Tornsangeren
UDKOM 23. JANUAR 2026 på alle platforme og hos boghandlere - også som lyd- og ebog. (Pris for printbog på bl.a. Saxo.com: 270 + forsendelse.) Story: En gammel kærlighedsaffære bliver en brik i spillet mod en truende storkrig i Europa. Årtier efter kærligheden døde genoptager en dansk embedsmand forbindelsen og hvirvles ind i sprængfarlige begivenheder i Egypten, Libanon, Estland, Danmark og Finland.
Del på:
“Tornsangeren” er en underholdende, grotesk, spændingsmættet og internationalt baseret thriller med udgangspunkt i København – og med afstikkere til Libanon, Egypten og Estland, som forfatteren har haft legatrejser til. En roman, som ender i en ren mordsag, hvor alle slør falder bort.
“Tornsangeren” er en spændings-, kærligheds- og agentroman om en for længst glemt kærlighedsaffære, som tre årtier efter kærligheden døde, får ny aktualitet under konflikten mellem Rusland og Europa. Som ret anonym embedsmand i det danske Udenrigsministerium bliver Henrik Petersen bedt af Forsvarets Efterretningstjeneste om at være kontaktperson for estisk-russiske Svetlana Yegorova, da hun forlanger at få sin gamle flamme involveret i en voldsom læk af fortrolige, russiske oplysninger. Ganske enkelt fordi Henrik Petersen er den eneste, som hun stoler på i Vesten. Men tilsyneladende enkle opgaver mod en klækkelig bonus bliver fatale, farlige og ødelæggende for Henrik Petersen professionelle som private liv. Dermed bliver en gammel kærlighedsaffære en brik i spillet mod en truende storkrig i Europa.
“Tornsangeren” tager afsæt i nutidige, storpolitiske begivenheder, men historien er delvist inspireret af Gordievsky-affæren i København under Den kolde Krig i 1980erne. Det sker dog med en nutidig parallelforskydning til en brandaktuel tidsramme, hvor bogens fokus peger på den russiske oppositions livsfarlige vilkår i dag – set ud fra et nært, menneskeligt perspektiv. Derfor er romanen også en menneskelig udviklingshistorie om kærlighed, work-life-balance og mangel på spænding i hverdagen som drivende elementer i, at hovedpersonen flyder med en strøm af danske og udenlandske begivenheder, der får ham tæt på modige russere – indtil han må træde i karakter og gøre en forskel, når efterretningstjenesterne opgiver. Og så går det rygende galt!
KLIK PÅ IKONET OG SE HELE OMSLAGET MED FORSIDE/BAGSIDE/FLAPPER:
Køb bogen også som lyd- og ebog hos bl.a. Bog & Idé eller hos Saxo.com
Bogen kan også lånes på bibliotekerne eller streames hos eReolen, Mofibo og Spotify.
INTERVIEWS:
Januar 2026 på Tv – Kanal Hovedstaden – om “Tornsangeren”: Mette Hoffmeyer Bjarnaa interviewer om skriveproces, metoder og plot.
*
Januar 2026: Nordvestnyt Holbæk/Odsherred om “Tornsangeren”: International krise river op i Odsherreds sommerhusidyl – om da alle slør falder bort i en international sag over hækken blandt sommerhuse.
(Link til PDF – forside + helside): Tornsangren Nordvestnyt Holbk Odsherred – 2026-01-24-pages_1_10
*
Januar 2026: Interview i Hvidovre Nærradio: En mindre biografi af Keld Broksø samt omtale af seneste bog: Tornsangeren 2026
*
Januar 2026: Hvidovre Avis om “Tornsangeren”: Kærlighed, spionage og storkrig – Hvidovre-forfatter udgiver ny thriller med udgangspunkt i København
VIDEO FRA SKRIVEOPHOLD I PROVENCE:
To minutters peptalk om “Tornsangeren” under en sejltur på en flod i Provence, hvor Keld Broksø havde skriveophold i en måned. Tanken var udgivelse i 2024, men bogen blev opdateret til udgivelse i 2026.
ANMELDELSER:
Januar 2026: Lektørudtalelse fra DBC – med besked til bibliotekerne: “Anbefales alle steder”
Vurdering: “En velfortalt og godt researchet spændingsroman, der rækker ud over thriller-genren ved at inddrage kærlighed, etik og personlig udvikling. Fortællingen trækker tråde mellem fortid og nutid og viser, hvordan individuelle valg og relationer kan få konsekvenser i en global kontekst. Minder om forfatterskaber som Leif Davidsen og John Le Carré, hvor man også ser storpolitiske intriger.”
Februar 2026: Bogblogger.dk v/ Andreas Krog: “TORNSANGEREN” ER GEDIGEN BROKSØ-ROMAN:
“Hovedpersonen i “Tornsangeren” er den kedelige embedsmand i Udenrigsministeriet Henrik Petersen, der bliver hvirvlet ind i en international spionaffære. Hurtigt står det klart, at Henrik er en total amatør ud i spionfaget. Og det bliver meget hurtigt ganske underholdende, hvor ubehjælpsomt han bærer sig ad i Egypten og Beirut. Kun dygtige og professionelle hjælpere sikrer, at han overhovedet kommer sikkert tilbage til Danmark. Man kan ikke undgå at tænke lidt på Graham Greenes “Vor mand i Havana“. (…) “Hen mod slutningen tager det for alvor fart – selvom vi faktisk er hjemme i Danmark. Broksø bruger på troværdig facon pressen som en magtfaktor i fortællingen. Det ser man desværre alt for sjældent. Og så bevarer han spændingen lige til det sidste. Ligesom vi kender det fra hans første bøger. Broksø har for vane at hensætte det hele eller rigtig meget af handlingen til fremmede himmelstrøg. Det gør han også her. Og især beskrivelserne af Narva-regionen i Estland er særdeles interessante her i 2026. For det kunne sagtens være her Rusland i virkelighedens verden vil forsøge at udfordre Vestens sammenhold. Så det er positivt, at Broksø tager afsæt i den aktuelle situation i Europa. Alt i alt en gedigen Broksø-roman med en antihelt, som vi godt kunne tænke os at se mere til. For det er befriende, at han ikke er som de andre agenter og spioner.”
Februar 2026: God-bog.dk v/Eline Andersen: “Det er grumt, det er godt, og det er en bog, der bliver hos én”:
Tornsangeren er en mørk og medrivende thriller, som langsomt folder sig ud og sætter krogen i én. Den er skrevet med en intensitet, der stiger i takt med hovedpersonens fald og forvandling. For mens vi følger Henrik, en embedsmand med et halvkvalt liv i Udenrigsministeriet, bliver vi suget ind i en fortælling, der rækker fra Københavns korridorer til grå lejligheder i Estland og støvede gader i Mellemøsten.
Historien om en gammel kærlighed, der får dødelige konsekvenser i en ny geopolitisk virkelighed, er både dybt menneskelig og isnende aktuel. Og så er den ubehageligt realistisk i sin skildring af, hvordan almindelige mennesker kan blive opslugt af det store maskineri …. og efterladt alene, når det virkelig gælder.
Det er grumt, det er godt, og det er en bog, der bliver hos én. Ikke på grund af et vildt plot eller drønende action, men fordi stemningen, sårbarheden og brutaliteten bliver mere og mere nærgående, jo længere man læser.

Besøg mig på: