Find oversætter

the Diagram 16.6

Af L-gruppen - 5. januar 2017

Fra University of Arizona, engelskafdelingen, et kick-ass lyrikmagasin!?

For dét kan man vist roligt kalde DIAGRAM – ikke mindst på grund af frivillighedsaspektet og konsistensen, som har holdt sig knippeknusende inden for definerede bundgrænser for hvad der kan skrives om & himmelstræbende idealer om nytænkning og anderledeshed, trods det at alle ved at originalitet alene er et spørgsmål om uoplysthed og manglende evne til at mønstertænke sig til idéers oprindelse. Men for fanden, tag et kuk på magasinforsiderne alene, klik på bidragyderne og beglo deres titler og kuk på kortspillet du kan få for $10 plus forsendelse, spotlæs hist og pist og overvej så, om ikke dit engelske kunne vrides til at sende noget afsted?! Du risikerer kun tiden og et nej. Men det skal passe, det skal ville noget, det skal blive til på den der særlige dag, hvor lyset står helt skævt og man ikke helt kan huske hvorfor det ér at noget sagt i dét sprog kunne betyde noget, men det GØR det bare denne dag, så derfor MÅ det bare have et ord eller 200 med på vejen, så det kan holde op med at mumle rundt i hjørnet af dit synsfelt som en lavalarve på syre – der aldrig kan ses som andet end lyset den sluger og sluger og sluger, indtil du må blinke for at kikke efter uden nogen sinde at fange den med blikket, vel?! Og der ÉR jo heller ikke noget af relevans nogen steder for dansk, vel? Ikke Aleppo, ikke DF eller Venstre eller Alternativet, ikke blandt kuglestødere eller villakøbere, ikke blandt sælgere af macheter og AK47’ere, ikke blandt folk med stort kørekort, eller folk på røven, på spanden, kontanthjælp, ikke blandt statistikere og spindoktorer der bare knalder og reproducerer hvad de får besked på, ikke blandt levebrødspolitikere uden joberfaring og social forståelse, ikke i Dronningens ægteskab eller hendes ulykkelige øjne, ikke i favnen på hjemløse, arbejdsløse, troløse, nosseløse, hovedløse, hjerteløse, kropsfornægtere og bulimikere og folk, der kun kan elske dyr og MED dyr, biler, mad, penge, magt, nej, der ingen ureformerbare børnesoldater i Danmark, ingen svindlere som ikke kan stilles for en domstol, ingen cykeltyve der bare gjorde det af fuldskab, ingen brudte hjem af tvangsudflyttede ministerielle akademikere, ingen pendlere der hader at køre med tog og bil, ingen relevans nogen steder, for der ER ikke noget, som ikke har været set og beskrevet og hadet og elsket før på dansk, det er ALT SAMMEN gentagelse, kedelig irrelevant gentagelse, der er intet LIV nogen steder inden for rigets grænser, som betyder noget reelt for fremtiden, ingen kælvende bræer inden for det mentale synsfelt, ingen eksistens, der hæver sig op over Fantomet og Fætter Højben, der er INTET AF VÆRDI at beskrive med dansk – så lad være med at spilde tiden på dét; læs i stedet det nye nummer af DIAGRAM – som ikke beskriver danske forhold, men det ér jo også komplet unødvendigt nu i denne tid, hvor julesneen snart vil falde blid, og forsinket vaske ud det ganske land, den danske mand, den danske kvinde, uden for såvel som inde. Bare giv op, du. Alt er tomt i Danmark, nu. Alt er på plads og i orden på danskens jord, hans mor, deres bord. Du kan roligt slappe af, gamle jas. Ingen behøver, hvad du tænker om det gamle land. Mindst af alt amerikanerne og de andre engelsktalende. Ikke en skid. Nothing. Nada. Niente. For fanden, få deres nyhedsbrev, før det er for sent.

diagram_16_6toc

2004 - 2017 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte