Det, de kalder livet
9.a læser Herman Bang, og det er virkelig kedeligt. Og i øvrigt har Monique holdt fest i weekenden, så der er vigtigere ting at forholde sig til. Det var godt nok ikke hele 9.a, der var inviteret med, men det var en god fest. Lige bortset fra, at Viktoria ikke rigtig gider at tale med Monique. Og Rasmus blev så stiv, at han blev hentet af sin mor, så han fik ikke lige scoret Selma. Det der med Eik og Sofia, var nok heller ikke så smart, for nu er Ronja og Eik uvenner. Der er gang i meget andet en novelleanalyse i 9.a.
Det var min mor, der syntes, jeg skulle holde den fest i lørdags. Det kunne da være hyggeligt, sagde hun og smilede desperat til mig. Hun sad og ventede, da jeg kom hjem fra skole, og jeg kunne godt se, at der var noget under opsejling. Hun slukkede tv’et på køkkenvæggen og skoddede smøgen, da jeg trådte ind. Hun viftede røgen væk med den ene hånd uden at slippe mig med øjnene.
”Hva’ så, skat?” spurgte hun, allerede inden jeg havde smidt tasken på gulvet.
Hva’ så? Hva’ så hvad? Hendes øjne var store og gloede grådigt på mig. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare.

Besøg mig på: