Find oversætter

Hvordan går det?

billedet viser et fragment af den Hippokratiske Ed fra ca. 300.

 

Af Kenneth Krabat - 29. januar 2018

I mine unge rejseår i USA og ved møde med nordamerikanere i verden har jeg oftest taget spørgsmålet How are you doing alvorligt.

Pinlighederne er glemt, men det var gerne noget med at redegøre for de ting, der stod i vejen i dagen – smerter, modstand fra partnere ude og hjemme, bump i vejen – og af og til glædesudbrud over andres anerkendelse af mit arbejde, eller gennembrud i egen eller andres udforskning af livets muligheder.

At folk var komplet ligeglade med mine opregninger af forskelle var svært at fatte – og jeg kan stadig spørge mig selv, om udtalt indholdsløs imødekommelse virkelig skal være bedre end afventende neutralitet, fast håndtryk.

2014 blev jeg diagnosticeret med tungekræft.

Behandlingen af min diagnose bestod i 33 daglige møder på Rigets strålingsafdeling. En organiseret gruppe af mine venner fulgte mig frem og tilbage mellem min (daværende) kærestes lejlighed og Riget seks dage om ugen. De så mig forsvinde og min interesse for omverden byttet ud med rutiner og morfin. Mens de fjernere bekendte kun med stor forsinkelse bemærkede behandlingens effekt på min krop og mit væsen. At jeg begyndte at tale igen. Forholde mig til mine behov igen.

Da strålebehandlingen ophørte, forsvandt jeg tilbage til mit eget hjem, så kæresten efter daglig og loyal pasning og sondemads-tilberedelse kunne få livet med sin søn tilbage. Med daglig sondemand fra egen saftpresser fortsatte hverdagen og vejen stort set lige ud.

 

Når man ér eller har været syg og normaliteten henvist til fortiden og en ubekendt fremtid, er Hvordan har du det? et svært spørgsmål. I Hvordan går det? ér der dog særlige aftryk, hvis spørgsmålet er ægte. En tydelig usikkerhed, måske frygt for mere Dødens Uundgåelighed end dagen skal rumme, måske ubevidst et spørgsmål om fortsat at ville satse på mig, måske interesse af hjertet. Umuligt at afgøre.

Jeg kunne intet mærke. Havde ingen varme følelser for noget. Intet der brændte i mig, intet der betød noget ud over at passe morfin og dunke med sondemad på klokkeslet. Helt alene i min egen verden.

At måtte genlære at kunne høre forskel var endnu et af sygdommens tab. “Du går stadig i behandling, ikke? Så, hvad siger lægerne? Er du rask? Er du stadig ved at dø? Er der noget at gøre? Hvad gør du selv? Hvad kan du gøre? Hvad kan man gøre? Er der håb?”

Hvad fanden svarer én, der tænker i sammenhænge?

 

Hvordan jeg havde det blev i månedvis synonymt med mine oplevelser i Sundhedssystemet. Fordi mine finere fornemmelser var skudt til himmels af min overlevelsestrang, fortalte jeg hensynsløst og uafvidende de samme historier om skuffelse og følelse af svigt igen og igen og igen:

Om altid at føle mig som et nummer, aldrig føle mig set.

Om aldrig at have den samme læge 2 gange.

Om at blive mistroet af lægerne i forhold til indre sansning af min egen krop.

Om kolde kropsmekanikere, skodalæger, der kun oppede sig når den dødstruede patient selv havde overskud og udefrakommende støtte til at kæmpe for individuel behandling.

Om de udglattende, varme, handlingslammede sygeplejersker med mundkurv på.

Om den yngre reservelæge, som stolt fortalte, at lægerne nu var begyndt at modtage undervisning i psykologi – “det der empati” – 2 timer hver fredag.

Om overlægen, der blev træt af at høre på mine beklagelser over kirurgernes u-deltagelse og sendte mig til stråling frem for under kniven.

Om mængden af ultrakonservative professionelle i behandlingssystemet, som hovedløst agerer på Sundhedsstyrelsens dekreter og åbenlyst vasker hænder over for patienter, der tænker og selv søger svar.

 

Om jeg fik skrevet noget, eller gjorde andet af betydning i min dag, spurgte kun få ind til. Og jeg fortalte ikke, at jeg ikke gjorde. Eller at jeg trods alt var levende nok til at vide, at jeg for første gang ikke blot var uden for det normale samfund; at jeg var udenfor, nu uden et formål med at være udenfor. At jeg intet kunne føle for noget eller nogen. At alle mine tanker var 2-dimensionelle. Længe indså jeg end ikke min egen smertestillelse og rystelse.

Mange havde lettelse i stemmen, og mente “bedre end sidst”, når de sagde: Du ser godt ud! En ven og broder sendte mig sit foto fra S-toget, hvor jeg bliver fulgt til behandling og ligner en dødsmærket junky; fotoet hænger stadig på væggen og minder mig om min ven.

Jeg husker dagen, hvor jeg var trappet helt ud af morfin-afhængigheden og skrev min første brændvarme, strømmende tekst igennem seks måneder. Denne følelse i brystet af sejr. Og dérefter, som om noget i mig kun ville bevise, at jeg ikke var slået… intet af relevans i de følgende otte.

Det var en tid uden mange minder.

 

Hen ad vejen begyndte virkeligheden at dukke frem af hverdagen, og jeg kunne tænke mig selv lidt op i højderne igen, hvor at være alene blev den vanlige tuskhandel for at kunne se mønstrene i det hele. Men jeg havde så sandelig også gentaget de samme historier til enhver sagesløs på min vej og fået lidt øvelse også i den døde tid.

Fra højderne kunne jeg se, at Sundhedsstyrelsen var og blev i lommen på medicinalindustrien – at sygehusvæsenet var et oldgammelt hierakisk system, hvor ingen fik lov til væsentlig forskning, hvis ikke medicinalindustrien støttede med kolde kroner, og at ingen fik lov at efterleve udenlandske resultater, før allerede budgetteret forskning var tilendebragt og alt var malket ud af det danske sundhedsvæsen og udlandet stod klar med nye mediciner og behandling at sælge danskerne. Og hvordan lægerne ikke blot var fanget i hierakiet; de blev også udvalgt til at passe ind i dette autoritære system. Og hvordan dette naturligt smittede helt ned til plasticstolen hos den selvstændige ørenæsehalslæge og den første diagnose som “Du ved godt selv, hvad det er, ikke?!”

Jeg forstod også, hvad kræftlægernes angivelse af planmæssigt ankommende depression egentlig betød. At denne re-boot af min virkelighedsopfattelse var en almindelig konsekvens af diagnose, behandling og senfølger, og selv uden for statistik trods alt velkendt, at jeg måtte igennem bespørgelse af alle aspekter af meningen med at leve – uden nogen at konsultere. Og at velfærdsstaten… hvis den, ud over benhårde påkrav til enhver sygemeldt om hurtigt at blive arbejdsparat til gen-indpasning i lønslavesystemet, nogen sinde har haft budget til eksistentielt velbefindende, ville også dét blive sparet væk til fordel for opmuntring af de allerede velstående, og begrebet erstattet af ordet “Sundhedsstaten”, trykt på alle statens hjemmeside på en baggrund af et billede af gulerod og pisk.

Måske stod jeg ikke så langt oppe i bakkerne som før, men jeg kunne godt mærke igen.

 

Spørger nogen i dag, hvordan det går, svarer jeg: “Jeg er her endnu”. Ikke for at slippe for at svare eller være afvisende, men fordi kampen for mening og værdi på ingen måde er forbi.

Måske den reelt først lige er begyndt.

 

2004 - 2018 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte