Find oversætter

At forbedre verden med poesi

Efter det amerikanske præsidentvalg  d.8. november 2016.

Af Cindy Lynn Brown - 23. oktober 2017

 

Jeg var langt fra den eneste der fulgte med på diverse hjemmesider i en stadig mere lammende fornemmelse af chok og desperation efterhånden som resultatet af det amerikanske valg stod klart d.8. november 2016.

I et års tid forud for valget havde jeg nærmest tvangsmæssigt set udsendelser og klip og læst om valgkampen dagligt. For første gang nogensinde havde jeg benyttet mig af den stemmeret mit dobbelte statsborgerskab giver og stemt i Illinois. Det måtte da gøre en lille forskel. Jeg havde set frem til endelig at kunne ånde lettet op, slippe min afhængighed, blive clean og få plads og ro til helt andre nyheder. Sådan skulle det ikke gå.

Der er snart gået et år, men det er aldrig blevet hverdag at have sådan en præsident som ”leder af den frie verden”. Og han er langt fra det eneste skræmmende fænomen i verden i dag. Der er rigeligt at være foruroliget over, der er grådighed, kynisme og narcissisme, hvor der burde være empati og solidaritet. Penge og systemer prioriteres ofte over mennesker, hvor beslutninger træffes internationalt og i de fleste lande. Der er millioner af mennesker på flugt og der er millioner af mennesker, hvis stemmer ikke bliver lyttet til. Ikke at lytte til andre stemmer end dem vi i forvejen er bekendte med (og dem vi forventer at være enige med) betyder, at vi ikke udvider horisonten, ikke opdager nye perspektiver og ikke forstår erfaringer, der er radikalt anderledes end vores egne.

 

Digtere har ofte et skævt blik på verden. På omgivelserne og medmenneskene. Digtere har ofte en skærpet opmærksomhed. Digtere bemærker ofte manglende præcision og skred i sproget. Digtere tiltrækkes derfor ofte af andre digtere som samtalepartnere. Og noget af det allerbedste at gøre, når jeg rejser er, i min erfaring, at opsøge andre digtere. At finde oplæsninger at gå til eller at skrive til digtere, der bor i landet, og aftale at mødes. For at udveksle viden, erfaringer og digte. Det er der, jeg hører de andre fortællinger om landet end de officielle. Det er der jeg begynder at ane det liv der leves med bekymringer, irritationer, tabu, glæder, stolthed og humor. Det er der mit eget blik på det jeg tager for givet forrykkes og min verden bliver mere nuanceret og kompleks.

Når jeg ikke selv rejser bruger jeg en anselig del af min tid på at invitere udenlandske forfattere til Danmark. Jeg anser dette for en form for politisk handling. Poesipolitisk aktionsarbejde. For ikke at være alene om at få rykket mine forhåndsopfattelser og udvidet perspektivet. For at invitere så mange mennesker som muligt til at lytte til andre stemmer end dem, de allerede kender og er trygge ved. Fordi det ikke er nok at benytte sig af sin stemme på valgdagen.

Fordi litteraturen og kunsten er en åbning mod forståelse og erkendelse i modsætning til grænsemure og lukkede døre. Fordi verden mere end nogensinde har behov for tolerance og nysgerrighed. Verden mangler poesi

2004 - 2017 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte