forts.)
(Et åbenbart nødvendigt skilt?)
Efter frokost kom børnene tilbage og hilste høfligt på den lærer der skulle være der om eftermiddagen, mens samtlige piger kom løbende hen og gav mig knus og stillede spørgsmål og gerne ville fortælle mig alle mulige ting de havde oplevet og tænkt over. Jeg tog det som en tilkendegivelse af, at jeg havde formået at møde børnene i øjenhøjde; at de følte, at jeg lyttede og var interesseret i hvad de skrev og havde på hjerte; at jeg så dem som ligeværdige mennesker. Jeg kan godt lide at dit hår er så rodet, sagde en af pigerne. Der var ikke megen plads til rod i deres klasselokale…
Om eftermiddagen var der en pause, hvor alle skulle ud på legepladsen. Børnene blev opdelt i gruppe A og gruppe B, som måtte skiftes til at lege. Som den tavse, lige række de gik frem og tilbage mellem klasselokalet og skolegården mindede de meget om min egen oplevelse i Leeds som seksårig; eneste forskel var, at børnene ikke længere var kønsopdelt, men gik på én samlet række.
I skolegården fortalte et par af børnene, at de var bekymrede for om de kunne nå at blive helt færdige med deres digte og tegninger, for det ville de så frygtelig gerne. Jeg mindede dem om, at læreren havde lovet dem 10 minutter mere, når vi kom ind igen,.
Da vi kom ind, havde læreren imidlertid ombestemt sig og satte omgående børnene i gang med at rydde op, så de kunne gå videre med noget andet. De fik heller ikke lov at læse op, som de var blevet lovet. I stedet sagde hun, at det var tid til at sige farvel og tak til mig, hvilket fik klassen til at sige: ’thank you, Cindy’ i kor, og jeg fortalte dem, at de havde været alletiders, og at jeg var imponeret over deres fine digte og glad for at have truffet dem.
* * *
Skolebesøget var alt i alt en berigende oplevelse at få med under mit ophold i Stratford, fordi jeg fik lov at opleve en almindelig engelsk skole i 2016 og møde og bonde med nogle skønne, nysgerrige børn, men det var også et tankevækkende indblik ind i en skoleverden, der ikke har udviklet sig betydeligt siden min egen skoletid i 80’erne.
På vej hjem langs floden havde jeg en folk song i hovedet fra 1978, hvor skolelæreren leverer følgende lektion til det fantasifulde barn, der benytter alle farverne, når det tegner:
Flowers are red young man/ and green leaves are green/ and there’s no need to see flowers any other way/ than the way they always have been seen.
Cindy Lynn Brown, 2016