De taler om at vende døgnet. Åh, det er svært at få vendt døgnet efter juleferien, siger folk. En meningsløs frase for mig, der aldrig har vendt et døgn på nogen anden måde end det selv vil. Aldrig har kunnet tvangsvende en døgnrytme til at indordne sig ydre omstændigheder, mødetidspunkter, krav fra skemaer og systemer og strukturer og samfundets kasseformede indretning. Det er ligegyldigt om det er en enkelt morgen eller adskillige uger i træk, at jeg skal tidligt op. Jeg kan ikke sove tidligt, jeg kan blive så udmattet til sidst at jeg en enkelt aften falder om ved ellevetiden, så har jeg sovet og har mere energi dagen derpå og er på ingen måde klar til at sove igen, før klokken er tre om natten.
Jeg er rasende, når jeg vågner, dagen brutal. Øjnene kunne være myggestik og i spejlet er de bittesmå, men nu foregriber jeg. Første kamp er at komme ud fra dynen, første stadie er at sidde op, åbne det sorte rullegardin, åbne vinduet, så kulden og det grå lys kan tvinge søvnen ud af kroppen, men kroppen vil ikke, den vil pakkes ind i den bløde dyne og ansigtet vil ikke, ansigtet vil lukkes om sig selv og de mareridt der sidder indvendigt, ikke støde ind i de udvendige. Det er en tåge jeg går i og den letter ikke, det er en forsinkelse en forskydning i alle bevægelser, et brændende punkt i panden når jeg forsøger at koncentrere mig. Det er en overvældende craving efter kaffe, sukker, fedt og junk, det er huden der bliver mat og grå, det er raseriet, stemmen der siger det er uretfærdigt, det er urimeligt, det er råt.
Flere dage inden jeg skal tidligt op fylder tanken mig. Bekymringen. Hvordan søvnen vil svigte og tappe energi fra hele dagen. Dagen vil gemme sig bag en hinde, jeg kan række ud men aldrig nå den. Ikke formulere mig klart, være opmærksom, være mig, mit natteklare jeg, der tænker skarpt og rent og skal mobilisere alt for at overvinde modviljen mod at lægge mig ind i min seng og forspilde den bedste energi, døgnets bedste timer. Slukke ned. Alle de såkaldte gode råd: Sovemaske, ingen skærm, ingen kaffe, spis kirsebær, træk vejret, træk vejret, træk vejret. Vær i kroppen. Mærk vreden. Lad tankerne flyve væk. Men det eneste jeg mærker behov for er at skrive.
Realiteten er bare, at huslejen skal betales, og aftalerne skal overholdes, og der er mad og kaffe og tandpasta og kattegrus og bøger at købe, og alt koster penge og penge koster tid, og den tid skal afleveres om morgenen, uanset om jeg har sovet eller ej. Og andre mennesker kan godt stå tidligt op og behøver ikke natten til andet end søvn og smiler hånligt ved tanken om, at der skulle være noget svært ved det, noget svært ved at falde ind i søvnen på kommando og vågne frisk og skinger på samme tid hver morgen.
Jeg er obsessive. Jeg noterer, fører statistik og læser om søvn, skriver digte om søvn i stedet for at sove om natten. Jeg er nocturnal. Ordet findes ikke på dansk. Jeg er et nattevendt, natorienteret natvæsen. Jeg udskyder og udskyder søvnen, eller jeg længes og griber så krampagtigt efter den at den smuldrer mellem mine øjenlåg og fingre, og når jeg endelig sover er det kun den fnuglette søvn, der ikke fornyer, ikke genopbygger, ikke er et skud af energi, og så flænser alarmen søvnen ud af kroppen.
Jeg vågner til et nyt døgn, der vender akkurat som det plejer og modsat normer og systemer og strømlinet hverdag svøber sig om kroppen og passer præcis til min egen utilpassede rytme, vågner skrøbelig som et lille barn, aldeles rasende.
Cindy Lynn Brown