Frode Z. Olsen

Sidst opdateret: 22. marts 2024
Frode Z. Olsen

Beskrivelse:

Foto: Mik Eskestad

En efterårsdag sidst i 1990’erne skubbede jeg fandens oldemor til side for langt om længe at tage min skrivelyst alvorligt. Siden da er det blevet til fem romaner, en historisk dokumentarbog, en 100 års Interpol-krønike og en håndfuld essays. Flere har fundet vej til udlandet.

Jeg har skrevet på fuld tid siden foråret 2013. Råstoffet kom længe fra mit arbejde, først som gadebetjent i København, senere som efterforsker, og ikke mindst indtryk fra lange udstationeringer som dansk politimand på Balkan, i Irak, Afrika og i Kina. Et broget men fabelagtigt arbejdsliv præget af mange sager, usædvanlige situationer, dilemmaer og talløse møder med skæbner fra alle samfundslag og de fleste afkroge af verden. Det er trivielt at konstatere, at virkeligheden er mere sammensat end det, der viser sig ved første øjekast, men en opmuntring i et job, der har det med at sætte illusioner under vand. Sjældent har jeg mødt ren ondskab, men køen af superegoister og kynikere er lang. Det og dem handler mine romaner om. Indtryk og oplevelser der ikke fik plads i en politirapport, fordi de var bevismæssigt irrelevante, men langt fra uvedkommende. Næppe klassiske krimier, snarere fortællinger fra en af genrens mange afveje.

Jeg lægger mig i selen for at give læsere det, man må forvente af en forfatter med min baggrund. Og så kan man ikke smyge sig uden om at beskæftige sig med retfærdighed og etik, begreber der har det med at smutte mellem fingrene, hver gang man forsøger at holde fast. Mine romaner har få biljagter, ingen flugter hen over tagrygge og ingen politifolk, der kan skyde om hjørner. Underholdning er okay, bare den ikke er tankeløs eller uanfægtet. Mine historier handler om mennesker i situationer, hvor den facade og de fjer, vi til daglig stiver os af med, krakelerer eller hænger og dingler; historier om stærke følelser, ubekvemme og svære valg, pres fra omgivelser og kynisme - også af den professionelle slags.

Tanker og mas med sprog, form og fortællemåde er hver gang en stor del af glæden i optakt til det alvorlige, ord på papir. Og som alle slås jeg mod fristelsen til at gribe til lette trofæer og de sort-hvide fantasimiljøer. Allerhelst skriver jeg i 1. person, som ansporer til uforstilt ærlighed og giver en vidunderlig læserintimitet, også selvom den åh-så-fornuftige altvidende hver gang frister med sin 3. person med sit bekvemme perspektiv og flydende beretning. Jeg har brugt begge former og varianter, mest vidtgående i København-Bagdad, som har hele fire jeg-fortællere.

I mit skønlitterære arbejde tilstræber jeg at give læserne et virkelighedstro indblik i politiets verden, samarbejde på tværs af grænser, retssystemer og kulturer. Jeg er enig med Mark Twain, når han siger, at virkeligheden er mere interessant end fiktionen, fordi den ikke behøver at holde sig til det sandsynlige.

Når plot og persontegning spiller, når alvor og humor klinger, og når det lykkes at undvige de letteste løsninger og værste klicheer, er man glad.

Kontaktoplysninger:

Mobil: 51687488 E-mail: Klik for at se e-mail

Medlem Af:

De skønlitterære

Online Referencer:

Besøg mig på:

Forlag: Forum/Lindhardt & Ringhof Udgivelsesår: 2002

Hunde spiser kød, heste spiser græs

Politifortællinger om hor, død, drukkenskab og brækkede arme.

På politistationen i Store Kongensgade i København er et nyt hold politibetjente lige kommet fra politiskolen. Nu er det alvor; det kommende år skal de på krop og sjæl opleve, hvad det vil sige at være politibetjent. Holder skolebænkens teori vand? Nu er det ikke muligt at tilkalde politiet, når problemerne bliver for store; man er selv politiet! "Hunde spiser kød, heste spiser græs" er en kollektivfortælling. Gennem 24 timer på en kold december dag følger man fire forskellige politifolks arbejde med at opretholde ro og orden og forsøg på at forhindre og opklare kriminalitet. I en vekselvirkning mellem stort og småt men aldrig uden en menneskelig pointe følger vi betjentene i deres møder med nogle af byens skæve skikkelser alt mens en amerikansk udenrigsminister kommer til byen på grund af en international krise, en gal mand fældes efter at have sprængt en række rørbomber forskellige steder i byen, en gammel kvinde med en velbevaret hemmelighed fra sin ungdom findes død i en lejlighed, og et nedværdigende og trist forløb sættes i gang, da en tyrkisk far tilsyneladende er gået amok og har gennempryglet sin store søn med en jernstang.

Ind i mellem hører man myten om, at politibetjente er tredje eller fjerde søn, som ikke kunne arve gården. Martin er den ene af de fire hovedpersoner, og han er samtidigt ældste søn på en gammel slægtsgård, han ikke ønskede at overtage. Som i andre professioner har en del betjente en far, en bror eller en onkel i politiet. En politimand vil normalt være glad over, at se sin søn i uniform; men hvad når det er en datter? Trine vidste tidligt, at hun ville følge i sin fars fodspor, som lærte hende forskellen på heste og hunde. Leo er en københavnerdreng og vokset op med druk og vold derhjemme, men på trods (eller på grund) af det, ender han i politiet. Johan havde aldrig drømt om at skulle være betjent indtil en eftermiddag, hvor landbetjenten i hans hjemby mødte op med kasketten i hånden ved forældres hoveddør og fortalte, at hans lillesøster er kørt ihjel i en trafikulykke.

https://politiken.dk: Ægte-politiroman