Sara Høyrup

Sidst opdateret: 23. september 2018
Sara Høyrup
Sara Høyrup er uddannet konferencetolk og cand.mag. i spansk og engelsk.

Beskrivelse:

GERMANSKE & ROMANSKE SPROG:
(ny)norsk · svensk · tysk | engelsk | fransk · catalansk · spansk

EU-certificeret simultantolk & sprogmagister
Journalist & foredragsholder

Takster: 3.300 kr. pr. ark

Kontaktoplysninger:

Adresse: 08001 ES-Barcelona
ES-08001 Barcelona
Land: Spanien Tlf: 27477300 Mobil: 27477300 E-mail: Klik for at se e-mail CVR: spansk momsnr. ESX2726996R

Medlem Af:

Dansk Oversætterforbund

Online Referencer:

Flere referencer:

CURRICULUM : Her kan du se teksteksempler og uddannelser

Tolkene.dk : Her kan du se mit oversættelsesbureau

Korrektur-nu.dk: Her kan du se nærmere om min røde rettepen

Spansktimer.dk : Her kan du kigge, hvis du gerne vil lære spansk

Google mit navn + Weekendavisen / Kristeligt Dagblad / dagbladet Information / dagbladet Politiken, hvis du vil se mine avisoversættelser

 

Oversætter fra:

Amerikansk, Dansk, Engelsk, Fransk, Katalansk, Norsk (bokmål), Nynorsk, Spansk, Svensk, Tysk

Oversætter til:

Amerikansk, Dansk, Engelsk (britisk), Spansk

Besøg mig på:

Forlag: Barcelona: Editorial Maeva Udgivelsesår: 2004

Reporterens Irak

Oversættelse fra norsk til spansk af Åsne Seierstads dokumentar-roman.

Fakta eller fiktion?

Oversættelse til af en genrehybrid

Om glæder og genvordigheder ved oversættelsen af denne bog:

Udfordringer:
· slap prosa og leddeløs struktur, som oversættelsen ikke havde en kinamands chance for at trylle om til god tekst
· elendig hyre i Bermudatrekanten freelancer-litteratur-Spanien
· arrogant og ukærlig omtale af kolleger og de eksotiske studieobjekter
· løbende tilsending af ændringer i bogens skildringer af “fakta” (fulgte hun efter en læge hen til rummet med de døde, eller fandt hun selv derhen? Var der fuldt af slægtninge, eller lå ligene alene?)

Fornøjelser: samarbejdet med redaktør Marcelo Covián, som konverterede min spanske oversættelse til en smuk prosa, der langt overgik den norske original

Stor ståhej i den skandinaviske andedam

Jeg undredes indimellem såre under min oversættelse af 101 dag til spansk. Under oversættelse af en tekst får man fingrene helt ned i grøden og opdager ting, man ikke lægger mærke til som almindelig læser af hverken original eller oversættelse. Det sker, fordi man i arbejdet med en oversættelse skal helt ind om betydningen og sikre god oversættelse af argumentationsrækker, der ikke altid er explicitte. Så opdager man også, når kæden springer af. Og der er intet, man med sin oversættelse kan gøre for at redde en dårlig eller uvederhæftig tekst fra den selv.

Jesper Vind Jensen tog bogen ved vingebenet, gerådede ud i et bravallaslag med forfatteren og kom fra det med æren i behold efter først at blive gjort til genstand fra samme forstemmende arrogance, der præger bogen.

Weekendavisen #38 | Bøger | 17. September – 23. September 2004

“Ordensduks: Seierstad trækker i land

Af Jesper Vind Jensen
Åsne Seierstad genudgiver bestseller om Irakkrigen i rettet version.

ÅSNE Seierstads bestseller Hundrede og én dag er en gribende beretning om det farefulde reporterliv i Bagdad før og under Irakkrigen.

Bogen er bygget op omkring den norske krigskorrespondents artikler, der fra januar til april 2003 blev sendt hjem til flere europæiske aviser, blandt andet Politiken. I Weekendavisens anmeldelse fra december 2003 var bogen genstand for et kildekritisk eftersyn, og den blev set som symptomatisk for en tendens inden for journalistikken til at blande fakta og fiktion.

Hundrede og én dag er nu udgivet i en prisbillig andenudgave. Og Seierstad har tilsyneladende lyttet til kritikken. I hvert fald har hun fjernet eller ændret flere interessante detaljer i forhold til førsteudgaven. Den indeholdt eksempelvis en dramatisk busscene med 30 yemenitiske selvmordsbombere, hvor Seierstad citerede den kendte britiske journalist Tim Judah:

»’Se hvad Bush har gjort,’ snøftede Tim opgivende efter at han havde måttet hoppe af bussen i farten og lige akkurat havde undgået at komme med til kampene i ørkenen. ’Han har sendt os hundredvis af Osama bin Ladener. Hvis myndighederne ikke havde nogen forbindelse til Al-Qaida tidligere, så får de det nu,’ sukkede han. ’Krigerne fra Yemen skulle tage både jøder og kristne. Jøderne vil irakerne jo gerne slippe af med, men for første gang er der også nogle der kommer med åbne trusler mod de kristne.’«

Weekendavisens anmeldelse af førsteudgaven problematiserede, at den samme scene i den oprindelige avisartikel, der stod i Politiken 3. april 2003, ikke var med den britiske journalist Tim Judah, men angiveligt en »irakisk intellektuel«.

Seierstad svarede dengang i den efterfølgende debat med sin »ordensduks«, at irakeren var den autentiske person, og at der blot var tale om en »erindringsforskydning« af de to personer, men at det da ikke ændrede noget ved scenens autenticitet. I andenudgaven har Seierstad åbenbart erkendt, at det ikke er helt ligegyldigt, om udsagnet kom fra en irakisk intellektuel eller en britisk journalist. Ovennævnte busscene er helt slettet i den nye Hundrede og én dag.

Åsne Seierstad har i sin nye bogudgave også fjernet en række fornærmende beskrivelser af nogle af de mest prominente udenlandske kolleger, hun mødte i Bagdad. Om den farverige stjernejournalist Janine di Giovanni fra britiske The Times skrev Seierstad i førsteudgaven: »Hun er altid den bedst opdaterede hvad rygter angår.« I andenudgaven er Janine imidlertid ikke længere rygte-specialist, men bare »altid opdateret med seneste nyt.« Tillige har Seierstad gjort Janine mere ædruelig. I stedet for førsteversionens flere »flasker whisky« på hvert af hendes tre hotelværelser, er der kun »en flaske« på værelserne i andenversionen.

Og i den nye udgave bliver Janine hverken kaldt »Big Mama« eller refereret til som »en af de panikramte«. Seierstads beskrivelse af Janine som et luksusdyr med stjernenykker er også nedtonet. Sætningen »Hun bærer aldrig sine tasker selv« er således fjernet fra teksten.

Også den berømte og berygtede Andrew Gilligan fra BBC (kendt fra David Kelly-sagen) får en mere barmhjertig medfart. Seierstad gør sig i førsteudgaven lystig over, at Gilligan »som var høj, temmelig fed og mindede om Fætter Guf, gik rundt og virrede med hovedet.« Denne lattervækkende beskrivelse er taget bort i den nye bogudgave, ligesom det er sket med den lidet flatterende fortsættelse: »Fætter Guf gik stolt videre, før han standsede ved de næste ventende og nysgerrigt stirrende reportere for igen at spørge og prale.«

Alt i alt tegner der sig et mønster af, at Seierstad trækker mange af de nedladende beskrivelser af udenlandske kolleger i land. Måske vil hun gardere sig over for indsigelser fra Bagdad-kollegerne, når den engelske udgave af Hundrede og én dag (der formentlig indbefatter ændringerne) udkommer til november.

Et andet emne, Weekendavisen kritiserede ved førsteudgaven, var Seierstads brug af fiktive navne uden at oplyse læserne om det. (Politiken indskærpede påfølgende over for Seierstad, at det var bladets politik altid at angive brug af pseudonymer.) Uanfægtet heraf har hun ikke brugt den nye bogudgaves forord til at bringe den journalistiske varedeklaration i orden, ligesom hun heller ikke nævner de substantielle ændringer fra første- til andenudgaven.”