Fra novellen “Bertel går global”

”Ønsker I at dø?”

Nå, den forstod de. Nu ser de begge gennemført skrækslagne ud.

”Næ… nej, for fanden,” stammer ham i førersædet.

”Shit mand!” stønner den anden.

”Nej, vel,” siger Bertel. ”Selvfølgelig gør I ikke det. Men så kan I vel for pokker også begribe, at I er nødt til rydde op efter jer og kræve, at alle andre gør det samme. Nogen må gå forrest – sortere affald, støtte den vedvarende energi, købe økologiske varer. Og det kan da godt ske, det kommer til at koste os alle lidt på velfærdskontoen. Men hvis der er nogen, der har råd til det, så er det da os i den rige del af verden. Har jeg ikke ret?”

”Eh, jo.”

”Er du enig?” Bertel retter blikket mod knægten med solbrillerne. Fyren har det tilsyneladende med at lade den anden svare for selv at køre på frihjul.

”Ja, ja.” Knægtens hoved vipper ivrigt hid og did, som sad det på toppen af en slatten fjeder. ”Jeg er vildt enig.”

”Godt.” Bertel sukker tilfreds. ”Jeg tænkte jo nok, at jeg kunne snakke fornuft med sådan et par fyre som jer.”