Som ganske ung bliver Hilde gift med omegnens læge, doktor Kragh, der allerede tidligt i ægteskabet fortæller hende, at kvinder, der er glade for sex, bliver sendt til Sprogø. Hilde forsøger at leve op til de forventninger, der er til kvinder i de tider, hun bevæger sig igennem fra efterkrigstidens patriarkat til kollektivets såkaldte frihed, til parcelhusets kernefamilie.

Men hvad er en rigtig kvinde? Ofte er det jo ikke noget, der bliver talt om, så Hilde må danne sig sine egne konklusioner ud fra de mennesker, der omgiver hende, samt fra litteraturens verden, der tør beskrive nogle ting, der ellers kun udspiller sig bag lukkede døre.*** ”Hvad er en rigtig kvinde’” spurgte Birthe omsider. Hilde behøvede ikke tænke længe for at svare: ”Hun er taknemmelig og ydmyg, hun elsker børn og kunne aldrig drømme om at forlade sit barn. Hun er ærbar … og tro, hun bryder ikke sit ægteskab.” Hun tav, næsten forpustet af de opmagasinerede ord. ”En rigtig kvinde ofrer sig,” konkluderede hun. Konklusionen fik lov til at hænge frit svævende imellem dem, længe, indtil Birthe sagde: ”Det bliver så op til din bog at modbevise.”