Find oversætter

Møder med læserne

Når forfatteren forsøger at få værket til at balancere med afkastet.

Af Claus Willumsen - 16. oktober 2017

Det er det personlige møde, der tæller, når jeg gør status

Det er ikke fordi, at jeg er ved at nedlægge mit hverv som forfatter, at jeg skriver “status”. Jeg har bare oplevet flere gange nu, at det personlige møde med læsere er vigtigere end anmeldelser og berømmelse/kendthed.

Det er i mødet med læseren, at al besværet (men også glæden) ved at skrive bliver det hele værd. Det er jo i sidste ende læseren, der (eventuelt) får en god oplevelse med at læse mine ting – og derfor også læseren, der er vigtigst, når det hele skal gøres op.

(Nu er anmeldere jo også læsere, men de er jo ikke rigtige læsere, vel? De vurderer et værks litterære værdi ud fra andre (professionelle) kriterier end én, der læser for “sjov”).

“Vi læste op for hinanden, i bilen og på hotellet”

Jeg vil meget hellere have den enkelte læsers mening end alverdens anmelderes. Anmeldelser kan sælge bøger, men de kan ikke give dig den der … glæde eller … stolthed over, at have gjort et andet menneske glad, bare ved at læse noget, du har skrevet.

Da “Berømte Sidste Ord” (2009) havde været på gaden i 2-3 år, mødte jeg et par, der fortalte mig, at de havde læst alle novellerne højt for hinanden på et ferieophold. Mens han kørte, læste hun noveller op. Og de havde grinet og filosoferet over flere af novellerne, både i bilen og på hotellet. Og de fortalte, at det var noget af det bedste, de havde læst i mange år. 

Så bliver man glad. Jeg tror ikke, at mine noveller er geniale eller noget, men at få at vide, at man har givet folk en oplevelse, som de husker er ret fedt. Jeg tænker, at de er ramlet ind i den rigtige bog på det rigtige tidspunkt, og at det var min bog er jo fantastiskst.

“Den har betydet meget for mig”

For nylig sad jeg ved et bål i Gyldendals gård til en reception. Dér fortalte en kvinde mig, at min roman om punk og BZ, “Belejringsdage” (2014), havde gjort hende glad og melankolsk på samme tid. Og at jeg havde ramt i nerve i hende, som hun havde glemt eksisterede – og det var godt. 

Wow, jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Og da hun sagde, at “Belejringsdage” havde betydet meget for hende, måtte jeg bare synke en klump og takke.

Tænk engang: Jeg har skrevet en bog, som har givet en person sådan en oplevelse!

“Jeg har skrevet en sang, inspireret af dit digt”

Og for at det ikke skal være løgn, så kommer der snart et nummer på en CD, som er inspireret af et af mine digte fra “Konfigurationer” (2015).

Ja, rent faktisk er det ikke bare inspireret af digtet: Sangen er en blanding af digtet og sangskriverens egen tekst. Det er ret vildt, at der er en sangskriver, der direkte bruger min tekst i en sang. Det betyder, at jeg har ramt en klangbund. Og det kan da næsten ikke blive bedre, kan det?

At jeg direkte har inspireret andre i deres arbejde – det er stort.

At give folk en oplevelse, det er det hele værd

Det er jo derfor, jeg skriver!

At dele, hvad jeg har på hjerte med andre, at give “noget” videre til andre … Det er nok for mig. Hvis jeg kan inspirere mennesker i deres dagligdag, så har jeg gjort et godt stykke arbejde. 

Og at få det at vide, direkte, af en læser … Det er meget bedre end anmeldelser, popularitet, berømmelse. Jeg vil hellere give én person en fantastisk læseoplevelse end at have halvtreds, der bare trækker på skuldrene.

Og det vil jeg huske på, når jeg ser på manglende anmeldelser, bogsalg og nul interaktion på Facebook. Det er det, der skal drive værket.

2004 - 2017 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte