Spejlets ramme var af mørkt træ. Der var skåret figurer i træet. Jeg lænede mig frem for bedre at kunne se. Jeg sank og trådte bagud. „Der er også ansigter.“
„Hvorfor mon det stod bag skabet?“ sagde Ida.
„Der står noget. På rammen.“ Jeg pegede. Ordene var små og næsten ikke til at se.
„Jeg vil have det på mit værelse,“ sagde Ida.
Hvorfor? havde jeg lyst til at spørge. Noget i mig ønskede, hun ville stille det tilbage. Der hvor det var svært at finde.

Ida og Tim er flyttet ind i et gammelt hus, der ligger langt væk fra alle andre. På loftet finder Ida et gammelt spejl. Tim kan ikke lide det. Og han kan heller ikke lide, at Ida synes, at spejlet skal stå inde hos ham. Men det er dumt at være bange for et spejl … ikke?