I mødet med udbrændthed og ”forbrændte” mennesker er alvoren til at tage at føle på. Metaforen fra den tyske sociolog Hartmut Rosa om oceaniske erfaringer bringes her frem i beskrivelser af professionelle, der i en evig resonansjagt har mistet orienteringssansen og hos erfarne folk, der ikke orker længere. Og med forfatterens redegørelse for, hvordan det moderne arbejdsliv producerer skam, synes håbet at svinde.
Men bogens sigte er det modsatte. Som led i skabelsen af denne bog blev der gennemført en række prøvehandlinger, pilotkurser og møder, der viste, at selvom det er svært, så er afstanden til noget der er langt bedre ikke nødvendigvis stor. Kilden til livet er uendelig og mange er allerede i gang med at undersøge, hvordan vi kan tilrettelægge arbejdslivet og designe vores liv, så vi ikke brænder ud og brænder jorden af.