Find oversætter

Om at slutte

Af Jesper Lützhøft - 25. september 2017

Det er min erfaring, at der på de fleste spørgsmål er mere end ét svar, så længe der ikke er tale om helt faktuelle sager så som brøkregning og hvor mange ben, en flue har. Så, at stille spørgsmål som:

‘Hvornår er noget færdigt?’, ‘Hvornår er et stykke musik, et billede, et digt færdigt’ eller

‘Er der altid kun én rigtig slutning?’ kan for den vidtløftigt tænkende hurtigt ende med uendelige svar, der risikerer aldrig at kunne slutte, fordi der altid er endnu en svarmulighed.

Det blev aktuelt for mig for kort tid siden, da jeg sad og arbejdede på, hvad der bliver min næste bog – et slags langdigt med titlen ‘Venter på mig selv til sidst’.
Efter i måneder at have rykket rundt på tekstdele, slettet og tilføjet hele afsnit eller enkelte linjer, og gennemført en række interventioner i digtet fra højre side, skete der pludselig dét, at jeg, efter at have flyttet endnu et komma, halvhøjt sagde til mig selv: “Hov, nu er det færdigt”.

Men havde jeg ret?

Tja, der er mere end ét svar – f.eks. ‘Ja, på en måde’, ‘Ja, tilsyneladende’ eller ‘Ja, foreløbigt’.

Siden har jeg kunnet læse teksterne uden den konstante fornemmelse af at jeg læste for at redigere; jeg har ikke kunne ændre mere i teksten, hvilket ikke er det samme som at jeg finder alt fortrinligt, men igen ér der den fornemmelse af, at alle brikker er faldet på plads. At foretage en tekstanalyse, en ordoptælling og en mikroskopisk gennemgang af krydsreferencer vil efter mit bedste skøn kun bekræfte min klare fornemmelse – ja, det er færdigt.

 

Men hvorfor vidste jeg det så pludseligt? For jeg kan ikke sige, at det var min hensigt at afslutte digtet den dag; da jeg satte mig regnede jeg stadig med 2-3 ugers arbejde.

Jeg tror at det har at gøre med min skoling som musiker, hvor formen i visse musikalske sammenhænge, om ikke definerer indholdet totalt, så alligevel bestemmer hvorledes indholdet kan udfolde sig, så formen og indholdet styrker og forløser hinanden.

Og var det i al enkelhed, fordi jeg pludselig så, at der nu var en form på den lange tekst – at der var lagt signaler ud i begyndelsen som var opfanget hen imod slutningen, og at den lange bue nu udfoldede sig, om ikke uden små omveje eller vildveje undervejs, så alligevel set lidt på afstand med den kurve den skulle have?

Men hvorfor, det kom som et erkendelsesglimt og ikke som resultat af en bevidst efterforskning, kan jeg ikke svare på, og ønsker det heller ikke. For det er jo bl.a. for at få den slags oplevelser, at jeg skriver ord ned i lange linjer.

I en samling, der også ligger og venter på at finde sin form, fandt jeg i forbindelse med at ville skrive disse linjer følgende digt, der på en måde måske siger det samme:

 

Der er månen

fuglene

erindringen og den elskede

 

Nu kan digtet begynde

 

Der mangler vreden for helvede

og et stykke jern bøjet som silke der falder

fra himmelen

fløjlsflyvemaskiner og

gudindeguirlander

en seddel på det lille bord i det aflåste børneværelse

og naboer der kigger væk

når vi mødes på trappen

 

Nu kan digtet slutte.

2004 - 2017 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte