Find oversætter

Hvad er forfatterens og litteraturens rolle i samfundet?

Af Anne Nielsen - 16. marts 2018

Vi var et sted mellem 15 og 20 interesserede tilhørere, der havde trodset det sneglatte og kolde vejrlig og var mødt op i Litteraturhuset i Nybrogade fredag d. 2. marts. Anledningen var, at Litteraturhuset i samarbejde med Forlaget Arabesk afholdt et oplæsnings- og debatarrangement om forfatterens og litteraturens rolle i samfundet. De inviterede forfattere var Mikael Josephsen, Robert Zola Christensen og Maja Lucas. Pga. vejrliget på Fyn, hvor Mikael Josephsen er bosiddende, havde han dog meldt afbud i sidste øjeblik. Derfor var Kristian Himmelstrup, forfatter og forlægger, trådt til som standin.

De tre forfatteres seneste og kommende værker blev kort præsenteret som bøger, der sætter væsentlige tematikker til debat: Mikael Josephsens kommende digtsamling, ”Jeg er farmor”, kredser om vanskeligheden ved at gøre sig fri af den sociale negative arv samt om misbrug. Robert Zola Christensens roman ”Balloner forbudt” tematiserer forskelle mellem dansk og svensk mentalitet mht. politisk korrekthed, mens Maja Lucas’ ”Mor – en historie om blodet” tager fat i ambivalensen ved at blive mor.

Arrangementets moderator tilføjede derefter spørgsmålet om, hvorvidt hhv. performative og autofiktive værker nedbryder skellet mellem virkelighed og fiktion.

Robert Zola Christensen (RZC) lagde ud med at læse op af ”Balloner forbudt”, som er inspireret af hans virke som dansk lektor ansat ved Lunds Universitet og har vakt en vis opsigt pga. dens tematisering af forskelle og ligheder mellem dansk og svensk mentalitet. Titlen er således inspireret af et skilt, forfatteren en aften så på Malmø Centralstation, hvilket for ham blev udtryk for en kulturel mentalitetsforskel på de to brødrelande, hvoraf han oplever Sverige som værende langt mere ”politisk korrekt”, end tilfældet er herhjemme, hvilket han også knyttede an til spørgsmålet om, hvilke emner der kan skrives litteratur om i de to lande. 

Efter endt oplæsning, som sluttede med hovedpersonens ”dom” over Sverige: ”Sverige er lige til at lukke op og skide i!”, indledte de tre forfattere en samtale om, hvad litteraturen skal/kan/må. RZC sagde, at både videnskaben og litteraturen er underlagt visse regler, men at litteraturen i hans øjne ikke skal være underlagt nogen ideologi. Maja Lucas (ML) mente, at litteratur er god, når den tager fat i tabuer (det politisk ukorrekte) og skaber komplekse, sammensatte personer og således går op imod ensidighed. Med en reference til Goethes udsagn: ”En politisk bog er ikke altid god, men en god bog er altid politisk” tilføjede hun, at politisk litteratur dog også kan være god. Hun fremhævede Doris Lessing som et idol for hende med debutromanen ”The Grass is Singing” (”Græsset synger”) pga. dens indlejrede anti-racisme.

Kristian Himmelstrup (KH) refererede til Georg Brandes’ insisteren på, at litteratur kun lever, når den sætter ting til debat, hvor KH fremhævede, at J.P. Jacobsen var modig nok til at være imod dette syn på, hvad litteraturen kan og skal. Som tillæg til disse udsagn sagde RZC, at det − når der bliver skrevet på forfatterens egen politiske sans i kombination med tvivlen − bliver lagt frem til læseren og dermed levendegjort samt er et udtryk for, at forfatteren har et ærinde med det skrevne. I forbindelse med spørgsmålet, om forfatterens rolle indebærer at være debattør, var RZC’s holdning, at man som forfatter skal gøre det, man er bedst til, nemlig at skrive litteratur, og at der aktuelt efter Rifbjergs død kun er en håndfuld forfattere (ingen navne nævnt) hertillands, som evner at debattere på den offentlige scene.

Herefter blev forfatterne spurgt om, hvad forskellen er på at skrive litteratur og f.eks. en kronik. ML sagde, at nogle journalister tror, at forfattere har et specifikt budskab med deres bøger, men at forskellen for hende handler om, at litteratur er væsensforskellig fra kronikken (og journalistikken) ved at etablere et fiktionsrum (romanen) eller en poetisk stemme (digtet). RZC tilføjede, at litteraturen mere henvender sig til hjertet end til hjernen.

Spørgsmålet om, hvorvidt det autofiktive værks brug af forfatterens eget navn perforerer skellet mellem virkelighed og fiktion, kom på banen. KH, som har anvendt eget navn i romanen ”Angelinas røv”, inspireret af sin tid som lektor i Texas, sagde, at det i hans tilfælde var meget tydeligt, at romanens Kristian Himmelstrup ikke var identisk med forfatteren Kristian Himmelstrup. ML sagde, at det for hende giver god mening at opretholde skellet mellem virkelighed og fiktion som forfatter. Hun refererede til litteraturforskeren Jon Helt Haarder, som har skrevet om bl.a. performativ biografisme og skal have sagt, at man som forfatter ikke kan gå tilbage, når man først en gang er gået over grænsen mellem fiktiv person og konkret forfatter.

Derefter drejede samtalen ind på debatten og kritikken, der opstod omkring Christina Hagen i forbindelse med udgivelse af bogen ”Jungle” i 2017, hvor forfatteren Asta Olivia Nordenhof bl.a. tog offentligt afstand til generaliserende formuleringer fra Hagens side vedr. racisme som værende noget, alle mennesker rummer. ML hævede, at Hagen er anti-racistisk i sine bøger, men at debatten om hende i medierne (og hendes optræden samt udsagn i disse) viser, at en forfatter ikke altid er sin egen bedste (mest kompetente) læser. Mht. medierne og forfatterens nutidige rolle sagde RZC, at døren mellem forfatteren, de sociale medier og værkerne i dag står pivåben, at alting ligger åbent, og at mange forfattere leger med den åbenhed. Her pegede han på Morten Sabroe og hans seneste roman, ”32 cm”, som et klokkeklart eksempel af nyeste dato på, at det nye medielandskab sker NU. Her indskød ML, at aftenens arrangement dog også pegede på, at den mere gammeldags og ”autoritære” forfatterrolle stadig eksisterer.

Herefter fulgte oplæsning af ”Mor – en historie om blodet”. På spørgsmålet om, hvordan værket var blevet modtaget, refererede ML bl.a. til en anmeldelse af værket i et fagblad, hvor den anmeldende læge havde skrevet, at han ville diagnosticere den kvindelige hovedperson som fødselsdepressiv. Dette faldt ML for brystet som udtryk for en manglende evne til at skelne mellem fiktion og realitet, hvor hendes syn på litteraturen handler om, at etableringen af det fiktive rum netop giver mulighed for at undersøge emner, der ellers er tabubelagte.

KH’s oplæsning fra Mikael Josephsens forrige digtsamling, ”KNÆK” og kommende ”Jeg er farmor” forblev (desværre) oplæsning uden efterfølgende dialog – formodentlig fordi han netop kun var standin og ikke Mikael Josephsen selv.

ML mente, at litteraturen kan have mange forskellige roller, og nævnte i den forbindelse, at SDU snart udbyder et kursus i narrativ medicin (v. forfatteren Trisse Gejl) – i et forsøg på via det narrative at skabe større empati hos kommende læger og andre sundhedsfaggrupper i deres tilgang til patienterne som mennesker og ikke bare patienter. Da en yngre kvindelig statskundskabsstuderende blandt publikum spurgte, om det ikke kunne være godt nok, at litteraturen kan tilbyde læseren et rum at træde ind i og evt. finde trøst, sagde RZC bifaldende, at det netop er et af litteraturens kendemærker at kunne tilbyde læseren genkendelse, identifikation og evt. også trøst.

I den videre samtale hævdede RZC, at der er et korrektheds-issue oppe at vende i tiden, som litteraturen ifølge ham har mulighed for at rykke ved. ML mente dog ikke, at tiden er så bornert endda, og refererede til den negative reaktion på og censureringen af Broby-Johansens ”Blod” allerede i 1922. Hertil tilføjede KH, at folkedomstolen i dagens samfund er rykket over på de sociale medier.

De to timer fløj hurtigt, og visheden om, at der formodentlig er en hel del forfattere, der mener, at hverken forfatteren eller litteraturen kan eller skal lade sig pådutte eller diktere nogen specifik rolle eller funktion udefra, varmede på vejen hjem gennem mørket og vinterkulden.

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte