Michael Svennevig

Sidst opdateret: 19. februar 2024
Michael Svennevig
Foto: Louise Windfeldt

Beskrivelse:

Forfatter og dramatiker.

Jeg har skrevet 5 romaner, 11 portrætsamtalebøger - og 25 teaterstykker, hvoraf monologen "Bag de blå bjerge", udkom i bogform i 2011 og "Teater i Træstubben" i 2014. Har bidraget til 3 antologier og oversat en digtsamling.
Etablerede Forlaget Epigraf og fungerede som redaktør og forlægger i årene 2008-2019. Det blev til udgivelse af såvel egne som andes værker - i alt knap 30 udgivelser fordelt på skøn- og faglitteratur samt lyrik. Boglanceringerne skete i forbindelse med de årlige festivaler i august.

Mine to første romaner "Lyspletter"(2002) og "I forlængelse af koens horn"(2004) lanceredes i Rundetårn som bearbejdede musikalske fortællinger.

Romanen "Ørkendrømme" (2008) lanceredes med "Ørkenshow" på Teatret ved Sorte Hest.

"Hegn", en teaterforestilling om en irakisk, kurdisk digter –og afvist asylansøger, kom op på Teatret ved Sorte Hest i juni 2008 og blev bestemmende for mit videre flygtninge-engagement.

Antologien "Gammelbogen I" (2010) "Gammelbogen II" (2014) blev begge fulgt til dørs med Gammelfestivaler på henholdsvis Vesterbro og Frederiksberg. Derimellem udkom romanen "Giv mig liv" (2011) om at være fanget imellem hemmeligheder, men også om en bortadopteret søster og mødet med hende 30 år senere. Opført som teaterforestilling samme år i Apostelkirken på Vesterbro.

I 2014 udkom romanen "Persiske ørne" skrevet sammen med Sam Nik. Teaterversionen opførtes samme efterår i Vesterbro Naturværksted.

Siden 2011 har jeg lavet portrætsamtalebøger. Det startede med en samtale med skuespillerinden Vera Gebuhr til "Gammelbogen I" (2010) og resulterede i den første portrætsamtalebog "Drømme og visioner, portrætsamtaler om at ville og kunne" (2011), hvor jeg satte en lang række kunstnere stævne. Efterfølgeren "Ude på kanten, portrætsamtaler om at turde" (2014) handlede om at satse sig selv. Det fortsatte med "Med og uden smykker" (2016). I 2017 udkom "Ja tak, til kaffe" og "Et menneske bliver først til, når det fortælles". "Billeder af liv" udkom i 2018 - og var samtidig 3. og sidste del af en triologi bestående af samtaler & digte. Seneste er udgivelsen: "Livets gang i HF Prøvekluden" (2019) - en bog om grønt liv og fællesskab.

Fra 2007 har jeg stået for de udendørs litterære havefester i Dansk PENs regi.
I 2008 blev det udvidet til en decideret festival.
Den seneste festival hed "KÆRLIGHED? Festival om drømme og fællesskab "- og var den 16. festival. Men festivalerne fortsætter i år for 17. år, hvor overskriften er:
VERDEN ER FULD AF VEJE
Festival om drømme og portrætter
3, -14. august 2024
5 bydele med 100 kunstnere.

Modtog Drassows hæderslegat af Dansk Forfatterforening i 2012.

Kontaktoplysninger:

Adresse: Viborggade 30, 5. tv., 2100 København Ø Land: Danmark E-mail: Klik for at se e-mail

Medlem Af:

De skønlitterære

Online Referencer:

Besøg mig på:

Forlag: Epigraf Udgivelsesår: 2017

Et menneske bliver først til, når det fortælles

Fire samtaler om eksistens og engagement i Stig Dalagers forfatterskab.

STIG DALAGER er blandt de mest oversatte danske nulevende skønlitterære forfattere med sine romaner og skuespil. Samtalerne forsøger at indkredse grunden til det. Samtalerne strakte sig fra sidst i december 2016 til slutningen af marts 2017. Det var en periode, hvor Stig Dalager udgav én roman ”Kvinde i et århundrede”, og én digtsamling ”Den tynde væg”, samt var til verdenspremiere på sit nye skuespil ”Journey in light and shadow” på The August Strindberg Repertory Theatre i New York, og en ny fortælling - "Rabbiens sidste dage" - med tegninger af Martin Bigum var på trapperne. Samtidig var der forhandlinger om amerikanske filmatiseringer af flere af hans værker.

”Med en værkliste på næsten 60 værker fordelt over romaner, skuespil, film og digte syntes det uoverskueligt, og jeg forudså, at arbejdet med samtalerne ville blive meget omfattende og nok også svært, men det viste sig at være lige modsat” skriver Michael Svennevig i forordet: ”Det blev til en både berigende, inspirerende og udfordrende rejse gennem et mangeforgrenet forfatterskab.”

Det omfattende indeks over de nævnte og omtalte titler sikrer, at bogen kan bruges såvel af nysgerrige læsere som af undervisere. Bagest er der filmlinks til to af Dalagers film, der er fyldigt omtalt. Der er med andre ord lagt op til en lystfyldt vandring igennem et meget omfattende forfatterskab. På samme måde som værkerne er rundet af et stort humanistisk engagement, er bogen drevet af entusiastisk interesse. Der er med andre ord ikke tale om en tør metodisk værkgennemgang, men snarere et kalejdoskopisk blik hen over genrer og temaer, der er tættere forbundne end man måske umiddelbart skulle tro. Så velkommen til et frisk bud på veje ind og ud af et stærkt og centralt placeret forfatterskab.

Foto: David Blazek. Illustration: Martin Bigum. Layout: Shohreh Shahrzad

“Svennevig og Dalager taler og lytter veloplagt, og der er kommet en fremragende og underholdende bog ud af deres samtaler… Et menneske bliver først til, når det fortælles, og i Stig Dalagers tilfælde er det også sådan, at et menneske bliver til, når det fortæller. Jeg tror at det samme gælder, når man lytter.”

Marianne Olsen, Netavisen Sameksistens.dk Læs hele anmeldelsen.

“Samtalerne giver et ganske godt signalement af forfatterskabet og kommer også godt rundt om det store engagement, Dalager har i mange politiske og humanistiske sammenhænge.”

Jens Eichler Lorenzen, Fyns Stiftstidende

“Letlæst og veloplagt samtalebog med mange fine og kloge betragtninger om livet fra Dalager, der vækker nysgerrighed og lyst til at gå ombord i hans forfatterskab… Romaner, noveller skuespil, dokumentarfilm, popsange osv. Stig Dalagers værkliste er lang og alsidig, og her er vi med på en lytter, når forfatter og dramatiker Michael Svennevig i fire uformelle samtaler stiller nysgerrige spørgsmål til hans forfatterskab. I interview-form formidles en ping-pong mellem de to, og der krydres med både korte og lange citater fra værkerne. Der indledes med et kort forord, og bagerst findes værkliste, kort biografi og index. Der dykkes især ned i Davids bog og 5-binds serien om Jon Bæksgård, der begynder med Glemsel og erindring , og omkring værkerne taler de to gamle bekendte om eksistens, jødedom, DDR, litteratur, Kierkegaard m.m.”

Heidi Buur Pedersen, Bibliotekernes lektørudtalelse


Bogen er inddelt i 4 samtaler:

1.  samtale: Om DDR og replikanter. Om at være messedreng og opdage horisontens runding

2. samtale: Om drøm og virkelighed. Om tidens kaos, empati og håb

3. samtale: Uskyld og tragedie. Om eksistens og litteratur – og om det særlige som litteratur kan

4. samtale: Om at finde den særlige fortællerstemme, der kan bære en roman, et skuespil eller et digt

Udkom fredag den 11.8.2017 til festivalåbningen af JA TAK, TIL KAFFE, hvor Michael Svennevig var i samtale med Stig Dalager om dennes seneste udgivelse ”Rabbiens sidste dage”.

Bogtrailer: