Max Ulrich Klinker

Sidst opdateret: 31. juli 2019
Max Ulrich Klinker

Beskrivelse:

Max Ulrich Klinker, født i 1965 på Frederiksberg og opvokset i Østerbrogadekvarteret i København, er uddannet civilpilot og jurist. Tidligere pilot i SAS. Forinden pilot i andre luftfartsselskaber med bl. a. operationer i Afrika, og desuden flyveinstruktør. Holder dansk og fransk advokatbeskikkelse. Bosat i Sydfrankrig gennem knapt 20 år, og tidligere i indre København og Hellerup.

Er forfatter til adskillige skønlitterære tekster, artikler og essays. Debuterede i 2011 med novellesamlingen SMAK.

Forfatterportræt - se nedenfor (links)

Kontakt Oplysninger:

E-mail: Klik for at se e-mail

Medlem Af:

De skønlitterære

Besøg mig på:

Forlag: Forlaget Brændpunkt Udgivelsesår: 2018

Padderok og andre noveller

Noveller fra så vidt forskellige steder som Cuba, Frankrig, Vestafrika og københavnske Østerbro. De er alle er skrevet med et kosmopolitisk udsyn og en klassisk dannelse. Novellerne handler om livet, og hvorvidt man kan orientere sig i et univers der, ligesom forfatterens fortid i luftrummet, ikke lader sig kortlægge eller repræsentere fyldestgørende med et entydigt sprog. En verden uden faste grænser og kategorier, og hvor man nemt kan komme ud af kurs. Det er perspektivrige historier med livsholdning fortalt i et kalejdoskopisk lys fra Goethes legendariske farvelære.

Rejs med over siderne til den eksklusive Franske Riviera, til den gamle bydel i Havanna, til Versailles-parken, til postflyvernes Saint Louis i Senegal, til den canadiske ødemark - og selvfølgelig, til Østerbro.

KRISTELIGT DAGBLAD: "Klinker er en god fortæller, en sikker stilist, der udtrykker sig klart og koncentreret."

CATS, BOOKS AND COFFEE: "Otte fortællinger der alle, på hver deres måde, efterlader læseren med undren, eftertænksomhed og måske en smule klogere på livet."

BIBLIOTEKERNE: "Velskrevne præcise noveller med et kosmopolitisk udsyn."

Bogforsidens illustrator: Søren Klok (maleri af Dan Frøjlund)

Udgivelsesdato: 8. maj 2018

PADDEROK omtalt på BOG.NU

 

Uddrag fra novellen PADDEROK, der foregår i Nice: ”… Det virker, som om, de bor mere eller mindre fast i Frankrig. Er det den sædvanlige historie med en postkasse i Monaco og ingen skat, mens man i virkeligheden lever i Frankrig?”  ”Det kan jeg ikke svare Dem, for jeg ved det ganske enkelt ikke. Men hvis jeg vidste det, ville jeg heller ikke svare.” ”Det må være noget, som Brigade Financière kan rode med. Det er ikke mit bord, jeg er bare nysgerrig. Og ja, så bliver jeg personlig vred, når jeg betaler høje skatter til det franske samfund, mens der er andre, der bare kører på frihjul. Så tror da pokker, at man kan køre rundt i Porsche og bo på en attraktiv adresse, når man ikke betaler skat.”  ”Jeg synes, at De opererer uden for Deres opgave. Mine klienters skatteforhold har ikke noget med en voldtægtssag at gøre.”  ”De har ret. Jeg er nok bare træt.” Politikommissær Desfonnet stak hånden i lommen og tog cigaretpakken frem. Lod cellofanet glide nervøst mellem fingrene…”

 

Novellen SOMMERFUGLEN foregår i Canadas store vildområder. Uddrag fra handlingen: ”Det her får mig til at tænke på en gang oppe i Northwest Territories ved Great Slave Lake. Jeg havde fløjet tre amerikanske børsfolk på jagt, og vi var landet på søen.” Han så rundt på os alle sammen. ”I må huske på, at man er temmelig langt væk hjemmefra, når man er fem timers flyvning ude i bush´en. Der er langt til købmanden. Så jeg var nødt til at blive der med flyet, mens de gik på jagt. Og for at være nyttig, skar jeg lidt træ og gjorde klar til bål. Der skal helst være bål om aftenen, for det holder bjørnene væk.”

Bog trailer (0:40 min.)

 

Novellen LATIN HEAT er henlagt til Havannas gamle bydel. Uddrag fra handlingen: “Vi har ikke oplevet Elena Burke eller Benny Moré… Han stoppede pludselig op i sin sætning. Du har vel ikke fortalt vores ven her din yndlingshistorie om, at Marlon Brando har passet os som børn? Gonzales Garcia rystede på hovedet med det samme, men sagde ingenting”.

Her er den herlige Benny Moré gengivet i Andy Garcias film “The Lost City” (fr. Adieu Cuba) fra 2005. Filmklip 1:30 min.

 

Fra novellen PARKEN VED VERSAILLESSLOTTET: ”Det kunne have været Indian Summer, hvis ikke det var fordi, oktober næsten var omme. Varmt var det, og selvom de gule blade på træerne så forhutlede ud og burde have sluppet grene og buske, var det ikke sket endnu. Det ville heller ikke ske på denne vindstille dag med blå himmel over Versaillesslottets park. Jeg havde lige stødt fra kajkanten og var i færd med at ro min kone ud på midten af den korslagte sø. For hvert åretræk blev parkens træer mindre synlige; de gullige farver flød sammen som baggrunden på en gobelin. Måske var det sådan Le Nôtre havde forestillet sig at udtrykke sublim skønhed til ære for Solkongen.”

Versaillesslottets park. Fransk youtube-film (1:30 min.)