Find oversætter

vanGoghsk

Lene Henningsen har netop udsendt en bog, hun har skrevet på i flere år.  Dvs. en del af den er skrevet af en anden, af Vincent van Gogh, men det var så også – ifølge Lene Henningsen selv – en af grundene til, at det har taget flere år at færdiggøre bogen. Her fortæller hun om sit parløb med van Gogh:

Af Lene Henningsen - 5. februar 2018

 

Van Gogh fylder en del når han arbejder, og han vil helst arbejde til han segner.
       
I flere omgange spurgte jeg ham, om det var i orden, jeg lånte nogle passager fra hans breve, omskrev andre, og lod mig inspirere af andre igen, for at kunne nå hvad jeg ledte efter: Et kunstnerdokument, koncentreret, klart, kompromisløst og så tæt på Van Goghs bevidsthed som muligt. Hvad jeg hørte, lød som et ja.
       
Det kan tænkes, at nogle vil bruge bogen som en genvej til/ en åbning af Van Goghs breve, hvilket er godt i sig selv, men bogen vil mere end det:
       
Den startede med Van Goghs stemme, som jeg i respekt, men også med en (i al beskedenhed) åndsbeslægtethed, fandt hjemme i og digtede videre på, så forskellen nærmest ikke var til at se for mig selv, der hvor specifikke navne, stednavne og motiver ikke afslørede, hvem der skrev hvad.
       
Men her kom redaktøren på banen med et spørgsmål: “Hvor er din helt egen (og nutidige) stemme? Den vil vi også høre”.

Så jeg kom ud over barrieren af ydmyg respekt og digtede bogens tredje spor, Klippede-sporet. Klippede er stedet jeg bor, og tiden er 2017.
       
Hvorfor vække Vincent van Gogh’s stemme til live i dag? Hvad gør det vedkommende, at trække det særligt stærke ved hans breve fra Arles frem, og digte videre på dem, lade dem støde sammen med ord fra i dag?

Van Goghs livssyn rummer kraftige modsætninger og frem for alt, dybtfølte holdninger og engagement i verden. Det er globalt, romantisk, realistisk, råt, holistisk, religiøst, kompromisløst. Præcis som hans syn på kunsten.

Alt hvad han berører i sine breve – som i sine billeder – bliver tidløst og ”mere-end-moderne”. Det rækker ud efter en fremtid, hvor der ikke kun ses katastrofer og kriser, men også et intenst, sammenbidt håb om menneskelige fællesskaber, omsorg for vores klode, en åbning af horisonterne i hvert enkelt individ og i samfundene.

 

I den hektiske arbejdsrus, som Vincent van Gogh oplevede i årene i Arles, indgik japansk kunst som en vigtig inspirationskilde. Japan er Van Goghs billede, hans symbol på den rene, skarpe iagttagelse og intuition, der skaber en kunst ”mere virkelig end virkeligheden”. Samme evne behøver mennesket, hvis det skal forny verden omkring sig og leve anderledes. Man skal vove springet ud af det ”almindelige”, og tænke/ gentænke verden i anderledes, stærke farver.

Klippede (navnet på en samling huse i et farvestærkt, midtsjællandsk landskab) er stedet, hvor en digter anno 2017 på én gang oplevede Van Goghs ord og tanker, og sine egne registreringer af virkeligheden og samtiden, som sansede rapporter fra den allestedsnærværende ”globale landsby”.
       
De forskellige tider og steder smeltede sammen uden særlig modstand.

Det kom faktisk bag på mig, at Arles, Japan og Klippede kunne alliere sig og tale sammen på den måde.

Mærkeligt at se de forskellige stemmer og tider væve sig ind i hinanden og danne nye farver, nye skygger i den virkelighed, som ikke var, og ikke er, en fasttømret størrelse, heller ikke fortabt og meningsløs, men en fortsat samtale med stjernehimlen om, hvad der er muligt og umuligt.

De såkaldte utopier: menneskers stærke forestillinger om mulige, anderledes samfund, samfund bygget på fællesskab, empati og fordomsfri intelligens f.eks. – det er sandt at de tromles ned, hånes og korsfæstes i flæng, men utopiens veje til nytænkning kan stadigvæk findes, i kunsten såvel som i livet.

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte