"Vi holder bag et skur og går videre til fods. Jeg skal følges med Alex. Det er jeg glad for. Ham kan jeg godt lide. Han har sprængstoffet. De andre lægger deres sprængstof lidt længere henne af banelinjen. Vi er lige blevet færdige og har fået tændt lunten, da vi hører en bildør smække og nogle høje kommandoråb på tysk. "Giv mig revolveren", råber Alex, "Og løb den vej, ikke hen til bilen". Men jeg løber lige i armene på en tysker. Han er vist lige så mange, som jeg". Hans Larsen blev i 1943 som 20 årig taget af tyskerne og idømt 4 års tugthus. Han var i fangenskab i 20 måneder i fængsler, tugthus og KZ-lejre. I april 1945 flygtede han og nåede til Danmark kørt før krigen sluttede. 55 år gammel begynder han at skrive sine erindringer og tyve år senere har han skrevet det hele. Efter Hans's død i 2008 redigerer datteren, Marion Thorning, manuskriptet og skriver en introduktion og et efterskrift. Bogforsidens illustrator: Marion Thorning m. relief af Hans Larsen