1.
Poesi er ikke betinget af en religiøs eller anden metafysisk inspiration, som f.eks. Søren Ulrik Thomsen hævder i En dans på gloser, men forudsætter en åbning over for sproget, dets pludseligheder, overrumplende effekter og muligheder for at skabe noget nyt. Digte kan skrives hurtigt, være færdige ved en første nedskrift (jf. surrealisternes idé om automatskrift) eller omarbejdes over en eller mange gange, men de er aldrig udtryk for en bemærkelsesværdig inspiration, der skulle være uden basis i sproget og digterens plads i det. Ideen om en sådan inspiration tilsidesætter sprogets betydning og vigtigheden af digterens orientering i sproget, eller “inspiration” er udelukkende et synonym for en særlig hengivelse eller overgivelse til sprogets virke.
2.
Poesi består ikke i en genskabelse af et tabt objekt. Det er muligt, der er et tabt objekt i digteren liv, som spiller en rolle for digterens arbejde og produkt (digtet), men digtet er ikke en genskabelse af det tabte objekt, men noget andet, et nyt objekt, hvori det tabte evt. dukker op i en ny form. Det tabte kan aldrig genskabes i sin helhed. En hermed ofte fremsat idé om et oprindeligt tabt objekt er en fantasiforestilling. Subjektet (den talende menneskelige væren) har ikke tabt noget, når det får plads og ’fødes’ i sproget. Subjektet eksisterer ikke forud for dets plads i sproget, før det tildeles og finder en særegen plads i sproget. Det udelukker dog ikke, at visse digtere forsøger at genskabe et ’tabt’ fantasiprodukt.
Men digte består i skabelsen af noget nyt, idet digteren åbner sig for sprogets overrumplende og overraskende aspekter. Det nye tager ikke nødvendigvis udgangspunkt i noget, der allerede eksisterer, men kan opstå på baggrund af intet. Creation ex nihilo. Papirets eller skærmens hvide side udgør en særegen repræsentation af dette intet. Dette intet er ikke identisk med det nye, men er en rest i det. Det nye eksisterer ikke uden dette intet eller denne rest, der udgør en kilde til det nye, men kan aldrig omsættes til sproglig betydning.
3.
Poesi tager udgangspunkt i det private, men er ikke det private. Selvom det private aldrig er helt privat, eftersom det kun er privat som en modsætning til det, som subjektet vil dele med andre, er digte ikke en ren fremsættelse af det private til en offentlig sfære, dvs. til læserens og tilhørerens sfære. De udgør en særlig transformation af det private til noget, der befinder sig på kanten mellem det private og det offentlige. Det er en omformning af det private, som gør det intime til noget, der ligger uden for det intime, hvormed det mister sin evt. pinlige, skamfulde eller umiddelbart angstfulde form for digteren (subjektet), og hvormed det samtidig kan interessere andre.
Det intime bliver ekstimt, [1] uden at det af den grund bliver til et rent eksil i forhold til digterens (subjektets) private sfære. Det private bliver i denne transformation til noget alment ’privat’, der ikke drejer sig om narcissistisk samhørighed mellem digtets (digterens) og læserens verden, som man f.eks. ser det i visse popsange. Digte er derimod et eksil, som alle kan dele, uden at nogen modtager af digtene er helt udelukket fra eller er helt til stede i dette eksil. Digte er ydre eksilser for det indre, hvor digteren og læseren (hvis første udgave i øvrigt er digteren selv) mødes, uden at de mødes i en hermetisk intimsfære. Digte er sproglige eksiler for det subjektive indre.
4.
Poesi er ikke et monologisk sprog, som man bl.a. antager inden for en nykritisk tradition (for en sådan idé se f.eks. Peter Stein Larsen: Drømme og dialoger. To poetiske traditioner omkring 2000.). Der er ikke tale om en monolog, der evt. er henvendt til en bestemt instans (Gud, den elskede kvinde e.l.), selvom digte kan rumme en sådan henvendelse. Der eksisterer ikke et monologisk sprog, eftersom det ville være et sprog, som kun den, der var grebet i/af det, ville kunne forstå, og alligevel ville dette subjektet ikke engang være i stand til at forstå det, eftersom de ’ordbøger’ eller ’grammatiker’, som ellers er indeholdt i sproget, ville ophøre med at fungere. Et rent monologisk sprog ville derfor være et særligt sprog, som ikke en gang det subjekt, der er grebet af det, ville kunne forstå.
Ethvert sprog eller ethvert arbejde med sproget forudsætter ideen om en modtager for dette arbejde, og denne modtager er ikke den instans, som et digt eksplicit kan henvende sig til i kraft af en apostrofe (Gud, den elskede kvinde osv.). Derfor er digte altid polyfoniske, uden at de af den grund nødvendigvis skriver flere former for diskurser op mod hinanden, selvom de ofte gør noget sådant. Denne polyfoni vil dog altid kunne spores i delingen mellem digtets udsagn og udsigelse (måden hvorpå udsagn fremsættes). En deling der også rammer digtets jeg.
5.
Den instans, der evt. taler umiddelbart i et digt, f.eks. et jeg eller vi, er ikke ansvarlig for digtet, dets opbygning, retorik eller metrik, men er en instans i digtets sprog. Den egentlige ’ansvarlige’ for digtet er den instans, der står inde for digtets opsætning og samtlige ord, herunder den stemning, som et jeg kan være underkastet i digtet, altså også for jeget. Denne instans er derfor ikke kun ansvarlig for digtets udsagn, men også for måden, hvorpå disse udsagn fremstår, dvs. udsigelsen. Udsigelsens instans, som også kan betegnes som udsigelsens subjekt, er den egentlige ansvarlige for digtet.
Digtes udsagn er på paradoksal vis samtidig det, der udgør oprindelsen til udsigelsen. Der består derfor en særlig spænding mellem udsagn og udsigelse, der ikke kan ophæves og som gør, at en fortæller, et jeg eller vi, i digte altid er mindre end selve digtet og dets udsigelse, end udsigelsens subjekt.
6.
Poesi er forsøg på at gribe det, som sproget ikke kan gribe, eller begribe det ubegribelige og uudholdelige i den menneskelige eksistens. Kønnet, døden, kroppen, kroppes fragmentering og skriftens tavshed er dele heraf, ligesom sprogets egen mærkværdigheder er det. Det gælder f.eks. den enkle egenskab, at sproget til tider overvælder subjektet, der befinder sig i det og som det ikke kan kontrollere eller beherske fuldt ud, samtidig med at subjektet evt. kan forandre sig i kraft af dette sprog. Sproget er både subjektets oprindelse, værensform og det sted, hvor det kan overvældes eller omvæltes af bogstaver, stavelser, ord eller sætninger. Det er digtes force at virke inden for en sådan omvæltning.
7.
Poesi er ikke (narcissistiske) forsøg på at gøre sig udødelig, selvom nogle digtere sikkert håber herpå (de bliver formentlig skuffede, når de dør), men er et arbejde med sproget og dets grænser, med sprogets forhold til det ubegribelige og uudholdelige (i det følgende også kaldet det reelle). Det er umuligheden af at lægge dette arbejde fra sig, der er poesiens oprindelse. Det er det, som driver digteren som subjekt frem (det udelukker dog ikke, at visse forfattere på tvangsneurotisk vis forestiller sig, at døden overvindes i kraft af deres værk).
___
[1] : Ordet ’ekstimt’ udgør en særlig sammenskrivning af ordene eksil og intim. Det indre, der ikke kendes af subjektet selv, viser sig uden for det i en form for eksil.
Denne umulighed er endvidere bestemt af en særlig nydelse i arbejdet med sproget og dets grænser. Af en særlig glæde iblandet frygten for det, der opstår af de ord, som står frem på særlig vis på papiret eller skærmen. Er denne frygt eller et lignende chok ikke til stede, er der næppe tale om poesi. Poesi er en stille og sitrende angst i sprogets særlige virke og tavse skrig.
8.
Den stemning, som poesi vækker hos læseren, er bestemt af de forhold til det ubegribelige og sprogets mærkværdigheder, som digtet rummer. For nogle læsere kan dette blive for meget, og en mulig reaktion (forsvar) er kedsomhed, der udgør en afvisning af digtet (selvom der naturligvis også eksisterer digte, som kan være kedelige, fordi de ikke formår at fascinere den enkelte læser). Kedsomhed kan derfor dække over en angst, som digtet aktiverer, eller en for stærk nydelse. Vækker digtet derimod ingen nydelse, fascinerer det ikke, kan det være, fordi dets måde at fremskrive sprogets virke og dets grænser ikke vækker nogen genklang hos den givne læser, men måske gør det hos en anden læser. Ethvert subjekt har sit særlige forhold til det reelle, ligesom ethvert digt fremskriver et singulært forhold til det reelle. Hvis digtet skal fremskrive en nydelse hos læseren, må der være en særlig ’genklang’ af det reelle i det.
Selvom en digter fascineres af sine digte, og dermed lader nydelsen og angsten være til stede i sin læsning af dem, er det altså ikke ensbetydende med, at enhver læser vil eller kan gøre det. Litteraturhistorisk og tekstanalytisk foreligger der et projekt i at indkredse de vidt forskellige og singulære forhold til det reelle, som forskellige digte og forfatterskaber fremskriver. Det er sikkert et umuligt projekt, men mere spændende end mange andre eksisterende.
9.
Poesi kan lige så lidt som andre sproglige frembringelser opdeles i form og stof eller udtryk og indhold. Sprog er altid på en gang form og stof eller udtryk og indhold, og det giver derfor ikke nogen mening at forsøge at skelne mellem disse instanser. Poesi består af bogstaver, der nogle gange er sammensat i ord, andre gange ikke, som nogle gange kan læses (op), andre ikke, samt de særlige rum, der befinder sig mellem ordene.
Disse mellemrum er også metonymier for det reelle, som digte kredser om og fremskriver på særlig måde. En særlig metonymisk effekt optræder med enjambementet (linjebruddet).
10.
Poesi er ikke et værk, hvis værk forstås som en afsluttet enhed. Et digt er aldrig en afrundet helhed, selvom det er færdigskrevet og intet mere kan eller bør skrives til det, men et fragment i sproget eller sproglige fragmenter, der er samlet i de ord og mellemrum, som digtet udgør. Poesi er et særligt væv, som Roland Barthes siger om teksten, der adskiller sig fra det narcissistiske (ophøjede) værk. Et væv der forbinder sig med andre tekster (f.eks. intertekstualitet og allusion) og som rummer sine særlige ubegribelige ’huller’ i forhold til enhver meningsdimension.
11.
De historiske, politiske eller andre vigtige begivenheder som et digt fremskriver, og som reelt har fundet sted (f.eks. Auschwitz og Hiroshima), tilhører ikke digteren, lige så lidt som det ’private’, som digteren har transformeret over i digtet, gør. Det er begivenheder, der tilhører alle, der forholder sig til digtet, hvormed det bliver til særlige begivenheder for dem. Det er tilmed begivenheder, der har fået særlige udtryksformer i kraft af digtet.
12.
Digtes retorik eller særlige typografiske opstilling er ikke ornamenter, som digtet pynter sig med, men er selve nerven i digtene. Uden en særlig retorik eller typografisk opstilling er der næppe tale om digte. Metaforen, metonymien og allegorien er formentlig de vigtigste retoriske figurer, mens enjambement måske er det vigtigste typografiske aspekt, som, i hvert faldt virtuelt, er knyttet til digte. Enjambement er måske tilmed, som Georgio Agamben anfører, det særlige træk, der adskiller digte fra andre litterære genre. Enjambement sprænger muligheden for at reducere digte til semantiske fænomener, ligesom forholdet til det reelle i øvrigt gør.
Digte kan ikke reduceres til retorik eller typografisk opstilling, da de altid relaterer sig til det ubegribelige. Retorikken er i den forstand kun en udkrystallisering af resten, af det ubegribelige, inklusive sprogets særlige ubegribelighed, der kan indkredses med metaforen, at sproget smerter.
13.
Poesi er et samlingspunkt for en skrift, der ikke kan omformes til tale, og en tale, der støtter sig til digtets ord samt typografiske opbygning og som ikke kan reduceres til skriften på siden. Digte er, med en metafor, en bro mellem skrift og tale eller blik og stemme, der er de to forudsætninger, som ethvert digt involverer. Digte er spændingen mellem skrift og tale, blik og stemme, vision og oplæsning.
14.
Digte udgør altid en særlig rytme, når de læses op (for så vidt som de kan det), ligesom alle andre sproglige ytringer gør. En sådan rytme kan være tvunget i metriske mønstre, der i den forstand er udgør en modsætning til det, der kaldes frie vers. Men frie vers er ikke ’frie’, fordi de har frigjort sig fra metrik. Det er derimod metrikken, der indsætter en særlig tvang i almene, sproglige rytmer. Hvis ordene ’fri’ og ’tvang’ i øvrigt skal bruges, må vi være opmærksomme på, at vi alle taler med en vores egen rytme, som vi ikke blot kan lægge fra os. Sprogets rytme udgør derfor en særlig sproglig tvang, og metrikken – hvad enten man sætter pris på en sådan eller ej – kommer oveni.
15.
Digte vil altid være omvæltende i forhold til etablerede diskurser eller sproglige udtrykssammenhænge. Det gælder også normer for genrer, som det fremgår af f.eks. Knud Steffen Nielsen: Det gør ikke rigtigt ondt på fisk samt Lars Skinnebach: Enhver betydning er også en mislyd, hvor Roman står som overskrift på flere sider. Ikke fordi de udgør særlige overskridelsespraksisser eller avantgardistiske processer, selvom de kan gøre det, men fordi kun et omvæltende aspekt kan sikre eksistensen af det nye og forholdet til intet og det ubegribelige (det reelle). De udgør i den forstand en særlig undtagelsestilstand, som Agamben anfører, der ikke kan adskilles fra den historiske samtid, som digtet er blevet til i. Digtet er i den forstand historiske aftryk, der ikke ligner eller efterligner historien, men gør historien til et særligt fænomen i digtet.
René Rasmussen