Sara Høyrup

Sidst opdateret: 23. september 2018
Sara Høyrup
Sara Høyrup er uddannet konferencetolk og cand.mag. i spansk og engelsk.

Beskrivelse:

GERMANSKE & ROMANSKE SPROG:
(ny)norsk · svensk · tysk | engelsk | fransk · catalansk · spansk

EU-certificeret simultantolk & sprogmagister
Journalist & foredragsholder

Takster: 3.300 kr. pr. ark

Kontakt Oplysninger:

Adresse: 08001 ES-Barcelona
ES-08001 Barcelona
Land: Spanien Tlf: 27477300 Mobil: 27477300 E-mail: Klik for at se e-mail CVR: spansk momsnr. ESX2726996R

Medlem Af:

Dansk Oversætterforbund

Online Referencer:

Flere referencer:

CURRICULUM : Her kan du se teksteksempler og uddannelser

Tolkene.dk : Her kan du se mit oversættelsesbureau

Korrektur-nu.dk: Her kan du se nærmere om min røde rettepen

Spansktimer.dk : Her kan du kigge, hvis du gerne vil lære spansk

Google mit navn + Weekendavisen / Kristeligt Dagblad / dagbladet Information / dagbladet Politiken, hvis du vil se mine avisoversættelser

 

Oversætter fra:

Amerikansk, Dansk, Engelsk, Fransk, Katalansk, Norsk (bokmål), Nynorsk, Spansk, Svensk, Tysk

Oversætter til:

Amerikansk, Dansk, Engelsk (britisk), Spansk

Besøg mig på:

Forlag: Kristeligt Dagblad Udgivelsesår: 2006

Præsten og paven

Fransk, engelsk og svensk oversætter for Kristeligt Dagblad 2006-17. Qua sin aldrende læserskare og sit traditionalistiske ståsted et godt sted at få afløb for min trang til at trænge ud i de mest altmodische hjørner af det danske sprog.

Fransk-dansk oversættelse for Kristeligt Dagblad

Det er ikke ofte, man får lov at arbejde fra fransk i den danske presse – men det sker. Her kan du se oversættelser fra fransk udført for Kristeligt Dagblad af mig.

Fransk er en udfordring, fordi fransk sætningsopbygning er så langt fra den danske – hele tankesættet og vejen frem er en anden. Det er en udfordring at gøre fransk læsbart på dansk. Det er sjovt at få lov at arbejde med fransk og andre sprog, jeg ikke arbejder med hele tiden. Og der indløb faktisk et begejstret læserbrev om, hvilken lise det var at se fransk omkalfatret til mundret dansk.

Jeg har lært mit fransk pø om pø helt fra barnsben, selv om jeg aldrig har uddannet mig i det: Jeg mindes Jacques Préverts digte på fransk i sommerhuset og min farfar Hans Egede Høyrups indsats for at tilføre mig sproget, mens min anden bedstefar forsøgte at lære mig at spille klaver. (Så hvis nogen forledes af min sociolekt til at tro, at jeg kommer fra Vestegnen, så tager de helt fejl: Den har jeg samlet op anderswo.)

Siden har jeg lært det af den fremragende Christiane Steenstrup på Studieskolen og som simultantolk i EU-institutionernes kantiner i Bruxelles. Vidste du for eksempel, at en cafè latte ikke hedder café au lait i den fransk-flamsksprogede hovedstad, men derimod lait russe?

Læs den sidste hilsen fra dræbt fransk præst

Sommeren er en tid til at komme til kræfter. Men også til at bede for dem, der har det mest behov, for fred og for en bedre omgang med hinanden, skrev fader Jacques Hamel i sin sommerhilsen, inden han tirsdag morgen blev dræbt, da to jihadister trængte ind i kirken under messen

Foråret var temmelig køligt.

Hvis det har sendt moralen på halv stang, så frygt ikke: Sommeren skal nok komme. Og ferien ligeså.

Ferietid er tid til at lægge vore vanlige aktiviteter til side. Men den er ikke blot en parentes. Ferietid er en tid til at tage den med ro, men også til at lade op, mødes med andre, dele og være sammen.

Der er dem, der lader op på et retræte eller på pilgrimsvandring. Andre genlæser evangeliet – alene eller sammen med andre – som udsagn, der kan bruges i livet den dag i dag. Atte andre lader op med skabelsens store bog og beundrer landskaberne, som er så anderlunde og så pragtfulde, der løfter os op og taler til os om Gud. Lad os da formå i hine øjeblikke at forstå invitationen fra Gud til at øve omhu for denne verden og skabe en varmere, mere menneskelig og mere næstekærlig verden dér, hvor vi bor og lever.

Sommertid er også tid til at mødes med familie og venner: Tiden er inde til at tage sig tid til at opleve noget sammen. Det er tid til at være opmærksom over for andre, hvem de end måtte være. Det er tid til at være fælles om noget og dele ud af vort venskab og vor glæde. Det er tid til at være der for vore børn og vise dem, hvor meget de betyder for os.

Lad ferietiden være en tid, som lader os opleve venskabets og restitueringens glæde til fulde. Således vil vi stå rustet til at fortsætte fremad sammen ved feriens slutning.

God ferie til alle!

Fader Jacques

Fader Jacques Hamel var præst ved den katolske kirke i Saint-Etienne-du-Rouvray i Normandiet, Frankrig

Oversat fra fransk af Sara Høyrup

Frankrigs rødder er kristne

Kristeligt Dagblad bringer i dag pavens tale, som han holdt i Elysée-palæet i Paris ved sit møde med de franske myndigheder under det fire dage lange besøg i Frankrig

IDET JEG BETRÆDER Frankrigs jord for første gang, siden forsynet kaldte mig til Peters sæde, er jeg rørt og beæret over Deres hjertelige modtagelse af mig. Især er jeg Dem taknemmelig, hr. præsident, for Deres venlige invitation til at besøge Deres land såvel som for de velkomstord, De netop har henvendt til mig. Hvordan skulle jeg kunne glemme det besøg, Deres Excellence aflagde hos mig i Vatikanet for ni måneder siden? Gennem Dem sender jeg en hilsen til alle de mænd og kvinder, der bebor dette land med dets tusindårige historie, en nutid rig på begivenheder og en lovende fremtid.

De skal vide, at Frankrig ofte er i centrum af pavens bønner, idet paven til hver en tid ihukommer alt det, som Frankrig har bidraget med til kirken igennem de forgangne 20 århundreder!

Den vigtigste grund til min rejse er fejringen af 150-året for Jomfru Marias åbenbaring i Lourdes. Jeg vil gerne slutte mig til flokken af utallige pilgrimme fra hele verden, som i løbet af i år drager til Marias sanktuarium tilskyndet af troen og kærligheden. Det er en tro, det er en kærlighed, som jeg er kommet for at fejre her i Deres land i de fire nådens dage, som det er blevet mig tilstået at tilbringe i Frankrig.

Min pilgrimsrejse til Lourdes kom til at indebære et ophold i Paris. Deres hovedstad står mig nær, og jeg kender byen temmelig godt. Jeg har ofte opholdt mig her, og jeg har i årenes løb i forbindelse med mine studier og mine tidligere hverv knyttet gode venskaber på såvel det menneskelige som det intellektuelle plan. Jeg vender nu tilbage hertil med fornøjelse, glad for den lejlighed, der således gives mig til at udvise min ærbødighed for den imponerende arv af kultur og tro, som har formet Deres land på storslået vis gennem århundrederne, og som har givet verden store personligheder, der har tjent nationen og kirken, og hvis lære og eksempel helt naturligt har overskredet deres geografiske og nationale grænser og præget verdens udvikling. Under Deres besøg i Rom, hr. præsident, mindede De om, at Frankrigs rødder ligesom også Europas er kristne.

Historien er tilstrækkeligt til at påvise det: Deres land har fra fødslen modtaget evangeliets budskab. Skønt dokumenterne til tider mangler, står det dog fast, at eksistensen af kristne menigheder i Gallien er dokumenteret allerede på et meget tidligt tidspunkt: Det vækker sindsbevægelse at ihukomme, at byen Lyon allerede midt i det 2. århundrede havde en biskop, og at Sankt Irenæus forfatter til “Mod kætterne” her aflagde et overbevisende vidnesbyrd om den kristne tænknings kraft.

Nuvel, Sankt Irenæus kom fra Smyrna for at prædike troen på den genopstandne Kristus. Lyon havde altså en biskop, hvis modersmål var græsk; findes der noget smukkere udtryk for det kristne budskabs universelle natur og bestemmelse?

Indpodet som kirken har været i Deres land helt fra tidlige tider, har den spillet en kulturbringende rolle, som jeg gerne vil bringe min hyldest på dette sted. De henviste selv til dette i Deres tale i Lateranpaladset i december. Overleveringen af den antikke kultur gennem munke, lærere og afskrivere, formningen af hjerterne og sjælene i kærlighed til de trængende, hjælpen til de svageste gennem stiftelsen af talrige religiøse samfund, de kristnes bidrag til etableringen af Galliens institutioner og sidenhen af Frankrigs, er alt sammen for velkendt til, at jeg skal opholde mig længe ved det. De tusindvis af kapeller, kirker, klostre og katedraler, der pryder hjertet af Deres byer såvel som det åbne lands ensomhed røber, hvor meget Deres fædre i troen ønskede at ære Ham, som havde givet dem livet, og som opretholder vores eksistens.

Mange i Frankrig er standset op for at reflektere over forholdet mellem kirke og stat. Angående problematikken om relationerne mellem den politiske sfære og den religiøse sfære tilbød allerede Kristus grundlaget for en rimelig løsning som svar på et spørgsmål, Han blev stillet: “Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.”

Kirken i Frankrig er for tiden begunstiget med frihed. Fordums mistillid har lidt efter lidt ændret sig til en afklaret og positiv dialog, som konstant befæstes stadig mere. Siden 2002 har der eksisteret et nyt redskab til dialog, og jeg har stor tillid til dets arbejde, eftersom velvilligheden er gensidig.

Vi ved alle, at visse områder endnu mangler at blive debatteret. Dem må vi gennemgå og læge lidt ad gangen med besluttethed og tålmod. De, hr. præsident, har andetsteds benyttet Dem af det smukke udtryk “positiv sekularisme” til at betegne dette mere åbne begrebsindhold.

I dette historiske øjeblik, hvor kulturerne flettes stadig mere sammen, er jeg dybt overbevist om, at en ny overvejelse af sekularismens sande mening og betydning er påkrævet. Det er nemlig afgørende på den ene side at fastholde adskillelsen af det politiske og det religiøse for at sikre såvel borgernes religionsfrihed som statens ansvar over for dem, og på den anden side at blive mere bevidste om religionens uerstattelige funktion i formningen af samvittigheden og om det bidrag, som religionen sammen med andre instanser kan yde til skabelsen af en grundlæggende etisk konsensus i samfundet.

Paven bestræber sig som vidne for en kærlig og frelsende Gud på at sprede barmhjertighed og håb. Ethvert menneskeligt samfund har brug for håb, og dette behov er endnu stærkere i nutidens verden, som byder på liden åndelig stræben og få faktiske visheder.

De unge er min største bekymring. Visse af dem har svært ved at finde en passende retning eller lider under tabet af referenter i deres familieliv. Andre oplever et religiøst fællesskabs begrænsninger. Undertiden marginaliserede og ofte overladt til sig selv er de skrøbelige og må selv klare sig i en virkelighed, som de ikke magter. Det er derfor nødvendigt at tilbyde dem gode uddannelsesrammer og opmuntre dem til at respektere og hjælpe andre, så de kan nå afklarede frem til skelsår og alder.

Kirken kan på det område yde sit særlige bidrag. Den vestlige samfundssituation bekymrer mig også, præget som den desværre er af en snigende øgning af afstanden mellem de rige og de fattige. Jeg er sikker på, at det er muligt at finde retfærdige løsninger, som rækker længere end den umiddelbart nødvendige hjælp og går til problemernes kerne for at beskytte de svage og fremme deres værdighed.

Gennem sine mange institutioner og sine aktiviteter forsøger kirken ofte ligesom mange foreninger i Deres land at afhjælpe den umiddelbare situation; men det er staten, som må lovgive for at udrydde uretfærdighederne.

I en langt bredere ramme, hr. præsident, bekymrer jeg mig også for vor planets tilstand. Gud har i sit storsind betroet os den verden, Han har skabt. Vi må lære at respektere og beskytte den bedre. Det forekommer mig, at øjeblikket er inde til at fremsætte mere konstruktive forslag for at garantere fremtidige generationers vel.

Udøvelsen af formandskabet i Den Europæiske Union er en anledning for Deres land til at udtrykke Frankrigs engagement i menneskerettighederne og i, at de fremmes til individets og samfundets bedste. Den dag, europæeren ser og personligt oplever, at menneskets umistelige rettigheder lige fra dets undfangelse til dets naturlige død såvel som rettighederne til privat fri uddannelse, til et familieliv, til et arbejde, naturligvis uden at glemme dets religiøse rettigheder; den dag europæeren ved, at hans rettigheder, som udgør et uadskilleligt hele, bliver fremmet og respekteret, da vil han fuldt ud forstå storheden i Unionens konstruktion og tage aktivt del i skabelsen af den.

Opgaven, der påhviler Dem, hr. præsident, er ikke let. Tiderne er usikre, og det er et vanskeligt forehavende at finde den rette vej midt i hverdagens sociale og økonomiske, nationale og internationale bugtninger. I særdeleshed gælder det over for den fare for fremkomsten af gammel mistro, spændinger og modsætninger mellem nationerne, som vi i dag er de bekymrede vidner til, at Frankrig, som historisk har været opmærksom på forsoningen mellem folkene, kaldes til at hjælpe Europa med at skabe fred inden for sine grænser og i hele verden.

I den henseende er det vigtigt at fremme en enhed, som ikke kan og ikke vil være en enshed, men som er i stand til at sikre respekten for de nationale forskelle og de forskellige kulturelle traditioner, der udgør en rigdom i den europæiske symfoni og samtidig at minde om, at “den nationale identitet selv kan kun virkeliggøres i åbenheden over for andre folk og gennem solidaritet med dem”. Jeg udtrykker min tillid til, at Deres land vil bidrage stadig mere til at få dette århundrede til at udvikle sig hen imod afklarethed, harmoni og fred.

Hr. præsident, kære venner, jeg ønsker endnu en gang at udtrykke min taknemmelighed over dette møde. Jeg forsikrer Dem om min indtrængende bøn for Deres smukke nation, for at Gud skal give den fred og fremgang, frihed og enhed, lighed og broderskab. Jeg betror dette ønske til Jomfru Marias moderlige mellemkomst, Frankrigs vigtigste beskytter, som hun er. Gud velsigne Frankrig og alle franskmænd!

Oversat fra fransk af Sara Høyrup