Åndeløs – en arbejdslivsfortælling
Romanen stiller skarpt på vilkårene i en moderne organisation, hvor mennesker på godt og ondt er prisgivet hinanden, strukturerne og vilkårene i et organisatorisk system. Her er det organisationen selv, kaldet “centeret”, der er hovedpersonen og ikke personerne, som arbejder der. Dette er der en pointe i, da “centeret” har en overskyggende betydning i de enkelte personers liv. “Centeret” viser sig at være en kompleks størrelse, hvis indre liv er turbulent, uforudsigeligt og fyldt af modsætninger og paradokser. “Centeret” har en særlig kraft, da det får mennesker til at løbe stærkt og halse rundt efter mening og en flig af anerkendelse.