Find oversætter

Om en selvudgivers selvopfattelse

Af Jesper Lützhøft - 3. juli 2017

Min baggrund er musikerens; for tiden er jeg kunstnerisk leder af Athelas Sinfonietta, et statsstøttet ensemble, der spiller ny kompositionsmusik, og har i 40 år huseret i det klassiske musikliv som guitarist.

     Som musiker har jeg udgivet en del cd´er på eget forlag. Det gør mange musikere fra alle genrer, uden at nogen ser skævt til dem af den grund. Tværtimod er det en tradition, der kan føres tilbage til filmbranchens United Artists eller et par hundrede år tidligere til Georg Philip Telemanns sonater, som han udgav i abonnement.

     Selv at udgive sin musik, om det er som skabende eller udøvende, giver total kontrol over produktionen; man kan selv bestemme coveret og man skal ikke dele noget som helst med et pladeselskab. Produktionen er i virkeligheden ikke overvældende dyr, og man får hele indtægten, når man sælger cd´en ved koncerterne – og det er dér, de fleste sælger, for der er meget få egentlige musikbutikker tilbage.

     Det sidste kender man også til som lyriker – der står ikke så mange tynde digtsamlinger i Bog & Idé.

Det er 5 år siden jeg for første gang trådte frem som egentlig skrivende, som forfatter, med teksten til en opera. Angelo hed den og spillede 8-10 gange for alt for få mennesker. Året efter udgav jeg bogen “Om lidt …”, en billedbog med kortprosatekster fra én linie til 3-4 siders løgnehistorier, og siden er kommet 5 digtsamlinger.

     Det er et par år siden jeg venligt sparket af digteren Knud Steffen Nielsen blev medlem af DFF – længe uden at gøre så meget ud af det, men nu er jeg blevet medlem af styrelsen i lyrikergruppen.

     Jeg observerer nu, at det at skrive af mange skrivende opfattes som en branche. Her tales forlagskontrakter, bibliotekspenge og liniebetaling, skønt disse begreber ikke betyder alverden for mange af os, da de penge der forhandles om, og tildeles os, sjældent nærmer sig andet end lommepenge – og ja jeg ved godt at der for andre er tale om rigtige beløb, der kan holde en fin eksistens i gang. Jeg er verdens dårligste købmand og har valgt det eksklusive standpunkt at jeg hellere selv vil løbe en økonomisk risiko, hvis det medfører at bogen bliver en realitet.

     Dét at skrive er en nødvendighed som jeg ikke kan underlægge eventuelle forlags kontrol eller lyst til at udgive mine bøger. Jeg fascineres, som formodentligt de fleste skrivende gør det, af at teksten ofte udsiger noget jeg ikke var klar over. Det er ikke en terapeutisk proces at skrive og få nye indsigter; men bogen er ikke færdig, før den har fundet en læser, en medlæser. Det er derfor bogen skal udgives.

     Af den grund har jeg valgt dét eksklusive standpunkt, at jeg hellere selv vil løbe en økonomisk risiko og udgive mine bøger selv, hvis det medfører, at bogen bliver en realitet – også selv om jeg er verdens dårligste købmand.

Set fra denne position har det været interessant at registrere en lidt anden opfattelse af selvudgivere i forfatterbranchen end der er i musiklivet, som jeg kommer fra. Da de færreste digtere har reel mulighed for at et etableret forlag betaler udgivelsen og lægger løn til forfatteren oveni, kan jeg ikke se nogen som helst grund til at opfatte det at selvudgive som mindre glorværdigt, end det at opnå en ringe forlagskontrakt. Vi selvudgivere er i godt selskab, Marcel Proust var også selvudgiver – for at nævne én, der holder.

     jeg er glad for at selvudgive, det passer mit temperament, det er billigt af få trykt sin bog, den når ikke at dø i den lange ventetid på afslagene fra diverse forlag, og salget via Facebook og hjemmeside samt bibliotekspengene skaber balance i bogens første leveår.

     Mine bøger er hverken værre eller bedre end så mange andre, der er lort og lagkage alle steder, men når de udkommer er det mine bøger, med de svagheder der nu en gang er mine og med mit udtryk helt ud i typografi, layout og omslag.

     Så, udover at være en lille digter, “halvt en tænker, halvt en nar”, er jeg vel egentlig også forlagsdirektør, og kan derfor glæde mig over at have fået en række nye prominente kolleger med samme titel, uden at jeg af den grund ligefrem går til den ene fest efter den anden med Johannes Riis og Jacob Kvist, og hvad de nu hedder alle de andre. Og at de også udgiver en masse dårlige bøger, lægger man dem jo ikke til last!

Kære lyrikerkolleger. Giv bogen ud selv – eller spørg mig om, hvor billigt det kan gøres at komme til at stå med sin nye bog i hånden.

 

 

 

 

 

 

 

 

2004 - 2017 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte