Find oversætter

Kim Langer og Mårdøn Smet

Ni tegneserieskabere sendes i løbet af dette skoleår ud på en af syv forskellige skoler, hvor de i par eller enkeltvis skal undervise 5. klasseelever i at lave deres egne tegneserier. Kim Langer og Mårdøn Smet er to af kunstnerne i “1 år med tegneserier”.

Fotograf Zafar Iqbal

Kim Langer er dansk børne – og ungdomsforfatter, og har skrevet bøger i 15 år. Udover at have 30 udgivelser i eget navn, har han i perioden også samarbejdet med en lang række illustratorer.
Kim har bl.a. forfattet tekster til serierne ”Skaterland”, ”Zombie 2.0” og ”Møgungerne”. Genremæssigt spænder hans udgivelser bredt, og han har både læs-let-bøger, gendigtning af klassiske eventyr, historiske romaner og Zombie-splatter-historier på samvittigheden.
I forlængelse af hans forfattervirke underviser Kim også i skriveworkshops på folkeskoler rundt om i landet, og han har altså masser af konkret erfaring med målgruppen.

 

 

 

Mårdøn Smet er autodidakt tegner og forfatter, og vel nok en af Danmarks mest erfarne tegneserieskabere. Faktisk har han arbejdet med tegneserier siden 1980’erne, både som skaber af egne værker og som tegner for kommercielle tegneriefranchises. Ud over dette har han illustreret i omegnen af 200 værker – lige fra billedbøger, til Pixi- og letlæsningsbøger. Hans indgående brancheerfaring bragte ham i 2013 til The Animation Workshop på Via University College i Viborg, hvor han har undervist lige siden.

 

Kim og Mårdøn skal lave tegneserieworkshops for mellemtrinnet på Skovgårdsskolen i Charlottenlund.

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte