Tatiana Goldberg er autodidakt tegneserieskaber, illustrator og forfatter. Hun er oprindeligt uddannet psykolog, men har, som hun selv udtrykker det, ”tegnet siden hun kunne holde en blyant”, og desuden arbejdet professionelt med illustrationer og tegneserier i over 10 år. Hun har både selvstændige udgivelser og bidrag til samleværker, undervisningsmaterialer og udstillinger mm. på samvittigheden. Senest har hun udgivet bind 3 i sin albumserie ”Kijara” – en dystopisk eventyrserie til målgruppen om en parallel verden, hvor Europa er samlet som en fælles union, og der eksperimenteres med menneskers DNA for at fremme særlige evner.
Tatiana har desuden vidtrækkende undervisningserfaring især med børn i målgruppen. Hendes workshops og foredrag omhandler for det meste foreningen af psykologiske aspekter med illustration og litteratur.
Tatiana skal lave tegneserieworkshops for mellemtrinnet på Vigerslev Allés Skole i København.