Helena følte vreden boble op indeni. Det var som om den knugende fornemmelse, hun havde haft i brystet, siden Skue blev taget, begyndte at koge. Hun løftede sig på knæene og lænede sig ind over Minde, så hun kunne se hende ind i øjnene.

“Ved du bedre end jeg, hvordan fremtiden ser ud for cirkusset?” Hun tog fat i Mindes hånd, der stadig lå ved Hånds ærme, og vendte hendes håndflade mod sin. Minde føltes helt kold. “Vil du vide, hvad der ligger i din fremtid?”

“Helena, hold op,” sagde Hånd.

“Eller hvad?” Hun så stadig ind i Mindes ansigt, men Minde havde lukket øjnene. Pludselig stod Helena midt i manegen. Den store Hr. Mon Dog og direktør Domino stod ved siden af. Direktøren kiggede vredt på hende. På bænkene hele vejen rundt om manegen sad der tilskuere, deres ansigter lyste af forventning. Hun sank en klump. Publikum var ligeglade med, om nummeret ville gå sin vante gang, eller om de ville opleve hende få en skideballe af direktøren, fordi hendes søster manglede. Underholdningsværdien var den samme. Inde i hovedet lød Tankes stemme: “Sørg for, at han ikke har kimonoen på.”

Helena blev skubbet ned i Tankes knæ, og smerten jog synet bort. Øres ansigt var lige over hendes.

“Hvad skete der?”