”Jeg har skrevet digte til Ukraine og Ukrainere siden den ingusetiske fribyforfatter Magomed Toriev i november 2013 spurgte mig: ’Bjarne hvad mener du om det der sker i Ukraine lige nu? Putin vil aldrig frivilligt slippe kontrollen af Ukraine.’
Jeg har skrevet mange ord om Putin siden 1999 og Ukraine mest fra oktober 2013.
Den 20. februar var det 11 år siden Putin startede sin krig mod Ukraine.
Jeg bliver både vred og frustreret, hver gang jeg hører journalister og andre tale som om, at krigen startede den 24. februar 2022. Det har det seneste år ført til at en journalist kaldte mine skriverier ’selvforherligende’. Jeg er også blevet kaldt ”røvhulsdigter”, ”lokumsdigter”, ”nazist”, ”frikorps Danmark” ”pædofil” ”beskidte svin” ”søvnløse nazi-propaganda maskine” ”ukrop fascist (ukrop - russisk skældsord for ukrainere)”
Tænk lige hvis nogen havde sagt fra over for Putin og hans kleptokratiske styre i 1999, da han fik bombesprængt egne boligblokke for at have en god grund til at angribe Tjetjenien.
Min og familiens gode ven Magomed var dengang tjetjensk soldat i Grosnij.
Dengang skrev jeg Aktindsigt, en anden digt-dagbog som i 2002 kom i en dansk/russisk udgave. Det var dette skriveri, der gav mig ideen til min KrigsDigtDagbog, som jeg startede 24. februar 2022.
Ord kan føles fattige i kampen mod et styre i Europa, hvis hær med alle midler forsøger at udlette et andet europæisk land.
Alligevel må ord være en trussel, russerne og deres troldehær reagerer hele tiden mod ord. Som en del af deres udslettelsesplan mod Ukraine går de nu, ligesom de har gjort op gennem historien, målrettet efter ukrainske formidlere af ord.
Jeg stod i 1983 på scenen til Kultur for Fred i Odense, sikkert støttet af sovjetrussisk magt. Den samme magt som 4. september 1985 dræbte den ukrainske digter Vasyl Stus i Gulag-lejren Perm 36.